Ledige mere stressede end beskæftigede

28.3.2014

af

Stressniveauet blandt arbejdsløse er næsten dobbelt så højt som blandt dem, der har et job, viser stor undersøgelse af danskernes sundhedstilstand.

Det travle og omskiftelige arbejdsliv fremhæves ofte som en vigtig årsag til, at der hver dag er 35.000 danskere, som er sygemeldte pga. stress.

Det står imidlertid værre til for dem, der ikke har et arbejde. Således viser Den Nationale Sundhedsprofil for 2013, som er udgivet af Sundhedsstyrelsen, at 28 procent af de arbejdsløse har et højt stressniveau. Blandt de, der har et job, gælder det for knap 16 procent. Efterlønsmodtagere er den eneste gruppe, der har en lavere andel af stressramte end de beskæftigede.

”Vi trives bedst, når vi er en del af og bidrager med noget. På den måde føler vi os mere værd og har det bedre med os selv,” siger stresskonsulent Bjarne Toftegård til arbejdsmiljoviden.dk.

Pres udefra og indefra

I 2012 undersøgte Djøf, hvordan de ledige medlemmer havde det. Målemetoden var en anden, end Sundhedsstyrelsen har brugt, men tendensen til udbredt stress var også tydelig. Lidt over halvdelen meddelte, at de inden for det seneste halve år havde haft symptomer, de selv mente skyldes stress.

I den forbindelse talte djoefbladet.dk med Helle Alsted, cand.pæd. i pædagogisk psykologi med speciale i stress og forfatter til bogen ”Ledig uden stress”.

Hun påpegede, at grundene til ledighedsstress kan være meget forskellige.

”Der er både faktorer udefra og indefra. Og at det for nogle er en livskrise eller identitetskrise, er i sig selv stressende. De udefrakommende kan være de mange restriktive regler og krav, manglende indflydelse på éns egen situation og økonomi, et svært jobmarked, pres fra andre om at komme i arbejde, meningsløs aktivering og inkompetente rådgivere,” sagde hun.

Blandt de indefrakommende årsager nævnte Alsted mindreværdsfølelse og fornemmelsen af hverken at kunne bidrage med noget eller at kunne bruge sine ressourcer.

Hendes råd til at undgå stress som ledig kan du se her.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Rebecca Andersen
10 år siden
Ledige bliver sat til at lave collager hos en privat jobaktør, skrev Magisterbladet 15. juni 2014. Den slags meningsløse aktivering og mødet med inkompetente rådgivere i private jobfirmaer gør folk stresset. Artiklen om jobfirmaet HKI, der sætter folk til at lave en collage, kan læses på nettet.