Kvinders chance for toppost er stadig minimal

5.3.2014

af

Mænd har to en halv gang så stor chance for en overordnet ledelsespost, som kvinder har. Og det har ikke ændret sig en tøddel de seneste 10 år.

Chancen for at ende på en høj post på din arbejdsplads er meget større, hvis du er mand. 6,7 procent af mændene i Danmark bliver ledere på øverste niveau, mens det kun gælder 2,7 procent af kvinderne. Og det er nøjagtig samme billede som for 10 år siden. Det viser en analyse som Djøfs analysebrev, DeFacto, har foretaget i samarbejde med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Analysen er baseret på tal fra Danmarks Statistiks arbejdsstyrkestatistik, der viser, hvem der bestrider ledelsesposter på øverste niveau i virksomheder, institutioner og organisationer. Det dækker alt fra departementschefen og sygehusdirektøren til godsejere og savværksledere.

Det er ufatteligt

Det er godt nok tankevækkende, at andelen af kvinder i de højere ledelseslag ikke har rokket sig en tomme de seneste 10 år, mener kønsforsker Karen Sjørup fra Roskilde Universitet.

”I alle de år har alle talt om, at det rykkede sig. Og vi hører hele tiden om, at mange mænd føler sig trængt af kvinderne. Men så er der slet ikke sket noget.”

Og dog. Lidt er der nok alligevel sket, mener Karen Sjørup.

”Vi har i hvert tilfælde se en stigning af mellemledere i det offentlige, men de er åbenbart ikke brudt igennem til topposterne,” siger Karen Sjørup.

Formanden for Djøf Privat, Allan Luplau, er dybt skuffet og også meget overrasket over den manglende udvikling i kønsfordelingen på ledelsesposterne.

”Det er ubegribeligt, umoderne og også meget uhensigtsmæssigt for bundlinjen. Jeg er selv topleder, og jeg har et ledelseslag, der i den grad er mangfoldigt – både på køn og uddannelse. For der er ingen tvivl om, at det lønner sig med så mange forskellige syn på tingene som muligt,” siger Allan Luplau.

Indsats fra alle sider

Ifølge undersøgelsen øger det kvindens chance, hvis hun bliver leder, inden hun fylder 40. Og her ligger nok noget af problemet, mener Karen Sjørup.

”De hurtigt løbende mænd tager lederposterne tidligt. Mens kvinderne gerne vil have det med børnene på plads først. Og mange – særligt akademikerpar – aftaler indbyrdes, at ’først gør du karriere, og så er det min tur bagefter.’ Problemet er bare, at det typisk er manden, der gør karriere først, mens kvinden så styrer det derhjemme. Men når så det bliver hendes tur, er det ikke sikkert, at muligheden er der længere.”

Det er da et problem, og her bør både mænd, kvinderne og topledelserne sætte ind, mener Allan Luplau.

”Jeg synes, det er fattigt, hvis kvinder kun kan gøre karriere, når børnene er flyttet hjemmefra. Men kvinderne skal turde kaste noget af ansvaret for det derhjemme over på manden, og han skal så til gengæld tage det. Samtidig skal topledelserne hoppe af den bremse, der gør, at de kun ansætter nogle, der ligner dem selv - både på køn og uddannelse.”

Men nu er der gået 10 år, uden der er kommet flere kvinder ind i de højere lederstillinger. Hvordan ser det mon de kommende år? Karen Sjørup er ikke optimist.

”Noget kan jo tyde på, at det ikke kommer til at gå særligt hurtigt. Men det afhænger af mange forhold – også af den overordnede økonomiske situation. Hvis det går godt i virksomhederne, er man tilbøjelig til at være mere familievenlige, og det vil alt andet lige komme kvinderne til gode.”  

                              

                            

                            

 

 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Jcf
10 år siden
Tag nu lige statistikken men et gran salt. Der er flere virksomheder rundt om i Danmark hvor kvinder har top poster. Blot fordi at flere mænd sidder i positionere, behøver man ikke konkludere at det er svære for kvinder. Gymnasiers førsteårselever lære at forholde sig kritisk til statestik så det burde man også forvente her. Personligt valg fra alles side skal der være plads til, så hvis nogen vælger at få børn istedet for at fokusere på karriere skal ligestilling ikke stå til skud for dette. Det kan godt være at det er svære at blive topleder for kvinder i Danmark, men denne artikel har argumenter som et stykke bølgepap.