Eksamensvagterne

25.9.2013

af

30-årige Morten Nicolaisen driver et bureau med studerende i et vagtkorps, som fører tilsyn ved prøver og eksamener. Han har foreløbig en række fynske uddannelser som kunder og er ved at udvide til at kunne dække hele landet.

’Det må da kunne gøres bedre,’ tænkte Morten Nicolaisen, da han læste på Syddansk Universitet. Han havde i både sin gymnasietid og som universitetsstuderende haft uheldige oplevelser ved eksamen. Blandt andet blev han ved en lejlighed forstyrret af en af vagterne - en pensionist - fordi vagten ville vide, hvad det var for en dims, der sad i computeren, og hvorfor der var en rød lampe, der blinkede.

“Det var bare en USB-nøgle. Vagten havde ikke den tekniske indsigt, og derfor blev jeg forstyrret unødigt. Jeg undrede mig over, at der ikke fandtes et bedre alternativ i en så vigtig situation, som en eksamen er,” siger han, da djøfbladet møder ham i et kontorfællesskab af unge iværksættere i Odense. Herfra driver han firmaet Eksamens-
Vagterne, som han startede i 2008, mens han stadig studerede.

“Jeg skabte mit eget studiejob, og det har jeg levet af lige siden,” fortæller han om den spæde opstart, hvor han fik overbevist et odenseansk gymnasium om at udlicitere eksamenstilsynet til unge studerende i stedet for at have efterlønnere, pensionister eller skolens ansatte til at holde øje med eleverne.

IT-kyndige vagter

I 2010 blev Morten Nicolaisen færdig som cand.merc. med speciale i global logistik. Han valgte at satse på sin forretning og har på de tre år, der er gået, fået et solidt kundegrundlag blandt fynske gymnasier, HF og professionshøjskoler. Han har foreløbig to fastansatte til at tage sig af salg, marketing og økonomi, mens selve vagtkorpset foreløbig tæller 250 studerende, som
er blevet uddannet til at sidde vagt ved
eksamen.

Tanken er, at universitetsstuderende, som selv er flasket op med IT, kan yde en bedre service end de pensionister og lærere, der ofte får opgaven.

“Skolernes eksamener er blevet mere
digitale, og vores vagter er opmærksomme på, om eleverne er koblet på trådløse netværk, og om de besøger websites som Facebook eller Studieportalen, hvor de kan downloade opgaver eller kommunikere med omverdenen,” siger Morten Nicolaisen.

Opdager snyd hvert år

Vagternes fornemmeste opgave er at give eksaminanderne en så god oplevelse som muligt. De skal ikke forstyrre eksaminanderne unødigt og skal kunne hjælpe roligt og kompetent, når der er problemer.

“Eleverne er stressede ved en eksamen. Det kan være, at printeren ikke virker, eller at Word driller, fordi Caps Lock er slået til. Det løser vi for dem, fordi vi har overblikket. Pensionister har også en tendens til at være politibetjente med en autoritær attitude, og det gør eleverne mere utrygge. Vi hjælper med et smil, men er ikke bange for at slå ned, hvis vi opdager snyd, og det gør vi hvert år.” 

Hvor tit opdager I snyd?

“95 procent af eleverne er der ikke problemer med. Vi fanger de sidste 5 procent. -Vi havde for eksempel en elev, der scannede sin opgave ind og sendte den til en ven. Vores vagt opdagede det, fordi der ikke var nogen aktivitet i to-tre timer. Og pludselig fik eksaminanden travlt, fordi der kom en mail tilbage. Jeg tror ikke, en pensionist ville have opdaget det.”

Er du selv ude som vagt?

“Det er jeg en gang om året. Både fordi det er fint at vise mit ansigt hos kunden og for at holde fingeren på pulsen. Behovet er anderledes end for fem år siden. Det sidste nye er, om man må have iPad med eller ej. Hvis det er en udfordring på én skole, er det en udfordring alle steder. Så kan vi komme i forkøbet med en løsning og vejlede andre. Vi giver også sparring og fraråder for eksempel brug af online musiktjenester, der kan fungere som kommunikationskanal eller som fildelingsplatform.”

De fleste eksamener ligger 
fra januar til juni. 
Hvad laver I uden for sæsonen?

“Vi ruster os til, at skolerne skal i gang med prøverne. Vi rekrutterer vagter, vi sælger og afsøger markedet og har en dialog med potentielle kunder om en samlet løsning. Der er jo også reeksamen, årsprøver og kvartalsvise eksamener i efteråret, så der er en mulighed for at blive aktiv hele året.”

Hvad er ambitionen med 
Eksamens-Vagterne?

“Planen er, at vi om to år dækker halvdelen af alle uddannelser på landsplan. Også folkeskoler. Det lyder ambitiøst, men 90 procent af alle skoler bruger stadig pensionister og eget personale, så markedet og behovet er der. Vi sparer skolerne for en masse besvær. De taler med én person - en holdkaptajn - i forhold til for eksempel 15-20 pensionister per prøve. De skal heller ikke oprette hver enkelt i deres lønsystem og udbetale feriepenge, hvilket er en stor administrativ opgave.” 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Regitze Visby
3 år siden
Sikke en arrogant ung mand. Vi er mange eksamensvagter, der har lange uddannelser og et langt erhvervsliv bag os. Vi er både IT kyndige, sprogkyndige og har det overblik der skal til. Med den attitude han lægger for dagen, håber jeg at han skaffer sig sin karriere et andet sted
Carsten Sternberg-Josephsen
3 år siden
Han lyder underlig. Han har ingen respekt for voksne med erfaring, men tror at unge studerende, skulle være bedre til at være vagter ved eksamener? Jer er uddannet typograf, jeg er uddannet faglærer på politiskolen, og jeg er navigationsuddannet. Jeg har sejlet mellem Grønland og Canada for at opmåle havdybde, der var egnet til at fiske på. Som politier - krimpol - har jeg rejst i hele europa, med sager der var foregået i flere europæiske lande. Hovedsageligt forfalsket kunst.