Det er direkte karrierefremmende, hvis man forstår ’at tilskære og vride faglige notater og redegørelser, så de passer til regeringens politik’. Det siger flere embedsmænd.
’Embedsmænd er ret villige til at give systemet dét, det vil have. Sådan er det bare. Fordi det fremmer ens interesser’. Sagt af embedsmand fra Beskæftigelsesministeriet.
’Der er et vist spillerum til at fremlægge meget tynd juridisk dokumentation over for offentligheden’.
Det er citater fra nogle af de 45 anonyme embedsmænd, som journalist på DR Orientering og prisvinder, Jesper Tynell, har støvet op og fået til at medvirke i bogen ’Mørkelygten’.
Bogen fastslår, at det fagligt neutrale embedsværk ikke findes.
Det er en sejlivet myte, at embedsmænd skal optræde objektivt og uafhængigt af regeringen, når de leverer tal, jura og fakta til Folketinget og offentligheden. Det er altid skåret politisk til, og derfor får kompetente embedsmænd heller ikke altid lov til at fremlægge de reelle faglige vurderinger for vælgerne og de folkevalgte, fastslår Tynell.
For embedsmændene i bogen har også dét at dræbe myter og ’give et mere retvisende billede’ af opgaven som embedsmand været en motivation for at deltage, forklarer Tynell i bogen og citerer denne embedsmand i forordet:
’Jeg tror, at det er de færreste mennesker, der grundlæggende helt forstår, hvad der sker. Nu har jeg prøvet at arbejde under forskellige farver regeringer og under forskellige ministre. Og det kunne være dejligt, hvis der var en vis respekt for embedsmandens arbejde. Forstået på den måde, at man rent faktisk skal være dygtig til hele tiden at omstille sig og både være loyal på den ene og den anden måde.’
Grænsen går først ved ’klart’ ulovligt
Bogen beskriver, hvordan embedsværket har en hel værktøjskasse til at skære tingene til politisk:
De regner baglæns, de forklæder politik som teknik, de sørger for sløring af interesser, og de finder ’halmstrå’ og ’figenblade’ for at hjælpe ministeren.
Spørgsmålet er, hvor grænsen går for ’bestillingsarbejdet’.
Slår man fx op på side 35 i betænkning 1443 fra 2004 om embedsmænds bistand og rådgivning, står der, at embedsmændene ’i deres faglige rådgivning skal lade sig lede af, hvad de fagligt anser for rigtigt og ikke fx af, hvad der set fra ministerens politiske perspektiv kunne være det mest bekvemme resultat’.
Så spillereglerne skulle sådan set være gode nok.
Men det er de ikke, fastslår Tynell. Det helt store problem er, at embedsmanden er bundet og bastet af sin lydighedspligt. Han/hun har først pligt til at nægte at parere ordre, hvis ordren er ’klart’ ulovlig. Ikke hvis den kun forekommer ulovlig eller tvivlsom.
Han fastslår i bogen:
Som embedsmændene selv beretter, så giver dét gode muligheder for at føre offentligheden på vildspor for at markedsføre regeringen og dens politik uden teknisk set at overtræde de retningslinjer, der gælder for embedsmænds arbejde.
Så hans bog indeholder ingen ulovligheder, hvilket han også selv understreger:
Det er en meget vigtig pointe, at der ingen embedsmænd er, som gør noget ulovligt her. Det har også været derfor, at de overhovedet har villet tale med mig, som han sagde til Deadline på DR 2.
Opblød lydighedspligten
Spillereglen om, at ministrene har en meget vid instruktionsbeføjelse og embedsmændene en meget vid lydighedspligt til at køre med ’tilskærings-maskinen’, må laves om, fastslår Tynell.
Man bør overveje at svække lydighedspligten. Kunne man give embedsværket en pligt til at sige fra, når der for eksempel blot var saglig grund til at sige, at noget er ulovligt, usandt eller vildledende, spørger han.
Her har han fat i noget, som regeringen Nyrup faktisk havde på sit lovkatalog både i 2002 og 2003 som en slags endeligt punktum for Tamil-sagen ti år tidligere. Nemlig et lovforslag – efter forlæg fra nuværende højesteretsdommer Jens Peter Christensen – om, at embedsmænd skal have en ret, dog ikke en pligt, til at sige nej også til ministerordrer, som ikke er ’klart’ ulovlige, men kun muligvis ulovlige. Et lovforslag, som fik ros fra bl.a. ombudsmandens retschef.
Det var Djøf, der havde skrevet til regeringen og bedt om at stive embedsværket af og beskytte dem med klarere regler. Men lovforslaget blev aldrig fremsat og forsvandt i glemslen, fordi de daværende ledende departementschefer tilsyneladende fik lagt det ned. I stedet skrev Personalestyrelsen et adfærdskodeks, hvori det gentages, at embedsmænd først har pligt til at sige fra, hvis en ordre er ’klart’ ulovlig.
Folkestyre eller embedsmandsstyre
Professor Jørgen Grønnegaard Christensen, som sidder i det såkaldte Bo Smith-udvalget, mener, at Jesper Tynell er for smart, når han postulerer, at vi lever i en sejlivet myte om, at embedsmænd skal optræde objektivt og uafhængigt af regeringen, når de leverer tal, jura og fakta til Folketinget og offentligheden.
”Hvor han har dén myte fra, ved jeg ikke. Sagen er jo, at embedsmændene arbejder på de politiske præmisser, som den politiske ledelse sætter. Det er princippet, og det er noget helt andet.”
Han afviser også Tynells forslag om en lovændring, som giver embedsværket en udvidet ret til at sige fra over for de ordrer, de får fra ministrene.
”Det er ikke en frugtbar og fremkommenlig tanke. Det vil for det første være meget svært at formulere et sådant regelsæt. For det andet og endnu mere alvorligt vil det rokke ved det grundlag, som et parlamentarisk demokrati bygger på. Han vil vel ikke afskaffe folkestyret til fordel for et embedsmandsstyre?”
Hør hvad to djøfere – en menig embedsmand og formanden for de offentlige chefer i Djøf – siger til bogens påstand
Søren Bak, specialkonsulent i Forsvarsministeriet, formand for sektorudvalget for statsansatte i Djøfs Overenskomstforening
Har bogen ret i, at der ikke findes et fagligt neutralt embedsværk?
”Nej, det er alt for karikeret. Men flere negative sager på det seneste har jo vist, at der er nogle embedsmænd højere oppe, som anskuer deres virke på en måde, som ikke er i overensstemmelse med at være fagligt neutral og objektiv. Men der er også en anden side af medaljen, som Jesper Tynell skulle have boret i. Embedsværket har jo også magt. Der er ekstremt mange sager, hvor embedsværket fører politikken og sætter sine egne interesser igennem over for ministeren. Det håber jeg så, at Djøfs nye Bo Smith-udvalg vil bore lidt i.”
Er det karriereskadende for menige embedsmænd at rejse tvivl over for ministre og chefer?
”Det mener jeg ikke, det er i det daglige, og det må det selvfølgelig ikke være. Vi skal advare vores chefer, hvis fagligheden ikke holder. Og så er det dén chef, som alligevel går ud over kanten eller ikke siger fra over for ministeren, som får problemet. Det er også dét, sagerne viser.”
Bliver I udsat for et øget pres for at skære fagligheden hårdt til?
”Ja. Det er et stigende problem. Ikke bare i de sager, som er rødglødende for ministeren eller departementet, men i alle slags faglige spørgsmål. Men det handler mere om, at tempoet i det politiske liv og i medierne er så stærkt og reformpresset så stort, at der ikke er tid til at gøre tingene ordentligt. Så vi oplever et pres, hvor man oppefra beder os længere nede skære hjørner fra, så vi fagligt må springe over, hvor gærdet er lavest. Og er der noget, dét går ud over, så er det vores faglige stolthed som djøfere.”
Kan I sige fra, hvis I mener, at nu bliver fagligheden skåret for hårdt til af hensyn til ministeren?
”Det synes jeg jo, vi kan. Alle løsningsforslag, vi leverer til vores chefer, skal holde fagligt vand. Men det handler altid om den konkrete relation mellem medarbejder, chef, topledelse og minister. Og igen om tid, ressourcer og tempopres.”
Er I beskyttet godt nok, eller bør I have en udvidet ret til at sige fra til ordrer?
”Nej, jeg synes ikke, der er brug for flere regler. Vi skal overholde lovligheden, fagligheden og sandheden, og det er dem, som ikke gør det, der kommer i klemme. Ikke dem, som har sagt fra. Samtidig viser mange års erfaringer, at hvis en embedsmand har begået en fejl og er kommet i klemme – og det er jo typisk dem højere oppe – så har vi en retssikkerhed, som gør, at man kommer videre bagefter.”
Skal embedsmænd have en whistleblowerordning?
”Ja, det synes jeg til gengæld. Hvis man som embedsmand oplever en alvorlig eller ulovlig sag, som andre vil skjule, så skal man have en mulighed for at gå anonymt til en instans.”
Henning Thiesen, direktør i Beredskabsstyrelsen, formand for Djøf offentlige chefer
Har bogen ret i, at der ikke findes et fagligt neutralt embedsværk?
”Det tror jeg ikke, man bare kan svare ja eller nej til. Langt den meste ministerrådgivning begynder med en neutral rådgivning med for og imod og forskellige løsninger, men det er i sidste ende ministeren, som beslutter, hvilket konkret forslag der skal lægges frem til Folketinget og med hvilken begrundelse. Og det er også en ministerbeslutning, hvor meget af dén tvivl og de spekulationer, der har været, som skal fremlægges.
Og så skal man altid huske på, at embedsmænd er ansat for at hjælpe ministeren med at gennemføre ministerens politik. Man er ikke ansat i en neutral tænketank.”
Er det karriereskadende at rejse tvivl over for ministre eller øverste chefer?
”Jeg vil provokere og sige tværtimod. Det er en embedsmands pligt at belyse de tvivlsspørgsmål, der måtte være i en sag, som er under overvejelse. Men derefter indfinder lydighedspligten sig. Når tvivlen har været vendt og drejet, og ministeren og departementschefen siger, ’nu har vi lyttet, og nu gør vi sådan’, skal man følge den vej. Ellers har vi embedsmandsvælde. Medmindre der selvklart foreligger noget klart ulovligt. Men i bogen peges der jo netop også på, at det ikke har været tilfældet for de embedsmænd, som medvirker.”
Oplever I et øget pres fra ministrene om at skære fagligheden til?
”Jeg har aldrig selv arbejdet i et departement. Men jeg tror, at det øgede pres – hvis det altså er der – udpringer af, at alt går meget hurtigere, end det gjorde bare for ti år siden. Det er ikke kun presset fra medier, der kører 24/7. Det er et generelt pres i hele samfundet om tempo, som fører til et pres også på embedsværket.”
Hvad gør I som chefer, hvis en menig djøfer føler, at fagligheden skal skæres for hårdt til?
”Det er et vigtigt anliggende. Som chef har du et stort ansvar for at kunne forklare om overvejelserne og bevæggrundene hos dem, som træffer beslutningerne i ministeriet, i sidste ende ministeren. Ikke mindst over for dem, som sidder, hvor de ikke har direkte berøring med den endelige beslutningsproces. Så det skal du bruge tid på som chef. Hvis du ikke løser dén kommunikationsopgave godt nok, kan der nemt opstå frustrationer hos medarbejdere af dén art, som ligger bag dit spørgsmål.”
Bør Djøf genoplive sit gamle, forsvundne lovforslag om en udvidet ret til at sige fra til ordrer, som er på kanten, men ikke ’klart’ ulovlige?
”Nej, ikke umiddelbart. Mange af de problemstillinger, som rejses i bogen, er de samme som dem, som Bo Smith-udvalget skal drøfte. Så jeg vil gerne vente og se, hvad udvalget siger. Men er der noget, som Tynells bog har bekræftet mig i, er det, at det var klogt at nedsætte dette udvalg.”
Du sidder i regeringens whistleblower-udvalg. Tilsiger bogen, at der er et behov for en whistleblowerordning for de lydighedsbundne embedsmænd?
”Det er et relevant spørgsmål. Men det vil jeg drøfte i udvalget. Mit gæt er, at der næppe er tvivl om, at udvalget på sit næste møde vil diskutere Tynells bog.”
Eftersom ’Mørkelygten’ udkom dagen før djøfbladets deadline, har Søren Bak og Henning Thiesen ikke nået at læse bogen før interviewet, men bogen var fyldigt omtalt i medierne før udgivelsen.