Islands Haugaard vinder på ærlighed

11.9.2013

af

Den tatoverede komiker Jon Gnarr bragede ind i Reykjaviks byråd og blev borgmester. Tre år efter er spørgsmålet, om han og Det Bedste Parti har gjort en forskel?

En isbjørn i Reykjaviks zoologiske have, et lokalt Disneyland og gratis håndklæder i alle byens offentlige svømmehaller.

Løfterne var mange og farverige, da komikeren og punk-
rockeren Jon Gnarr i 2010 vandt kommunevalget i Reykjavik og
kunne smykke sig med byens borgmesterkæde. Det Bedste Parti fik hver tredje stemme og dannede flertal med socialdemokraterne. Og som han lovede i valgkampen, har han kun levet op til ét af sine valgløfter – nemlig, at han ikke ville holde nogen af sine løfter.

Bagtæppet til den karismatiske politikers valgsejr var en kolossal vælgerlede i befolkningen, forårsaget af vulkanøens økonomiske nedsmeltning. Vælgerne gav politikerne ansvaret for krisens omfang.

Nu er der gået tre år, siden den ordblinde anti-politiker satte sig til rette i borgmesterstolen. Spørgsmålet er, om han stadig har ”medvind på cykelstien”, eller om vælgerne opfatter ham som en borgmester, der ikke formår at manøvrere i det politiske landskab?

Gnarr er ærlig

Spørger man manden på gaden, er svaret ikke entydigt. Gennemgående betoner de lokale hans ærlighed og den nærmest naive tilgang til politik, men han har ikke formået at ændre afgørende på byens politiske udfordringer. Som den smilende kvinde bag disken i den mondæne Te og Kaffi-bar i Reykjaviks bymidte siger:

”Han er et forfriskende pust i det politiske liv, og så er han befriende ærlig, modsat de gamle politikere.”

Omvendt erkender hun, at det er så som så med Gnarrs politiske resultater. Eksempelvis på børneområdet, hvor han havde markante målsætninger. De er ikke blevet til noget. Men det ændrer ikke ved, at hun igen til det kommende kommunalvalg vil stemme på Det Bedste Parti. Leden til de gamle politikere er intakt.

Svært med upopulære beslutninger

Redaktør Karl Bløndal for det borgerlige Morgunbladid, der er Islands største betalingsavis, har fulgt Jon Gnarr på tætteste hold. Han kan nikke genkendende til café-damens holdning til borgmesteren.

”Da hverdagen meldte sig, og han skulle forholde sig til komplicerede emner, viste det sig hurtigt, at han havde svært ved at træffe upopulære beslutninger og tage ansvar.”

Men på andre områder løfter han redaktørhatten for borgemesteren.

”Han går ikke på kompromis med, hvem han er. Han siger, hvad han tænker,” siger Karl Bløndal.

En af Gnarrs politiske nyskabelser er brugen af internettet og Facebook til at inddrage borgerne i lokalområderne. Eksempelvis har han afsat midler til puljer og derefter spurgt et lokalområde: Hvad er det vigtigste at gøre i din bydel?

”På den måde har borgerne selv kunnet bestemme, om de foretrækker en ny gangbro, et busskur eller statue,” siger Morgunbladids redaktør og kommer dermed også med svaret på, at det er de unge Facebook-brugere, som elsker ham, mens de ældre er mere forbeholdne.

Direkte adspurgt om Jon Gnarr og hans parti er langtidsholdbart, svarer Karl Bløndal:

”Det afhænger først og fremmest af Jon Gnarr. Om han overhovedet ønsker at fortsætte som politiker. Partiets andre kandidater er ikke stærke nok.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet