Djøfere fra en anden tid

29.5.2013

af

Den tidligere direktør for Kriminalforsorgen, William Rentzmann, ville ikke have noget imod at gentage sit arbejdsliv. Men det er ikke sikkert, at det hele ville gå helt så nemt, hvis han skulle gøre det om i dag.

Ordensmagten har i mange år haft sit tag i William Rentzmann. Han er vokset op i en politifamilie. Og da han som stor knægt kørte gennem Birkerød med en
pige på stangen af cyklen, var en af hans fars emsige kolleger fluks over ham.

Senere kom han igen i nærkontakt med politiet. Som jurastuderende var han indlogeret på Nørre Kollegium, der var indrettet i et nedlagt luderhotel på Nørre-
bro. Her kulminerede hver fest som regel med, at der blev kastet stole og borde ud af vinduerne og ned på Nørre Allé – den
unge William deltog gerne i løjerne. Politiet boede længere nede af vejen, og de dukkede altid op på et tidspunkt. Rystede på hovedet og sagde: ”Ikke nu igen – se så at få ryddet op.” Og det var så det. 

Siden har han haft ansvaret for, at lømler - der ikke kun lod det blive ved drengestregerne - kom under ’kærlig’ behandling.

Fra han blev juridisk kandidat i 1970 har han haft en mangeårig karriere i Kriminalforsorgen. De sidste femten år som direktør, indtil han for et halvt år siden gik på pension.

Fest og faglighed

At det blev jura, var lidt af en tilfældighed. William Rentzmann var kvik i skolen, gik videre på gymnasiet – hvilket kun et fåtal gjorde dengang, derefter lå det ligesom i kortene, at der skulle bygges ovenpå. Og så var det, at de havde erhvervsvejledning på gymnasiet, og en ældre nydelig jurist kiggede forbi og fortalte om sit spændende arbejde i Statsamtet. William Rentzmann var solgt - han ville være amtmand. Siden ville han være ambassadør - eller måske dommer.

Men først skulle jurastudiet i hus. Det tog ham syv år. Der skulle både festes og arbejdes ved siden af. Selv om hans forældres indkomst ikke ligefrem var prang-
ende, var der ingen legater at få. Et enkelt fik han dog. Et års fri spisning på ’Kannibalen ’, universitets kantine, hvor hovedingrediensen i dagens menu som regel var udkogte kartofler.

William Rentzmann har lagt undertøj i gaveæsker i et lingeri. Sænket slagskib med kollegerne i Hypotekbanken, hvor det ikke ligefrem var stress, der herskede blandt dem ’på gulvet’. Så var der mere orden og disciplin i militæret, hvor han avancerede til premierløjtnant i Livgarden. Og i den mere fagligt tunge ende et studenterjob i Udenrigsministeriet, hvor han researchede for blandt andet professor og dr.jur. Alf Ross i forbindelse med den såkaldte Sokkelsag – kampen om ejerskabet til Nordsøens undergrund.

Selve studiet var ’rigtig, rigtig kedeligt’. Alt for meget terperi og udenadslære, der var glemt i det øjeblik, han havde været til eksamen.

”Til gengæld var det sociale sjovt. Rigtig, rigtig sjovt. De fleste af mine gode venner i dag er nogle, jeg mødte på studiet dengang,” fortæller William Rentzmann.

Men så var det, han fik Lars Nordskov 
Nielsen som underviser – direktør for det, der dengang hed Fængselsvæsenet og senere Folketingets Ombudsmand.

Her var én, ’der kunne sætte juraen ind i en menneskelig sammenhæng’. Og væk var drømmen om dommergerningen eller ambassadørposten. William Rentzmann ville være fuldmægtig i Fængselsdirektoratet. Han søgte, blev kaldt til samtale og mødte op i blazer, flannelsbukser og slips. Måske en kende for nydelig, fandt han ud af.

”Da jeg mødte op til ansættelsessamtale, forekom det mig, at de andre jurister mere lignede en delegation fra Thy Lejren,” fortæller William Rentzmann.

