Whistleblower i Københavns Kommune

På de første ni måneder har den nye whistleblower--ordning i Københavns Kommune fået godt 30 henvendelser. Knap 20 af dem var om så alvorlige forhold, at de er blevet sendt videre til forvaltningerne, som så har pligt til at undersøge sagerne grundigt.

Men hvem er det, der har blæst i fløjten og om hvad?

Det er dem, der arbejder ude på institutioner og i de udførende led, som råber vagt i gevær. Dem med de orange veste, blå skjorter og hvide træsko, der henvender sig om brister på arbejdspladsen. Det er ikke djøfere og ’magthavere’ med høj charge og høj uddannelse inde på direktionsgangene.

”Hvorfor det har været sådan, kan ingen grundlæggende vide,” -siger Københavns Kommunes borgerrådgiver, cand.jur. Johan Busse,- som administrerer ordningen.

Den diplomatiske forklaring er, at der ikke har været nogle sager at fløjte om i de højere luftlag. Den mindre diplomatiske er, at fx djøfere godt ved, hvor de skal gå hen, og hvad de skal gøre, hvis de mener, der forekommer noget ulovligt. De har måder at informere på, og måder at beskytte sig selv på, når de gør det, forklarer han.

Men dét gælder ikke nødvendigvis menige medarbejdere ude i
institutioner og andre udførende led. De kan være meget mere usikre på, hvad de kan og må gøre, mener Johan Busse.

Måske ved de ikke, hvor de skal gå hen i systemet. Måske tør de ikke, fordi de frygter fyring eller skjulte sanktioner. Eller måske har de allerede prøvet at råbe vagt i gevær uden resultat.

”Der sidder rent faktisk samvittighedsfulde medarbejdere ude omkring med en viden om mulige alvorlige og kritisable forhold, som de føler, de ikke kan fortælle om på anden måde end til os. Det viser, at ordningen er berettiget. Ingen skal gå rundt og have det dårligt i sådan en klemme.” 

Familieansættelser støder

På Johan Busses kontor står et lille pengeskab. Inde i det ligger -koden til en portal på en ekstern server, som kommunens med-arbejdere kan gå ind på for at afsløre en sag totalt anonymt. Det er kun Busse og én jurist mere, der kan åbne pengeskabet og få -adgang til medarbejdernes indberetninger.

Men hvad får man så at vide, hvis man har koden?

Den største gruppe af de 30 henvendelser har handlet om ’borgerbetjening og service’. Firkantet sagt: Ansatte har fortalt om grove svigt i opgaveløsningen ude i institutioner og andre udførende led tæt på borgerne. Kendt i offentligheden er sagen om handicap-bostedet Møllen, hvor kommunen fik endevendt og ændret en række forhold som direkte følge af en henvendelse til den nye whistleblower-ordning.

Den næststørste gruppe har handlet om arbejdsmiljø: Ledelsesadfærd, underbemanding, højt sygefravær etc.

Den tredjestørste gruppe har handlet om habilitet. Eller nepotisme, som pressen kalder det. Flertallet har været om, at en leder har ansat nære familiemedlemmer eller venner.

Johan Busse tror, at det skyldes, at Københavns Kommune tidligere i år satte fokus på netop familieansættelser i københavnske daginstitutioner.

”Det er ikke kun et spørgsmål om omgåelse af nogle juridiske regler. Det er også et spørgsmål om arbejdsmiljø. Hvis man arbejder på en institution befolket med lederens venner og familie, er der næppe helt samme rum for at tale frit om problematiske
forhold på arbejdspladsen.”

Andre henvendelser har drejet sig om ’administration’ eller ’personaleforhold’. Det har typisk handlet om grove, omfattende eller systematiske fejl i procedurer, fx i vagtplaner og lønanvisninger.

Andre igen har drejet sig om ’økonomi’. Typisk om muligt misbrug af eller slendrian med kommunens penge. 

Tillid til systemet

Det kan godt være, at det ikke er lutter Tamil-sager og forsidestof, som er kommet frem. Men det gør ikke ordningen mindre berettiget, fastslår Johan Busse.

For behandlingen af sagerne i forvaltningen har rent faktisk ført til, at der er blevet rettet op og sket forbedringer på flere områder.

Og så er der også hensynet til whistleblowernes tillid til systemet.

”Flere har fortalt os, at de før har prøvet at skrive et brev til fx en chef højt oppe i centralforvaltningen om forhold, men at der intet skete. Nu ved samvittighedsfulde medarbejdere, at hos os bliver de taget alvorligt.”

Men hvad med de ’anklagedes’ rettigheder og risikoen for chikanøse og løgnagtige anklager?

I både Københavns og Frederiksberg kommuner protesterede medarbejderne i samlet flok over politikernes beslutning om at indføre en anonym whistleblower-ordning.

De frygtede en stikkerkultur i den offentlige sektor, hvor der
ellers allerede er formelle veje at gå hen med ulovligheder. De ønskede ikke anonyme ordninger, men en kultur hvor man uden frygt kan stå frem med kritik.

Johan Busse er enig i, at sådan burde det være, men vi lever ikke altid i den bedste af alle verdener.

”Jeg forstår bekymringen. Men Københavns Kommunes ordning er helt fokuseret på afdækning af de faktiske forhold. Kun hvis der er dokumentation for alvorlige svigt, bliver der en sag ud af det. Vores erfaring viser, at medarbejderne faktisk er tilbageholdende med at henvende sig og kun gør det, når de har grund til at tro, at der foregår noget uacceptabelt.”

I Frederiksberg Kommune blev brandchefen – kort efter at
have gennemført en fyringsrunde – angiveligt anklaget for at få
lavet sin bil på brandstationens autoværksted. Hvorpå han tog sin afsked, inden forvaltningen nåede at undersøge sagen. ’Brandstation i flammer efter brutal magtkamp´ stod der i lokalavisen.

Johan Busse erkender, at der altid vil hænge noget ved, når man bliver undersøgt, også selvom man bliver ’frifundet’.

”Men vores ordning har et klart fokus på hensynet til de involverede. Når alle involverede respekterer dette og udviser diskretion, bliver enkeltpersoner slet ikke udstillet. Modsat whistleblower-sager, som folder sig ud i medierne, hvor der hurtigt bliver- udpeget skurke og helte.” 

Personligt, anbefalet brev til topchefen

Omkring ti af de godt 30 henvendelser blev screenet fra, fordi de var om forhold, som ikke var alvorlige nok til at falde ind under ordningen. Det gjaldt bl.a. en hel del af henvendelserne om arbejds-miljø.

Men oplysningerne bliver ikke smidt i papirkurven. I stedet -sender Johan Busse et anbefalet, personligt brev med posten til den pågældende forvaltnings direktør om henvendelsen.

”Vi har et ansvar for at få også disse oplysninger videre. Vi kan -ikke forsvare at ligge inde med en viden, som forvaltningen ikke har og dermed ikke kan agere på.”

Dét, topledelser har allermest brug for, er information, lyder
Johan Busses sidste ord.

”Det vigtigste for at styre en organisation er, at du kender den. Du kan ikke vide alt, men du skal helst vide, hvor skoen trykker.
Det er whistleblower-ordninger én måde at hjælpe til med.”