Dansk karriere på den kinesiske måde

29.5.2013

af

Xinxin Gudbjörnsson er kineser, bosiddende i Danmark. Hun er cand.ling.merc. fra CBS og projektleder i Københavns Andelskasse, men nu også kendt som ’Tigermoderen’ fra dokumentarserien ’9.z mod Kina’, der bliver vist på DR1.

Xinxin Gudbjörnsson ved ikke, hvor mange timer hun arbejder. Hun tæller ikke. Og hun forstår slet ikke, når danskerne taler så meget om arbejdstid. Hun ville til enhver tid sige nej til et job, hvor hun ikke måtte arbejde ved siden af, for 9-17 er langtfra nok til hende.

I øjeblikket arbejder Xinxin Gudbjörnsson bl.a. som coach for danske ledere, hun laver film og underviser ved siden af sit fuldtidsjob som projektleder i Københavns Andelskasse. Samtidig optræder hun som ’Tigermor’ på DR, hvor hun med afsæt i sin kinesiske baggrund opdrager forældre i, hvordan de bedre støtter deres børn i skolearbejdet.

Hun har haft flere arbejdsgivere, der har bedt hende om at slappe lidt af, og hun har også fået at vide, at hun er med til at skabe en dårlig stemning blandt kollegerne, fordi hun er så effektiv og arbejder så meget.

Når Xinxin Gudbjörnsson er på ferie, kan hendes chef, kunder og kolleger altid få fat på hende. Men som noget nyt tillader hun sig den luksus at slukke for mobilen, når hun går i seng. Det kunne hendes far aldrig drømme om. Han har en medievirksomhed i Kina, og han er hendes store forbillede.

”Min far har altid sagt, at jeg skulle arbejde hårdt. Og jeg kan spejle mig i ham. Han arbejder selv rigtig meget. Han har en seng på kontoret, så han kan tage en lille lur efter mange timers arbejde, hvis han bliver for træt, og bagefter arbejder han videre.”

Xinxin Gudbjörnsson var chokeret, da hun som 12-årig for første gang mødte det danske skolesystem. Lærerne kastede med kridt efter eleverne, råbte ad eleverne, og en dag kastede hendes lærer en bog gennem lokalet, så den ramte en elev. Læreren undskyldte ikke sin opførsel, og eleven trak bare på skulderen. Rystende, synes hun. Det var aldrig sket i Kina, siger hun.

Xinxin Gudbjörnsson er aldrig blevet integreret i Danmark, siger hun. Hun forsøgte, men det førte ikke noget godt med sig – faldende karakterer og svag rygrad. Hun blev sågar fyret fra et job, da hun var 20, fordi hun var doven. Men da hun gik i gang med sin bachelor, kom der kinesiske boller på suppen. Der blev arbejdet. Og der blev arbejdet hårdt. Fuldstændig som hendes far i Kina.

Men hun ryster lidt på hovedet af, at hun optræder under navnet ’Tigermor’ i de danske medier. For det første fordi hun ikke selv er mor, men også fordi det ikke er børnene, hun opdrager på – det er forældrene. Det er hos dem og i selve skolesystemet, man skal starte, hvis noget skal laves om, mener hun.

Hvad er din største frygt?

”Jeg er ikke bange for meget i denne verden. Jeg har været tæsket igennem i medierne. Men intet kan måle sig med den frygt, jeg har for at blive arbejdsløs.”

Hvad er din største svaghed?

”Dovenskab. Der er nok ikke mange, der tror på det. Og kun min far og min mand ved, at jeg har en evig kamp mod min indre dovenskab. Sofaen og tv’et trækker i mig hver dag. Men jeg overvinder det.”

Du har valgt ikke at få børn. Hvorfor?

”Der er så mange ting, jeg gerne vil gøre. Da jeg var 21 år, satte jeg mig med en kalender for at skabe et overblik over, hvor meget tid det ville tage, hvis jeg fik et barn. Samtidig lavede jeg et skema over, hvad det ville betyde økonomisk. Dengang besluttede jeg, at jeg ikke skal have børn.”

Kan det ikke blive for meget af det gode med alt den fokus på arbejdet?

”Jeg tror, alternativet er meget værre. Jeg har ikke haft én dag som arbejdsløs. At arbejde er et privilegium.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet