Skab værdi for andre - så får du mest ud af det

1.1.2014

af

Du skaber værdi for dig selv ved at skabe værdi for andre. Start dér, hvis du vil have allermest ud af din efteruddannelse.

Stil dig selv disse to spørgsmål

1. Hvad har du brug for af nye kompetencer for at skabe mere værdi for virksomhedens/organisationens brugere/borgere/kunder – eller for at gøre dit arbejde bedre, nemmere, mere effektivt, sjovere.

2. Hvad har du brug for af nye kompetencer for at komme videre i dit liv – og på jobbet, i din afdeling, din organisation, i et andet job. Eller helt uden for arbejdslivet?

Ordet impact er som bekendt engelsk og betyder noget i retning af gennemslagskraft. Det er et centralt begreb for folk, som forsker i læringsprocesser.

Men også for dig, når du tager på efteruddannelse. For hvilken gennemslagskraft får dit kursus i forhold til dig selv og dit job og din organisation?

Det siger Bent Gringer, som er chefkonsulent i Kompetencesekretariatet (de statslige overenskomstparters fælles sekretariat for kompetenceudvikling, red.) og har skrevet en ph.d.-afhandling om djøfernes kompetencer.

Han tager afsæt i tankegangen hos den amerikanske uddannelsesforsker Robert Brinkerhoff.

Brinkerhoff er berømt for 40-20-40 budskabet: At du kun henter 20 procent af effekten af en efteruddannelse hjem under selve kurset. Resten henter du hjem før og efter kurset – hvis du og din arbejdsplads altså bruger energi på forberedelse og opfølgning. Ellers må du nøjes med de 20 procent.

Spørg hvad du selv kan gøre

Men Bent Gringer vil godt have, at du begynder et andet sted først. Nemlig med dette grundsynspunkt: Du skaber værdi for dig selv ved at skabe værdi for andre.

Derfor bør du stille dig selv de to spørgsmål, som står i boksen foroven til højre, og som er inspireret af amerikanske Peter Drucker, foreslår han.

”Du skulle gerne kunne ane svaret på disse to fundamentale spørgsmål. Men faktisk er det ikke så nemt at svare.”

For de færreste af os er helt klare på, hvor vi gerne vil hen i vores liv, ligesom de færreste af os helt kan gennemskue, hvordan lige præcis vores lille bidrag på jobbet spiller sammen med den store værdiskabelse for kunderne, brugerne eller borgerne.

”Men øvelsen er at finde de konkrete steder, hvor en konkret ændring fra din side, kan skabe en konkret merværdi for andre. Og det irriterende er, at vi selv har et vist ansvar for at bevæge os derhen, hvor vores talenter og evner skaber værdi for andre – og derigennem for os selv.”

Sørg for bevidning

Hvorfor får du mere ud af din efteruddannelse med den tankegang?

”Fordi du kobler din læring sammen med, at den skal give et udbytte, som andre kan mærke og få glæde af. Tag et simpelt eksempel med et kursus i projektledelse. Meningen er jo, at du kommer hjem og gør noget nyt. Dit næste projekt bliver fx gennemført bedre og med gladere, mindre stressede kolleger. Dit fokus på mærkbar værdi for andre gør din tilgang til dit kursus meget mere intentionel,” siger han.

Du kommer sandsynligvis til at tage meget mere ejerskab og bliver mere aktiv i at til- og fravælge dele af kurset, fordi du kan se eller ikke se, hvad det fører til i forhold til dét, som du vil opnå.

”I modsætning til den passive cv-rationalitet, hvor man er ligeglad med indhold og effekt, bare man gennemfører og kan sætte det på sit cv. Og du kan bedre bede om hjælp til at holde fast, når du kommer hjem,” fastslår han.

Det bliver fx nærmest en selvfølge, at du går ind og får din chef til at committe sig på at hjælpe dig med at opnå ændringer i praksis efter kurset.

”Kald det bevidning. Du øger forpligtelsen – både din egen og din leders – til, at der ’skal komme noget ud af det’. Det skaber værdi for dig.”

 

 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet