Fra dæksdreng til diplomat

Det første, man ser af Jan Pirouz Poulsen, er hans smil. Et kæmpestort ét. Et smil, der fuldstændigt forandrer hans ansigt og trækker 20 år ud af det. Det er en god måde at møde verden på, tænker jeg, mens vi ryster hånd.

Det er søndag formiddag, og Jan kommer til vores aftale lige fra sin arbejdsplads i Udenrigsministeriet.

Jan Pirouz Poulsen har, siden han var 14 år, tilbragt det meste af sin tid i udlandet. Han er for nyligt vendt tilbage fra Accra i Ghana til lejligheden på Christianshavn. De rejser, han tager nu, er fra kontoret til kantinen.

Efter at have rejst i 36 år – først dæksdreng og siden som diplomat – og efter i 20 år at have haft ansvar for projekter for verdens fattigste står han for første gang over for at skulle rejse ud i verden for at nå ét enkelt menneske.

Tvind blev et vendepunkt

Jan Pirouz Poulsen blev født og navngivet i Teheran i 1961. Pirouz er persisk for sejr. Jans far mente, at det var vigtigt at knytte sin dreng til det sted, hvor han blev født.

Jans farfar forlod Danmark én eneste gang. Han tog færgen fra Rødby, fandt efter et par dage ud af, at udlandet ikke var noget for ham og vendte hjem. Helt anderledes med Jans far.

”Han var ikke rastløs. Det synes jeg heller ikke, jeg er. Han var nysgerrig. For mange er det fremmede anstrengende, noget der skal overstås. Sådan havde min far det ikke. Sådan har jeg det heller ikke selv.”

Jan Pirouz’ forældre var i Iran for virksomheden Kampsax. Der skulle bygges veje og en havn, som skulle bringe Shahens Iran tættere på Europa.

Jan og hans storesøster var henholdsvis seks og syv år, da familien vendte hjem og byggede hus i Værløse. To børn blev til fire. Faren fortsatte med at rejse, og forældrene endte med at blive skilt i 1973. Jan og hans storesøster boede hos faren, de to yngste hos moren. Det var de to ældste, der havde mindst brug for forældrekontakt, vurderede forældrene.

Det begyndte dog at gå skævt i Værløse, både med skole og med forholdet til faren, som ikke forstod, hvad det var, hans søn gjorde oprør imod.

Jan fik rygekort på skolen, da han var 14, hvilket gav ham adgang til skolens rygeområde og de andre seje elever. Han var mest interesseret i sin knallert og alt det, der skulle prøves:

”Jeg var fremme i skoene på den dårlige måde. Jeg kedede mig.”

Juelsminde Efterskole og Tvind blev den karakterdannede omvæltning for den 14-årige knægt. Tvind var progressivt i 1975. Amdi Petersen var rådgiver for daværende undervisningsminister Ritt Bjerregaard.

Den første rejse på skolen begyndte således:

”Vi skal på lejrskole!”

”Jaahhh.”

”Vi skal til Irland!”

”Jaahhh.”

”Vi har ingen penge – men vi blaffer bare derover!”

Letmatros og gadebørn

Efter Tvind fik Jan Pirouz hyre som kammerdreng på et skib, den absolut laveste i hierarkiet ombord – under dæksdrengen.

Fire måneder med ture til Rotterdam og Lagos.

Derefter tilbage til Tvind, hvor en del af hans venner fra Juelsminde var startet på Den internationale Efterskole. Det blev bl.a. til en tur til Indien i gamle busser. Jan fejrede sin 16 års fødselsdag i en lille landsby i Østtyrkiet, hvor de ventede på post fra Sverige – nye toppakninger til motoren.

Efter Tvind begyndte Jan igen at sejle. Han avancerede til dæksdreng, jungmand og letmatros.

Efterfølgende blev det til militærtjeneste i Søværnet. Han var efter sin militærtjeneste en ung mand i et døende fag. Sømændenes Forbund støttede ham i at komme videre. Det blev til HF og siden RUC i 1985, hvor han læste International Udvikling og Kommunikation. Et semester på City College i Harlem blev det også til, som én af ganske få hvide. Han blev færdig i 1993 med et speciale om en kenyansk organisation, der arbejdede med gadebørn:

”Jeg var rundt og se gadebørnene i de små smøger. Lige pludselig ud af papkasserne stod der ti børn. Hold da kæft, den forskel man kan gøre på det helt nære og basale niveau. Det var et fantastisk stykke arbejde, de gjorde,” fortæller han.

