Måske har du aldrig hørt om Soulaima Gourani. Men det er der en masse danske topledere, der har. Hun holder 200 foredrag om året, og har hun én gang vækket dig af konferencedøsen efter frokostbuffeten, glemmer du hende aldrig.
Hun er sit eget brand. Hendes barndomshistorie har været i både aviser og dameblade: Nomadefamilie i provinsen. Flyttet hjemmefra som 13-årig. Børnehjem. Ungdomspension. Smidt ud af skolen. Ikke egnet til gymnasiet. Arabisk far hun skændtes med og først forsonedes med efter hans død. Stort ordforråd, stort oprør.
Hvis teorien om blå børn holder – det er Emil fra Lønneberg-typerne, som er født uartige, fordi deres energiniveau er højere end vores andres – så er hun et blåt barn. Det er dén energi, hun løfter sine fore-
drag med.
I dag, hvor djøfbladet har fået lov til at være med på en lytter, går det ud over 30 jakkesæt m/k fra en førende dansk bank, som i et mødelokale på Axelborg i København holder kursus om kommunikation med kundesegmenter.
Hun advarer dem: ”I løbet af den næste time vil halvdelen af jer komme til at hade mig. Jeg er her for at fortælle jer, at jeres verden har forandret sig for altid. Og så bander jeg en masse. Derhjemme giver jeg min søn Storm en krone for hvert bandeord.”
Til november skal hun tale – i ti minutter – for 80.000 japanske kvinder mellem 15 og 25 på en modeevent i Tokyo. Man klæder hende på i noget japansk designer-tøj, og så kan de unge kvinder holde deres mobil op mod hende og se, hvad tøjet koster.
”Er det ikke vildt”, spørger hun bankfolkene med sin lille anelse af sønderjysk accent. Et levn fra alle de fucking flækker og folkeskoler, hendes forældre slæbte hende rundt mellem. Padborg, Rens, Sejlflod,
Kvistrup, Vojens, you name it.
Ud af andedammen og
komfortzonen
37-årige Soulaima Gourani henter sit skyts fra sin lederkarriere i it-branchen, sin livshistorie og især det store udland – ”hør her, bankfolk, med mit navn, min hudfarve og min opførsel skulle jeg aldrig være blevet til noget”.
Hvert år bruger hun tre måneder på at rejse for egne penge.
”Jeg udbygger mit netværk. Jeg tager ud som en antropolog, der ser, hvad der sker,” forklarer hun djøfbladet.
”Det er jeg nødt til, hvis jeg skal blive ved med at være lige så dygtig og koste så meget, som jeg gør. Jeg kan ikke få den viden, jeg skal bruge, ved at læse Børsen eller gå til møde i en VL-gruppe. Det kan jeg ikke! Det er ingen kritik, men Danmark er en lille andedam i en stor verden.”
Hun fortæller, at hun dedikerer et sted mellem 700.000 og en mio. kr. til rejser og uddannelse af sig selv om året. Sidste år var hun blandt meget andet en uge på Indian School of Business. Hun er netop kommet hjem fra Harvard Kennedy University, Boston. Til november tager hun på Yale University.
”Det er en investering. I stedet for at købe en strandvejsvilla, hvad jeg godt kunne for de penge, jeg tjener, kaster jeg dem ind i mit eget øko-system.”
Derfor bor hun og ægtemanden Brian – ex-politibetjent og lærerstuderende – og deres to børn stadig i en ejerlejlighed på Nørrebro.
”Jeg er totalt modstander af, at man sætter sig i dyre hus og dyre sommerhuse og dyre tasker. Jeg er ekstremt bange for det konforme. Det eneste, man ikke kan få her på Nørrebro, er en komfortzone.”
Funktionæralderen er forbi
Soulaima Gourani bruger ikke det abstrakte ord ’globalisering’ én gang undervejs i interviewet med djøfbladet. Men undertonen i alt, hvad hun siger, er, at globaliseringen ændrer vores udgangspunkt for både at lede og være ansat.
”Jeg er dødtræt af funktionærmentalitet,” siger hun.
”Jeg er dødtræt af fastansatte, der til mus-samtalen brokker sig over, der ikke er penge nok på efteruddannelseskontoen. Tag dog ansvar selv og invester nogle af alle de penge, du bruger på ferier, i noget uddannelse af dig selv,” siger hun.
Da hun i sin tid tog sin MBA på CBS, betalte hendes daværende arbejdsplads en fjerdedel, resten betalte hun selv.
”Danskere er funktionærer, som mest tænker over, hvilket nyt job og hvilken løn og hvilke goder I kan få. Hvor mange af jer djøfere tænker som entreprenører? Men det bliver I nødt til. Fremtidens virksomheder bliver så pressede, at I kommer til at søge jeres eget job en gang om året.”
Det er shining eyes – passion og entrepreneurship – vi skal leve af. Den glød savner Soulaima hos både ledere og medarbejdere i lille Danmark.
”Sulten mangler. Men den skal nok komme, for nu er vi ved at blive fattige.”
Uden passion – ingen ledelse
Men når 80 procent af danskerne kan svare Gallup, at de netop ikke er passionerede på jobbet, er det et direkte udtryk for dårlig ledelse i dette land, fastslår hun.
”Det er lederne, der skal skabe passionen. Vi tror, vi også er verdensmestre i
ledelse. Det er vi ikke!”
Hun ser fremtidens lederskab som en topleder omgivet af en række dygtige projektledere. Mellemlederlaget har vi ikke brug for mere.
”Ledelse kommer til at handle mere om visioner end om management og styring,” fastslår hun.
”Fremtidens virksomhed skal ikke leve for profit og grådighed, men for samfundsværdien af dét, den skaber,” siger hun og griber en karamel i skinnende papir fra skålen på bordet.
”Hvad er værdien i denne karamel? Hvis ikke toplederen kan forklare sine unge folk det, gider de ikke arbejde i virksomheden.”
Som hun siger til bankfolket inde på Axelborg: ”Jeres værdi er tillid! I 2007 sagde folk ’hold da op’, når de trådte ind i jeres glasdomiciler. I dag siger de, ’hvem har I nu snydt’.”
Fremtidens ledere skal lede i diversitet – både i forhold til det globale, og fordi der i 2020 er fem generationer samtidig på en arbejdsplads, fortsætter hun til djøfbladet.
”Vi må holde op med at ansætte ledere,
som ligner os selv. Det er selvfedme, dovenskab og værst af alt: Det hæmmer
innovationen.”
En historie om håb
Selv blev hun leder som 27-årig i it-virksomheden SU Soft i Oslo. Det var for tidligt.
”I dag ville jeg aldrig selv arbejde under en 27-årig uden børn.”
Det er ikke for at slå barnløse ledere i hovedet, kun for at sige, at ledelse af mennesker kræver emotionel intelligens og levet liv.
Hun avancerede troligt i it-branchen for en skønne dag i 2007 at stå som fyret, gravid og uden jobtilbud.
”Jeg var helt forvirret, jeg skulle skaffe til huslejen, og jeg havde kun mine naturalier, så enten kunne jeg blive prostitueret eller begynde at holde foredrag.”
I løbet af få måneder havde hun en forretning.
”Min mission var at fortælle en story om håb til alle dem, der ligesom mig ikke passer ind i en kasse. At de ikke er alene. Og nu bliver jeg bestilt af enormt mange virksomheder, som kan lide, at jeg taler om det enkelte menneskes potentiale. For virksomhederne har så svært ved at motivere deres medarbejdere til selv at finde og tolke deres eget potentiale.”
Det er i karrierens nedture, man lærer mest, fastslår hun.
”Fordi jeg ikke er bange for nedturene, er jeg ikke bange for at fejle, og jeg er ikke bange for at fortælle om dem. Nogle mener, at jeg er alt for åben om dem. Men på den måde styrer jeg angsten for at fejle.”
Afsætningsøkonomi er noget lort
Det er iværksætterne, vi skal leve af i fremtiden. Danmark er – lige bortset fra det med skatten – verdens nemmeste land at stifte egen virksomhed i, fastslår hun. Men ånden mangler.
”Vi har nogle fantastiske unge, som kan blive fantastiske iværksættere. Men de skal ud og være mønsterbrydere. Deres forældre er ikke iværksættere. Og de har heller ikke ret mange rollemodeller. For det er usexet at være iværksætter i Danmark.
Og du må slet ikke fejle som iværksætter, så bliver du skåret helt ned.”
Hver gang hun kan komme af sted med det, siger hun til virksomheder, at de skal tage samfundsansvar og stille sig til rådighed som rugemødre for nye iværksættere. Hun har også sagt til den nye regering, at den burde udnævne en iværksætterminister.
Tilbage til Axelborg.
”Hvor mange af jer har haft afsætningsøkonomi på CBS”, spørger hun bankfolkene. En skov af hænder ryger i vejret. ”Glem det. Det er noget lort. Snart har I ingen kunder mere, I skal skaffe followers og fans.”
”Hvor mange af jer har et ungdoms
Advisory Board,” spørger hun.
”Og hvad med at få lært noget om service? Forleden købte jeg et æble på Nørrebrogade. ’Skal jeg vaske det for dig’, spurgte ham, der solgte mig det.”
Jeg er stadigvæk ni år
Soulaima Gourani er som den røde sofa i Ilva, man drømmer om at eje, men som bare ikke passer ind, hvis man virkelig fik den med hjem.
Hun får mange jobtilbud, selv som bankdirektør – ’og det er jo positivt, for så mener man jo virkelig i den sektor, at man har brug for noget nyt’. Men hun siger nej, for hun skal hverken være bankdirektør eller fastansat.
”Som konsulent elsker man mig. Noget af det, man betaler mig for, er jo, at jeg går igen.”
”Jeg har simpelthen ikke det, der skal til for at være ansat. Jeg er for transparent. Jeg er for tydelig i, hvad jeg mener og synes. På et job skal man kunne lide alle og være åh, så imødekommende, og det er jeg ikke. Jeg viser irritation. Jeg er minus-diplomat.”
”Jeg er stadigvæk ni år. Jeg siger alt det højt, som folk ikke synes, man kan sige højt. Sådan er jeg! Ikke fordi jeg er ekstraordinær, men bare fordi jeg er en afviger fra normen.”
Tilbage til mødelokalet på Axelborg. Soulaimas foredrag er næsten slut, vi mangler kun at klappe højt og længe. En bankmand rækker hånden op: ”Du skylder Storm 39 kroner.”