Pigeklasser hæmmer din søns studielyst

12.8.2013

af

Tæl lige pigerne i din søns klasse. Er der mange, bliver han måske ikke akademiker.

Din søn har ikke godt af alt for mange piger i de ældste klasser. I hvert fald ikke, hvis du ønsker, at han skal gå i dine fodspor.

 

En overvægt af piger i de 13-16-åriges skoleklasser mindsker nemlig sandsynligheden for, at klassens drenge vælger et akademisk studie. Det gælder uanset social baggrund.

 

Det viser en ny undersøgelse fra Norges Handelshøyskole.

 

Lavere uddannelse og løn

 

Drengene fra klasser med mange piger vælger færre studieforberedende fag i gymnasiet, de tager sjældnere en høj uddannelse, og de har dårligere betalte jobs, når de når midten af 20'erne.

 

Hvorimod pigerne i klassen oftere tager en høj uddannelse og tjener mere end piger fra skoleklasser med en overvægt af drenge.

 

Det forklarer professor Kjell Gunnar Salvanes fra Institutt for Samfunnsøkonomi på Norges Handelshøyskole til videnskabssitet forskning.no.

 

Negative langtidseffekter

 

Normalt giver en høj pigeandel i en klasse bedre testresultater hos både pigerne og drengene. Det mønster viser den nye undersøgelse også.

 

Men de gode resultater i skoletestene bliver slået af de negative langtidseffekter for drengene, siger Kjell Gunnar Salvanes til forskning.no.

 

Ingen forklaring

 

En overvægt af drenge i klassen er omvendt heller ikke godt for de 13-16 årige piger.

 

Men den negative effekt for disse piger er ikke lige så stor som den negative effekt for drengene i de pigedominerende klasser.

 

”Hvorfor ved vi ingenting om, vi kan kun spekulere,” siger Kjell Gunnar Salvanes til forskning.no.

 


Undersøgelsen er baseret på norske registerdata.

 

Den er gennemført i samarbejde med forskere fra UCLA (University of California Los Angeles) og University College Dublin og er et led i et større, langsigtet forskningsprojekt om, hvad der påvirker os til at blive den, vi bliver som voksne.

 

 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Peter Ravn-Olesen
10 år siden
En observation er relevant, selvom den ikke følges af en forklaring. Og dette er relevant.
Anders
10 år siden
Det kunne jo være lækkert med nogle af de resultater undersøgelsen er baseret på, da signifikans niveauet er ret så vigtigt, plus om forskellen faktisk er nævneværdig (også i andres øjne). Der findes fx også beviser på at aktier klarer sig bedre på solskinsdage. Der findes så meget research som er baseret på elendig data, og der bliver ofte draget forkerte konklusioner. Derudover må professoren også kunne komme med en eller anden forklaring, ellers er det jo blot baseret på tilfældighed, og tilfældighed giver ikke nogen konklusion.