Ingen krisetegn i konsulentbranchen

17.4.2013

af

Mens mange brancher kæmper for at holde skindet på næsen under krisen, vokser antallet af konsulenter og rådgivere. Og der er intet, der tyder på, at den tendens stopper foreløbigt.

Der bliver flere og flere af dem. Konsulenter og rådgivere. Mens mange brancher siden finanskrisens indtog har oplevet krise og modgang, er antallet af virksomhedskonsulenter vokset. Ifølge Danmarks Statistik er antallet af virksomhedskonsulenter steget fra 19.538 i 2009 til 24.643 i 2012 – en stigning på 26 procent.

En af forklaringerne er, at mange virksomheder har skåret ned på fastansatte medarbejdere og derfor i højere grad gør brug af eksterne konsulenter til de opgaver, de ikke længere selv kan klare.

”Krisen ramte også konsulentbranchen, men branchen går frem igen, og der er forventninger til, at både omsætning og antal beskæftigede vil stige fremover. Hvor mange virksomheder før krisen selv havde kompetencer til at løse opgaver internt, koncentrerer de sig i dag om deres kernekompetencer og køber i højere grad konsulentydelser til at løse specifikke opgaver inden for fx ledelse og kommunikation,”
siger branchedirektør for vidensrådgivere i DI, Henriette Søltoft.

Rådgiver om effektiviseringer

En anden forklaring på branchens vækst er, at konsulenter også bruges til at rådgive om effektiviseringer og nedskæringer.

”Der er virksomheder, der bruger konsulenter, når der skal skæres ned. Men omvendt er der også en række udviklingsprojekter, der bliver sat på standby, når tingene strammer til. Når erhvervslivet har svære tider, er der en tendens til at svinger pendulet over mod effektivitet, og når det går godt, så svinger pendulet over mod udvikling,” siger professor på CBS, Flemming Poulfelt.

Endelig kan en del af væksten måske forklares med en stigning af nystartede konsulentvirksomheder.

”Der er måske nogle af dem, der blev fyret i starten af krisen, der har startet deres egne konsulentfirmaer,” siger Flemming Poulfelt.

Managementkonsulenter i vækst

Ifølge tal fra DI er beskæftigelsen blandt de vidensrådgivere, der arbejder med management, steget knap 55 procent fra 2001 til 2010. Og det er som sagt en udvikling, der ser ud til at fortsætte.

”På trods af kriser og mindre dyk er det en generel tendens, at konsulentbranchen er i vækst. Branchen går frem, både hvad angår omsætning og beskæftigede,” siger Henriette Søltoft.

Det er Flemming Poulfelt enig i:

”Det med at bruge ’free-agents’ er en tendens, der har udviklet sig mere og mere igennem årene. Man køber en ydelse, når man har behov for den. Og der bliver behov for mere og mere specialiserede kompetencer.”

Det er godt nyt for djøfere med appetit på et job som konsulent, da knap 50 procent af de højtuddannede vidensrådgivere ifølge DI har en samfundsvidenskabelig baggrund.

Den fortsatte vækst betyder, at der bliver skabt jobs til både nyuddannede og mere erfarne djøfere.

”Der er en lille tendens til, at konsulenthusene ønsker flere og flere, der har noget erhvervserfaring. Men der er også konsulentvirksomheder, der fortsat hyrer yngre og mindre erfarne medarbejdere, der
kommer lige fra eksamensbordet”, siger
Flemming Poulfelt.

Ifølge DI er det særligt de store konsulenthuse, der fortsat rekrutterer nyuddannede, mens mindre konsulentvirksomheder i højere grad foretrækker mere erfarne konsulenter.

 
Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet