Find vej i efteruddannelsesjunglen

17.4.2013

af

Ud over at sælge kurser rådgiver Djøf Efteruddannelse medlemmerne i, hvilken efteruddannelse der er den helt rigtige for dem. Og det kan meget vel være et kursus fra en anden kursusudbyder, lyder der fra chefen for Djøf Efteruddannelse.

Det kan være svært at finde rundt i det mylder, der findes af projektlederuddannelser og forhandlingskurser, og er det overhoveder den slags kurser, det er bedst at investere i? Måske skulle det hellere være noget med ledelse.

Mange medlemmer henvender sig til Djøf Efteruddannelse, fordi de er faret vild i efteruddannelsesjunglen. Og selvom Djøf Efteruddannelse selv udbyder kurser, rådgiver de også medlemmer om, hvilken efteruddannelse på hele efteruddannelsesmarkedet der vil være bedst for dem. Helt uvildigt, understreger Lena Meyer-Karlsen, der er uddannelseschef i Djøf Efteruddannelse.

”Vi kender djøfernes arbejdssituation, vi kender deres baggrund, og vi kender de vilkår, de arbejder under. Så vi kan give dem en neutral rådgivning, som de nok ikke altid kan få fra deres egen HR-afdeling eller deres egen chef. De vil måske gerne hive dem i en retning, som ikke nødvendigvis er den bedste, hvis de gerne vil videre i et andet job,” siger Lena Meyer-Karlsen.

Men hvordan kan I give en neutral rådgivning, når I selv er kursusudbydere?

”Medlemstilfredsheden står over alt. Og det er garanten for, at medlemmer kan få uvildig rådgivning, når de skal finde det kursus eller den uddannelse, der er den helt rigtige for dem. Vi har selvfølgelig også den kasket på, der betyder, at vi skal have et bundlinjefokus. Men Djøf Efteruddannelse skal ikke profitere på de ydelser, vi tilbyder. Vi er til for medlemmernes skyld,” siger Lena Meyer-
Karlsen.

Det kan også være, at rådet fra Djøf Efteruddannelse slet ikke
ender med at være et efteruddannelsesforløb, siger hun.

”Det kan være, at en plads i et ledernetværk eller en mentor fra Djøfs mentorkorps er en bedre løsning i et konkret tilfælde.”

Lige i øjeblikket går en del rådgivning til djøfere, der er blevet afskediget og har fået 25.000-30.000 kroner med, som de kan bruge på kompetenceudvikling.

Og her er tendensen, at de ønsker en certificering af en eller anden slags, fordi det giver mere tyngde på cv’et. Fx en projektlederuddannelse.

Djøf Efteruddannelse yder ikke rådgivning om international efteruddannelse – kun på det helt overordnede plan.

”Der har vi en begrænsning, for det marked er simpelthen for broget og komplekst,” siger Lena Meyer-Karlsen.  

Læs mere om efteruddannelsesrådgivningen på djoef.dk/efteruddannelsesrådgivning

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet