Supertaskeren er fremtidens ønskemedarbejder

8.12.2014

af

Vi skal kunne gøre mange ting på én gang – og vi skal gøre dem til UG. Det er HR-folkenes ønske til fremtidens medarbejder.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført af Cisco blandt 827 HR-ansvarlige, 1.388 18-30 årige og 1.524 31-50 årige medarbejdere, der alle arbejder med minimum en laptop, smartphone eller anden digital enhed. 15 lande fra hele verden er repræsenteret – Danmark er dog ikke med.

Mere end seks ud af ti HR-ansvarlige forventer, at den såkaldte ’supertasker’ er den foretrukne medarbejder i 2020. De mener nemlig, at lige præcis dén type medarbejdere vil øge virksomhedens produktivitet.

Det er konklusionen på en undersøgelse, som netværksleverandøren Cisco har gennemført blandt HR-ansvarlige og medarbejdere fra hele verden.

Supertaskeren er defineret ved at være i stand til at gøre mange ting på én gang og at gøre dem godt.                          

Omkring halvdelen af medarbejderne mener, at de bliver mere produktive som konsekvens af supertasking, mens resten mener, det forøger risikoen for fejl.

Men i stort set alle lande spår de fleste HR-ansvarlige altså, at supertaskeren bliver den mest efterspurgte medarbejdertype i fremtiden. Tyskland er undtagelsen. Her mener de, at dén medarbejder, der har fokus på én aktivitet ad gangen, vil være den mest eftertragtede. 

Der findes jo ikke supermennesker

Og mon nu også supertaskeren er værd at stræbe efter, lyder det fra professor Helge Søndergaard Hvid, Center for Arbejdslivsforskning på RUC.

”Vi taler jo om supermennesker, og de findes ikke. Det er en belastning at supertaske, og det resulterer i udbrændthed. Forskningen viser, at jo flere projekter, man er tilknyttet, jo mere falder produktiviteten.”

Men samtidig forstår Helge Søndergaard Hvid godt, at det tilsyneladende bliver supertaskeren, der kommer i høj kurs.

”Det er ikke så overraskende, at HR-folkene vil have de her supermennesker. I årevis har de jo efterspurgt fleksibilitet og medarbejdere, der kan skifte fra det ene til det andet og have mange projekter kørende på én gang. ”

Forskningschef Marianne Levinsen, Center for Fremtidsforskning er heller ikke overrasket over, at de HR-ansvarlige udpeger supertaskeren som fremtidens medarbejder.

”Nej, det er da ikke så sært. HR agerer ud fra ’herfra min verden går’. HR er typisk mere overordnet, og det er ikke dem, der ansætter ude i linjen. HR-området er et område, hvor der er 1.000 ting i spil hele tiden – en masse drift, med ansættelser, afskedigelser, udvikling og kurser, hvor det kan se helt anderledes ud mange andre steder i organisationen. Men det er også i HR, at mange buzzwords opstår – nu altså også supertaskeren.” 

Tænk i andre baner

Ligesom Helge Søndergaard Hvid tror Marianne Levisen ikke på supertaskerne som fremtidens medarbejder. Hun tror dog på, at der skal mere til end faglig tyngde for bedst at begå sig.

”Du behøver ikke kunne flagre rundt fra det ene til det andet. Du kan sagtens fordybe dig, for den faglige kerne er også vigtig i 2020. De dygtigste medarbejdere er dog også gode til at kommunikere, samarbejde og i det hele taget fungere socialt – også med andre kulturer. For det globale arbejdsmarked er kommet for at blive,” siger Marianne Levinsen.

Helge Søndergaard Hvid er lidt i tvivl om, hvem der vinder som fremtidens medarbejder.

”Hvis det fortsætter i samme rille som nu, kan det godt være, at det bliver supertaskeren. Men jeg vil mene, at der er mange gode grunde til at tænke i andre baner – både ud fra et menneskeligt og et produktivitetsmæssigt synspunkt.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Torben Rehder
9 år siden
Det er godt nok sørgelig læsning her med udgangen af 2014. HR lederne burde vide bedre og kigge mod Tyskland. Med daglig virke som Effektivitets ekspert, kan jeg bekræfte at når medarbejderne virkelig skal koncentrere sig - så er det 1 ting af gangen. Utallige undersøgelser har vist at multitasking er svært. Kun 2,5% af 200 forsøgspersoner i en undersøgelse fra Utah University (USA) kunne køre bil og snakke i mobil samtidig. David Meyer fra University of Michigan har i hans undersøgelser vist at multitasking nedsætter den enkeltes effektivitet med 25-50%. Derudover er der det helbredsmæssige problem, hvor det er indiskutabelt at vedvarende multitasking kan få medarbejderen til at føle sig som hamsteren i løbehjulet og følgende føre til stress. Heldigvis er det min opfattelse at danske HR ledere har meget fokus på medarbejdernes trivsel og i dette hører Supertaskeren ikke hjemme.
Jens J.
9 år siden
Supertasking giver stress og forringer produktivitet. Dog er det ok i ledelsens øje. Folk kan blot knokler natten og weekenden over! HR er blevet topledelsens håndlangere. De lønnes og tækkes ikke af medarbejderne men af topledelsen. Selvfølgelig ønsker de begge supermennesker--helst som ulønnede praktikanter! Udnyttelsen, og gerne grov af slagsen udspringer fra en rå og selvisk menneskesyn. En medarbejder skal tilsyndeladende behandles som en papir serviette-tør af i snavs og smid væk. Den gensidige respekt og anstændighed der engang karakteriserede det danske arbejdsmarkedet er da gammeldags og ved at blive en saga blot. At de samlede krav er urealiserebare, og direkte psykisk og fysisk destruktive er blot prikken over eet. Fremover skal medarbejdere være parat til at kysse topledelsens snavsede fødder for chancen for at sælge deres helbred og sjæl for en skilling,