Det var nemmere dengang

Til trods for flower power tøj og langt hår var de De’s i Direktoratet, og hierarkiet var meget tydeligt. Chefen bestemte.

Selvom William Rentzmann ikke ramte den rigtig dresscode, blev han antaget med det samme. Og som han siger:

”Det var meget nemmere dengang. Der var ingen adgangskrav til studiet. Der var rigeligt med job.”

En helt anden verden end den, de unge møder i dag, mener han.

”Jeg synes, de unges udsigter er meget mere usikre, end vores var. Når først vi var inde i systemet, behøvede vi ikke at tænke på, om vi også havde et job næste år. I dag skal de unge positionere sig hele tiden – både for at kunne blive i jobbet, men også for at kunne komme videre. Det er hårdt.”

William Rentzmann har ikke selv følt et karrierepres – hverken hjemmefra, fra sig selv eller fra omverdenen i øvrigt.

”Jeg har aldrig tænkt på, at nu ville jeg gerne være noget mere. Jeg har aldrig lagt en karriereplan og været ambitiøs på den måde. Det er nærmest bare kommet.”

Og karrieren gik da også som smurt.

Han blev hurtigt den ene af to direktionssekretærer. Han sprang kontorchefleddet over, efter at han på opfordring takkede ja til et job som afdelingschef. Siden var han omkring Civilretsdirektoratet som direktør og blev derefter mod alle traditioner hentet tilbage som direktør for Kriminalforsorgen. De fleste forgængere var rekrutteret fra Justitsministeriet. Der sad han i 15 år – og endte med egne ord som en ren dinosaur.

”Det plejer ikke at være et job, man har ret længe, for man render nemt ind i kedelige sager som fangeflugter, budgetoverskridelser eller fangeoprør. Men jeg er rigtig glad for, at jeg holdt så længe, for
arbejdet i Kriminalforsorgen er noget helt specielt, det har næsten alle samfunds-
livets aspekter i sig.”

Noget har dog forandret sig i årenes løb. William Rentzmann peger på en udvikling i etaten, han måske nok godt kunne have været foruden:

”Alt skal konsulentundersøges. Det er en pest. Hvad vi har været ude for af konsulentundersøgelser, der har kostet millioner og atter millioner af kroner.  Vi har brugt vildt mange resurser på at måle og veje i stedet for at fokusere på vores kerneopgave. Det er ikke djøfernes skyld. Det skyldes meget store politiske krav til, hvordan man forvalter pengene. Det er naturligvis som udgangspunkt helt i orden. Spørgsmålet er bare, om man har fundet den rette balance med hensyn til, hvor mange penge man bruger for at finde ud af, om man bruger pengene rigtigt?”

Og det samme gælder på universiteterne, mener han.

”Nu skal man med djævlens vold og magt igennem på kortere og kortere tid, så samfundet får så meget som muligt ud af pengene. Men resurserne er jo meget større end i 70’erne, og jeg synes, det er en kortsigtet måde at tænke på.”

Og han refererer til, hvad Alf Ross i sin tid sagde:

’Den, der under studiet aldrig er standset op for at spørge efter mening og sammenhæng og prøver at se retten i forbindelse med andre udslag af menneskelig ånd og aktivitet, kan visselig nok bliver cand.jur., men savner dog endnu noget væsentligt i at være en god fuldbåren jurist’.

William Rentzmann selv tilføjer:

”Jeg er lidt bange for, at vi ikke får hele
mennesker ud, når vi pacer dem sådan i dag. De unge er overhovedet ikke færdige i modsætning til os. Men både de selv og omverdenen forventer, at de skal kunne det hele med det samme. I de ansøgninger, der kommer fra dem i dag, forventer arbejdsgiverne, at de skriver side op og side ned om, hvad de har præsteret og gjort. Det er lidt synd for dem.”

Han er far til i alt seks ’dine’, ’mine’ og vores børn. En er fotograf, og en anden har næsen i IT-sporet. Og de skal nok klare den. Han har også to børn, der er akademikere og måske snart en jurastuderende, og det er dem, der har de største udfordringer, mener han. Nu håber han bare, at de har fået det, der skal til for at håndtere presset.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet