Stefan Lildal-Schrøder
10 år siden
Hatten af for Sigge. Med ærlighed og ærbødigt videbegær kommer man længst. Sikkert også på Christiansborg.
30.4.2013
af
Eva Bøgelund
”Det er i sprækkerne mellem siloerne, at lyset kommer ind,” siger 30-årige Sigge Winther Nielsen. Han savner, at flere hopper mellem faggrænser og brancher i løbet af karrieren.
Født 1982.
Dartmouth College/TUCK Business School, New Hampshire, USA, 2006-07.
Cand.scient.pol. fra Københavns Universitet 2008.
Fuldmægtig i Finansministeriets departement 2008-09.
Ekstern lektor i politisk marketing på Institut for Statskundskab 2008-09.
Fulbright gæsteforsker på Columbia University, New York, USA, 2010-11.
Ph.d. med titlen Marketized Politics.
Politisk analytiker på Politikens Christiansborg-redaktion fra marts i år samt foredragsholder om dansk politik hos politiske organisationer og erhvervsliv.
Forfatter og medforfatter til:
Om Politisk Tæft (2008), Politisk psykologi – fordi politik er personligt (2009), Projekt Løkke (2010) og Politisk Marketing (2011).
Sigge Winther Nielsen er et begavet hoved. Men for tiden har han et hoved, som alt for tit gør ondt. Når han sætter sig ved pc´en, sætter han et ur til at ringe efter en time. For så skal han huske at holde pause. Måske tage en hviler i Folketingets morgensangslokale. Det er eftervirkningerne af et piskesmæld og en kraftig hjernerystelse for to år siden. Det vender vi tilbage til.
Først tager vi med ham på hans nye job som politisk analytiker på Christiansborg. Det er sidst på eftermiddagen, han kommer lige fra Statsministeriet fra et møde med en af Thornings centrale rådgivere, som havde inviteret ham over – mødet kredsede om regeringens ventede vækstplan og lærerlockout´en.
På Christiansborg vil de altid én noget, fordi de har en dagsorden med det. Det er et Hjallerup Marked, hvor man handler med informationer i et enormt spil. Journalister, spindoktorer og kommentatorer lever af hinanden.
”Oplysninger er gangbar mønt. Det bliver man helt naturligt en del af. Det kan ikke undgås. Det er en del af spillet,” siger han.
Men han håber, at han ved at holde fast i sin Djøf-baggrund kan perspektivere spillet.
”Hvis jeg fx skriver en analyse om partilederne, så kan man trække på management- teori. Skriver jeg om folkeskolereformen, kan jeg trække på det forudgående spil i centraladministrationen. Mit håb er at kombinere den indsigt, jeg får fra kilderne på Borgen med den håndbagage, jeg har fra forskning og centraladministration. Det er blot et håb.”
Og måske er det urealistisk, tilføjer han med den lille afvæbnende latter, der tit følger en sætning.
Dagbladet Politiken ringede for få måneder siden til ham og tilbød ham jobbet som politisk analytiker. Det var midt i sidste kapitel på hans ph.d.-afhandling på KU om politisk marketing.
Tre år tidligere var han sprunget over i forskningen – politisk branding og politisk psykologi – fra et job som embedsmand i Finansministeriets departement, som han forlod til trods for et tilbud om at komme over i ministersekretariatet.
Jobbet på Politiken er, foreløbigt, et vikariat for den politiske redaktør, Mette Østergaard. Alligevel sagde han ja.
Kamikaze-karriereplanlægning?
”Jeg tror, tilværelsen kan opfattes som et eksperiment for den, der erkender. Jeg vil gerne have fingrene ned i alle samfundsmaskinens dingenoter og mærke, hvordan de fungerer, om det så er på Slotsholmen, Borgen, avisen eller i forskningen,” svarer han uden tøven.
”Jeg kan godt lide den måde, jobmarkedet er på i USA. Der er det helt selvfølgeligt at hoppe mellem faggrænser og tage den viden med, man har opbygget og kombinere dem med ny. Det er ofte i sprækkerne mellem siloerne, at lyset trænger ind.”
Selvfølgelig var han i tvivl dengang, han forlod Finansministeriet. Derinde herskede en faglighed, præcision og et kammeratskab, som han godt kunne lide. Det havde også været meget mere sikkert at blive.
”Men planøkonomisk karriereplanlægning har jeg det svært med. Man må mærke efter. Om 30 år danner den skæve vej, jeg har fulgt i forskellige siloer, måske et fint lille mønster. Måske ikke.”
Som barn var Sigge en klog læsehest, der gik meget op i fodbold. Han voksede op i et kollektiv på Vangede-kanten lidt nord for København. Forældrene var lærere. Der var højt til loftet i kollektivkassen, stor bulet græsplæne og gryderet med brune ris til aftensmad med alle husets beboere rundt om bordet.
Han slog de små ører ud, men købte ikke tidens samfundskritik. Kritik blev for ham et analytisk og ikke et politisk projekt. Det samme med at søge grænser af. Ikke et politisk, men et analytisk og personligt projekt.
Sigge gik på Buddinge Skole og spillede fodbold hver dag. I 8. klasse kom han på Ingrid Jespersens Gymnasieskole på Østerbro.
”Det var ikke rigtig mig. Der var en masse børn fra kunstner- og magisterhjem. Jeg havde slet ikke den naturlighed ved livet og læringen, som de kunne fremvise. Men jeg tror, det udviklede mig. Og pressede mig. Jeg overskred en grænse.”
Fordi?
”Jamen fordi? Fordi jeg er et genert gemyt. Derfor er det også en performativ selvmodsigelse at sidde her og fortælle om mig selv. Omvendt prøver jeg at bruge det aktivt i mit arbejde. Det kan være et håndtag, når jeg taler med kilder på Borgen, at jeg naturligt sidder og lytter og aflurer, hvad de prøver at spinne af historier. Det primære i de jobs, jeg har haft, eller når jeg har skrevet bøger, har ikke været at plapre op. Det har ofte været, at jeg har kunnet lukke mig uden for verden i flere uger og så vende tilbage til livet med nye ideer i ærmet.”
Hvis han selv skal vælge, hvad han helst ville skrive analyser om som politisk analytiker, så er det om koblingen mellem centraladministrationen og Folketinget.
”Det er koblingen mellem policy og politics. Her sker der flere interessante bevægelser, som er underbelyst i medierne. Det kan være fint at stopfodre folk med en karaktergivning af politikernes performance, men min forskning peger på, at folk efterhånden selv er blevet til små Mogensen og Kristiansen’er. Så måske er de klar til også at komme længere ind i lovsnedkeriet,” forklarer han.
”Mit mål er ikke at lave store afsløringer, men at give læserne et bedre indblik i, hvordan politik bliver til i Danmark. Hvordan der pludselig opstår et beslutningsvindue eller en skæv ide, der bliver til en stor reform.”
Nævn et konkret eksempel du gerne ville analysere?
”Moderniseringspolitikken i Danmark. Her sker der en interessant udvikling i øjeblikket. Hele diskussionen om overenskomster er en del af dét. Siden de store tanker om privatisering for tyve år siden har moderniseringspolitikken indtil for nylig levet et stille liv i offentligheden med puslen om digitalisering, resultatkontrakter og afbureaukratisering. Men nu er den tilbage i skudlinjen. Hvorfor? Hvem har gjort den politisk interessant? Og var det overhovedet meningen?
Har embedsværket gjort Corydon til en marionet, som aviserne skriver?
”Nej. Dog bliver embedsværkets tankegang mere tydelig i krisetider. Læg dertil, at der var et større spillerum for embedsmanden, da den nuværende regering skulle opfinde en ny politik på to uger i det sorte tårn på Amager. Men det er legitimt nok, som jeg ser det, hvis politikerne ikke har ideer eller kan blive enige. I en kompliceret og ikke mindst globaliseret krise har vi brug for ’samfundsingeniører’, som hjælper politikerne med at holde sigtet på den lange bane. Det er okay. Situationen er bare ofte sådan, at dét, ministrene efterspørger fra embedsværket, er at få fikset deres problemer i den daglige politiske kamp. Men dét, samfundet har brug for, er, at politikken bliver designet, så den er holdbar i fremtiden.”
Der kan dog også opstå problemer ved at give embedsmænd et større frirum, især hvis de ikke er åbne omkring det, understreger han.
”Embedsmændene ved godt, at de har en stor magt, omvendt kan de fleste af dem bedst lide, at det ikke står skrevet på avisernes forsider. Men det er netop ikke altid okay. Der kan være mere transparens.”