Jan Pirouz fik endnu et mål for sine rejser.

Fra Bangladesh til Bhutan

Efter sin kandidatgrad fik Jan med det samme ansættelse udenlands. FN’s flygtningehøjkommissariat UNHCR sendte ham til Bangladesh. Han skulle arbejde med muslimske flygtninge fra Burma, som boede i lejre i Bangladesh.

”Hvis man flygter til Bangladesh, er man virkelig på røven,” siger Jan Pirouz.

I Bangladesh mødte han Sangeeta, en amerikansk kvinde med indiske rødder. Hun studerede sundhedsøkonomi og havde de samme drømme som han. Drømme om at rejse og drømme om at gøre en forskel for verdens fattigste.

Han fulgte hende til Baltimore, og de blev gift i Washington. Da han i 1996 fik tilbudt en stilling i Udenrigsministeriets sydlige afrikakontor, fulgte hun med ham til Danmark.

Lige før jul i 1998 kom Det store Opslag, hvor stillinger verden over skulle besættes. Så bliver der stille på gangene.

”Jeg søgte den mest spændende post, Thimphu i Bhutan – og fik den. Bhutan er et af de mest lukkede lande i verden og et af de mest eventyrlige. Tordendragens land. De har en drage i deres flag! Jeg tror, at de andre var misundelige, men de havde selv søgt Bruxelles, Washington og London. Hvis man vil karrieren, søger man ikke til Bhutan. Ingen af de store chefer sidder der og få kommer forbi,” siger Jan Pirouz Poulsen.

Danmark er et lille land, men en stor donor i Bhutan.

”Karrieremæssigt var det en blindgyde. Hvis Bhutan styrter i havet vil 5-10 mobiltelefoner ringe i Danmark. Det vil ikke få nogen praktiske konsekvenser.”

Den hårde hverdag

Efter tre år i Bhutan flyttede Jan og Sangeeta tilbage til København. I 2003 blev der brug for en souschef på Danmarks repræsentationskontor til Den palæstinensiske Myndighed i Ramallah. Jan og Sangeeta greb muligheden.

Den såkaldte ’køreplan for fred’ blev foreslået af det danske EU-formandskab, og køreplanen blev støttet af USA, Rusland, FN og EU. Forventningerne var høje:

”Vi skal lave en palæstinensisk stat. Vi tror, at det er det, der skal ske.”

Jan både mødte den israelske premierminister Ariel Sharon og kindkyssede med Arafat.

Kradsede det?

Jan smiler stort, ryster på hovedet. Det vil han ikke udtale sig om.

Situationen var ikke til en palæstinensisk stat. I januar 2006 vandt det radikale Hamas valget foran det mere moderate Fatah. Det var også på det tidspunkt, at muhammedsagen for alvor nåede til Mellemøsten. I februar blev den danske ambassade i Teheran brændt ned, og kort tid efter skulle alle danskere og nordmænd være ude af Gaza inden 24 timer.

Tilbage i København tog Jan orlov for at passe sin datter Sarbani, som kom til verden i 2004 i Jerusalem. Sarbani kan udtales på både hindu, bangla, amerikansk og dansk, de fire kulturer som Jan og hans kone gerne vil knytte deres barn til. Jan tog otte måneders orlov i en kultur, hvor den gennemsnitlige barsel for mandlige fuldmægtige er 13 dage.

”I de ti år vi er sammen, bor vi i fem lande. Vi er hele tiden på vej ind i eller ud af lande og jobs. Dagligdag har vi aldrig haft noget af. Så da vi får vores datter, falder der ro over det, så skal der være noget mere dagligdag. Dér bliver det klart for os, at vi ikke kan holde sammen.”

Var dagligdagen grunden til, at I blev skilt?

”For mig at se bliver man ikke skilt på grund af dagligdagen, men på grund af det, der i dagligdagen kommer frem.”

Jan fortæller om et samliv, der gik mere og mere skævt og konkluderer:

”Så dør kærligheden bare.”

Da datteren stadig var to år, flyttede de hver til sit. Sangeeta tog datteren med til Washington. Heldigvis formåede de to forældre at aftale sig til et samarbejde:

”Det er det, der holder os oppe - at vi ikke graver os ned i grøfter med advokater.”

Jan holder en pause:

”Min datter er det største, jeg har skabt.”

Karriere og svære valg

For Jan fortsætter karrieren i Udenrigsministeriet. Han rejser meget og kommer igen på en længere udepost. Denne gang fire år som souschef på ambassaden i Accra i Ghana.

Hans datter bliver ældre og begynder at stille spørgsmål om verden. Han indser, at han må tættere på hende:

”Det her med, hvordan verden er skruet sammen, det vil jeg godt være med til at vise min datter. Det er vigtigt at vise hende verden og hjælpe hende til at fortolke den.”

Du har været 16 år i Udenrigsministeriet. Du er ikke blevet ambassadør, som du måske burde med din anciennitet?

Jan holder en lang pause inden, han svarer:

”Jeg har altid tænkt, at jeg godt ville være ambassadør. Nu er jeg ikke blevet det endnu, og det er der nok flere forklaringer på. Jeg har ikke konsekvent søgt karrieresporet. Bhutan er ikke karriere, karrieren er i Bruxelles. Det er der, man får de rigtige kontakter. Karrieren er hjemme, hvor man er synlig i ledelsen og møder hinanden hele tiden. Det er en pris, jeg har undgået at betale ved ikke at søge den fulde karriere. Den fulde karriere som kontorchef betyder, at du lægger utroligt mange arbejdstimer på Asiatisk Plads. Da jeg begyndte, mødte jeg en del gamle, bitre mænd. Det var dem, der havde gjort alt det, de skulle, taget alle de karriererigtige trin. De var taget til Bruxelles og ikke til Bhutan. De havde fornægtet familien, de havde knoklet røven ud af bukserne, de havde taget alle de rigtige poster. Og alligevel blev de ikke ambassadører. De blev meget bitre. Dér kan jeg huske, at jeg tænkte: Det skal jeg passe på med. Det har jeg undgået. Mit liv har været meningsfuldt, og jeg har haft masser af eventyr – og det er jeg gået efter.”

Er du rodløs?

”Rodløs er en negativ definition, det er manglen på rødder og manglen på ro. Det positive er eventyrlyst, mod på livet, mod på at møde nye mennesker og nye udfordringer.”

Man tager et valg. Du vælger at rejse ud. Det vil nogle se som et svigt?

”Jeg har en bror, der aldrig rejser. Han mener, at jeg ikke gider det herhjemme. De vil hele tiden lave afskedsmiddage for mig, som jeg ikke vil have. For jeg kommer igen. Jeg er jo ikke død.”

Næste stop New York

I 2012 dukker den stilling op, Jan har ventet på. Stillingen, der både bringer nye faglige udfordringer og bringer ham nærmere sin datter. Han søger og får en sekundering til EU’s delegation ved FN i New York.

”Det handler om globale forhold, bæredygtighed, milleniummål, mål om kvinders økonomiske rettigheder. Det er den klinge, jeg arbejder på nu og skal arbejde på i fremtiden. Det er sværere, for de direkte resultater er der ikke. Jo højere op i bistandssystemet du kommer, jo mere abstrakt bliver det.”

Der er kommet et skift i måden, som den danske bistandshjælp gives på. Fokus er flyttet fra ansigter til statistik. Hjælp gives i stigende grad til budgetstøtte, ikke til enkeltprojekter. Hvad kan man så vise frem? Kan man tage medlemmer af Folketinget ud til en motorvejsfletning og sige: Vi har finansieret en halv procent af udgifterne til det her?

Du mister fornemmelsen af at gøre en forskel?

”Når man tager de store spadestik, kommer resultaterne langt nede. Det må man acceptere. Forskellen er ansigtsløs. Det kan være frygten, når jeg sidder i FN i New York. Det at få 27 medlemslande til bare at blive enige om noget, bliver målet i sig selv, og at det bliver svært at måle ude i virkeligheden. Man skal ikke være slave af ansigterne, men der er en risiko. Risikoen for at miste fornemmelsen for kød og blod. Jeg er feltmand,” siger Jan:

”Men der, hvor jeg vil gøre en helt konkret forskel, det er hos min datter.”