Men ét aspekt er åbenheden over for befolkningen, Noget andet er kvaliteten i beslutningerne. På det punkt kræver det en anden organisering af centraladministrationen med mindre silotænkning og mere udveksling af viden og personer på tværs af ministerier og sektorer i samfundet, fastslår han.
”Centraladministrationen drikker vand af en brandslange med tal fra akkrediteringer, kontrakter og evalueringer, så det er ikke som sådan mere viden, man behøver. Det er snarere en ny kobling af dén viden, man har, der skal til. Der er spæde skridt til at gøre netop dette, men jeg ville ønske, at det var mere radikalt.”
Hvordan radikalt?
”At det var helt selvfølgeligt, at man i Finansministeriet kunne ansætte en ny kontorchef, der var sociolog, havde arbejdet i Beskæftigelsesministeriet, været i McKinsey, startet en virksomhed i Ghana og måske også lige skrevet et par freelanceartikler til en avis. At vi søger mod en embedsmandsrolle, som har en bred faglighed og tør åbne op for andres indsigter. Som tør lade paraderne falde.”
Den krise, vi har, er ikke kun politisk og økonomisk, men også idemæssig, siger han.
”Den type forsvarsspiller i fodbold, der fungerede for ti år siden, fungerer ikke i dag. Når det gælder politikudvikling og implementering, savner jeg nogle gange, at djøferne tør miste fodfæstet i mødet med andre fagligheder.”
Sigge gik på Gladsaxe Gymnasium. Her brød en helt vanvittig arbejdsnarkomani ud. Hyperperfektionist, var nede i alle bøgerne og med til alle festerne og møderne og nu også på Vangedes divisionsfodboldhold i ungdomsrækkerne.
”Helt perverteret. Det meste kom indefra, og det er jo det stærkeste eller det værste brændstof. Fossilt brændstof.”
Arbejdsraseriet er fortsat uafbrudt siden. Lige indtil for to år siden. Midt i phd´en. Han slog hovedet mod et loft ved et uheld. Det endte med et halvt års sygeleje, hvor han sov og sov, med et alvorligt piskesmæld og en kraftig hjernerystelse. Det bliver langsomt bedre og måske aldrig helt godt. Lægerne på Hovedpinecenteret på Glostrup Hospital giver ingen løfter.
Det betyder, at han skal lægge pauser ind i løbet af dagen. Så finder han en rolig sofa, hvis han kan, og lægger sig helt stille i et kvarter eller en halv time, så systemet får en genstart. Med ørepropper eller Ipod med meditationsmusik. En nærmest anakronistisk logistik-øvelse, når man løber rundt på Christiansborg. Et brækket ben kan ses, det kan det her ikke.
Han kan kun arbejde en time i træk på computeren, så skal han holde pause. Derfor bliver der heller ikke skrevet flere bøger foreløbigt. Ligesom han heller ikke mere kan spille tennis og fodbold, som han plejede at bruge fritiden på. Nu går han tur og hører lydbøger.
Han fortæller selv det hele, fordi det fylder meget i hans hverdag, selvom han egentlig helst vil være fri for at tale privat om sig selv på den måde.
Kunne han, ville han arbejde sig ud af det. Men det er dét, han ikke kan.
Det er vel også en sorg, har du fået bearbejdet det?
”Jeg prøver. Jeg har aldrig levet sådan før. Når der kommer alle mulige tanker, som jeg før lagde hele min vægt ind på at gennemføre, må jeg sige: Det kan du ikke. Men det har også sat nogle fine overvejelser i gang. Jeg får lært at sige nej. Jeg kan ikke længere sidde begravet hele natten og skrive. Til gengæld lægger jeg mærke til, at årstiderne skifter, det gjorde jeg aldrig før.”
”Jeg bærer det med mig hele tiden. Jeg har lige fået et nyt job og har metervis af ideer – men samtidig skal jeg holde balancen med mit hoved. Jeg prøver på at vende det til en fordel: At jeg nu stopper op, hvor andre går videre. Og at jeg tager mig tid til at høre obskure podcasts og lydbøger, der kan inspirere. Men inderst inde gnaver der en lille frygt for, at jeg aldrig igen kommer til at få mine maratonture om natten, hvor jeg kan skrive og læse. At det fremover bliver sværere at overskride personlige og faglige grænser.”
Ledige stillinger