Diplomat med skudsikker vest

13.3.2013

af

Niels Boel Abrahamsen er dansk ambassadør i Afghanistan. Han må ikke gå en stille morgentur på gaden, men skal alligevel fornemme, hvad der rører sig derude. Når det bliver svært, kigger han på pigen med de grønne øjne.

Blå bog

48 år.

Født på Frederiksberg, opvokset i København, Grønland og
Nordjylland.

Arbejder cirka 60 timer om ugen. 

CV:

Kandidat i økonomi.

1991-1993: Fuldmægtig i Finansministeriet.

1993-1995: Fuldmægtig i Udenrigsministeriet.

1995-1998: Første sekretær på den danske ambassade i Wien.

1998-2001: Leder af den økonomiske sektion i EU-kontoret, Udenrigsministeriet.

2001-2005: Leder af den økonomiske afdeling på den danske ambassade i Washington.

2006-2009: Chef for Sikkerhedskontoret i Udenrigsministeriet.

2009-2012: Centerchef i Udenrigsministeriet.

August 2012-sommeren 2013:
Ambassadør i Afghanistan.

Danmark har ikke noget diplomatiakademi, så man lærer det diplomatiske håndværk gennem mesterlære internt i ministeriet og på de danske ambassader i udlandet.

Den 11. september 2001 er Niels Boel Abrahamsen på 
vej på arbejde i Washington­, da et fly om morgenen drøner ind i 93. etage i det nordlige Twin Tower.

Det er en af Niels Boel Abrahamsens første arbejdsdage på den danske ambassade i USA, hvor han skal lede den økonomiske afdeling. Han er ankommet til landet 14 dage forinden med sin kone og to sønner.

Mens Niels sidder i bilen, får han indtryk af, at et sportsfly er fløjet ind i tårnet ved et uheld. Da det andet fly rammer de ikoniske tårne et kvarter senere, kan han godt regne ud, at den formiddag kommer til at gå over i historien.

Han og alle de andre medarbejdere på ambassaden er spændte på præsident Bush’ reaktion. De ved, at den kan komme til at ændre verdensordenen.

I dag knap 12 år senere er Niels Boel Abrahamsen ambassadør i det land, der blev invaderet som en direkte konsekvens af den morgen i september.

”Selvom det er en kedelig baggrund for at være her i Afghanistan, har det været en god erfaring for mig i mit nuværende job, at jeg selv mærkede 11. september på nært hold. Jeg har oplevet hele baggrunden for krigen i Afghanistan og har også en fornemmelse for, hvordan amerikanerne agerede årene efter,” siger Niels Boel Abrahamsen fra en Trip Trap-havestol i ambassadens lille kvadratiske have i Kabul.

Siden slutningen af juli 2012 er han vågnet op her, omkranset af seks meter høje betonmure og pigtråd.

Familien er blevet i Danmark. De to drenge på 12 og 16 år må ikke bo i Kabul af sikkerhedsmæssige årsager. Taliban blev drevet fra magten i 2001, men de spøger stadig. I ugen op til interviewet har to talibanske selvmordsbombere sprængt sig selv i luften i Kabul.  

Ingen gåture på gaden

Indtil 2006 havde Danmark ingen ambassade i Afghanistan. I dag er den vokset til en arbejdsplads med 13 udsendte danskere fra Forsvarsministeriet, Justitsministeriet og Udenrigsministeriet samt 45 afghanske ansatte – hertil kommer et utal af lokale vagter.

Selvom man på forhånd er skrevet op som besøgende på ambassaden, skal man forbi første checkpoint med bevæbnede vagter ved en bom, herefter kigger en mand undersøgende på den besøgende fra en lille lue i døren, inden man får lov til at gå gennem metaldetektoren og videre til næste sikkerhedsforanstaltning.

Efter vandren ind og ud af tunge pansrede døre, når man til venteværelset – et rum med skudsikre vinduer. Til sidst bliver man lukket ind i det inderste, som viser sig at være en lille dansk oase med kongeligt porcelæn, hæve-sænkeborde og billeder af de danske kyster. Niels Boel Abrahamsen bruger størstedelen af sin vågne tid i disse lokaler. Han har ikke lov til at gå på gaden i Kabul. Skal han uden for ambassadens mure, er det i selskab med flere livvagter i en særlig bil – også hvis destinationen kun er fem minutters gang fra ambassaden.

”Måske kan det virke underligt, at jeg ikke kan gå ned og handle ind selv, men det ville være uhensigtsmæssigt at bruge ressourcer på mine indkøb, for en håndfuld livvagter ville være forpligtet til at følge mig hver gang,” siger han.  

Afhængig af lokale afghanerne

Det er et nærliggende spørgsmål, hvordan Niels Boel Abrahamsen opnår viden nok om forholdene i landet til at kunne udføre sit arbejde, når han ikke selv kan opholde sig blandt befolkningen.

”Den slags hjælper især de afghanske ansatte med, og jeg er helt afhængig af dem,” forklarer han.

Hver morgen, inden dagens møder med bl.a. ngo’er, militære chefer, FN-systemet og afghanske parlamentsmedlemmer, gennemgår en afghansk medarbejder mundtligt overskrifterne i de lokale aviser for Niels Boel Abrahamsen, så han ved, hvad der rører sig uden for de engelsksprogede aviser.

Kender Niels Boel Abrahamsen ikke selv til sin mødepartner inden et træf, hjælper de afghanske medarbejdere også med kulturforklaring og information. De fortæller om samtalepartnerens baggrund og interesser, og om hvorvidt Niels må formodes at kunne komme tæt på ham gennem lange høflighedsfraser eller direkte forhandling. Medarbejderne beretter af og til også om mødedeltagerens etniske baggrund – om han er fra den traditionelt undertrykte etniske gruppe hazara eller den indflydelsesrige gruppe pashtunere. Sådan en viden kan have betydning for tonen og tilgangen under mødet.

Ud over de mange forsamlinger med afghanske parlamentsmedlemmer holder ambassadøren også møde med afghanske ngo’er og lokale civilsamfundsorganisationer:

”De giver ofte en mere kritisk beretning om, hvad der egentlig foregår i Afghanistan, og det er et godt supplement og et andet billede end de afghanske politikeres fortælling,” siger han.  

At finde den fælles interesse

Niels Boel Abrahamsen bevæger sig ubesværet rundt i diplomatiets underspillede lingo med svar som: ”Det er en længere dialog og proces” (et svar på, hvordan han blev ambassadør), og ”Det er en gennemsnitsbetragtning, men det passer nok meget godt” (en bekræftelse af, at man bør have været fuldmægtig i cirka 15 år for at blive ambassadør).

Embedsmandretorikken falder Niels Boel Abrahamsen naturligt, nogle gange så naturligt, at han må huske sig selv på, at sproget mellem ham og hans hustru og børn selvfølgelig ikke skal være sådan.

Det er i samme diskrete tone, han forhandler under møder, for man skal ikke være i tvivl om alvoren og målet bag de diplomatiske formuleringer – et møde er en forhandling, også selvom det for udefrakommende kan fremstå som et hyggetræf.

”Jeg gør enormt meget ud af at forberede mig på den situation, jeg kommer i under et møde, og jeg bruger meget tid på at gøre op med mig selv, hvad jeg vil have ud af mødet, og hvordan jeg når i mål rent taktisk. For vi skal have mest mulig effekt af vores indsats. Vores store militære og civile engagement skal styrke sikkerheden og udviklingen i Afghanistan,” siger Niels Boel Abrahamsen.

Han bruger selv ordene ’diplomatisk spyd­spids’ om sin funktion, hvor han skal markere sig og formidle danske holdninger, men gøre det indirekte og uden at angribe den andens ære og integritet.

”Min erfaring er, at det virker bedst her i Afghanistan, hvis man kan fremlægge dokumentationen på en ikke-konfronterende facon. Hvis der fx er et problematisk skolebyggeri, og min mødepartner i virkeligheden har ansvaret for rodet og for at få det løst, prøver jeg at skabe en fælles interesse i målet i stedet for at skælde ud. Jeg siger fx, jeg har hørt, at entreprenøren bag skolebyggeriet er sluppet billigt om arbejdet ved at blande vand i cementen, og det gør mig bekymret i forhold til konstruktionens holdbarhed, og vi jo har en fælles interesse i, at skolen bliver velfungerende, så vil han ikke få nogle folk til at undersøge sagen.” 

Iskold forhandler

Det analytiske og målorienterede karaktertræk genkender tidligere kollega og nuværende chef for Udenrigsministeriets it-afdeling, Jess Pilegaard. Han husker at have siddet til forhandlingsmøde på samme side af bordet som Niels og alligevel blive svedende pinlig over Niels’ venligt indpakkede vedholdenhed.

”Han er jo det her utroligt behagelige, rolige menneske med en mild fremtoning, men i forhandlingssituationer kan han være iskold,” fortæller Jess Pilegaard.

”Når han først bider sig fast, er han benhård. Han kan sidde til forhandling til klokken fem om morgenen uden at drikke vand eller strække ben. En gang blev jeg helt forlegen ved situationen. Han kunne ikke rigtigt komme i mål med sine ønsker, så han fejede i stedet hele udgangspunktet væk for forhandlingen. Han mistede ikke besindelsen, holdt bare fast på sit krav og formulerede nøgternt og roligt hele tiden det samme mål på nye måder i flere timer, indtil de andre var udmattede. Og han gik derfra som sejrsherre.” 

Maratonløber på arbejdet

Niels Boel Abrahamsens livvagter bor også i ambassadeområdet. De træner i et indendørs fitnessrum med udsyn til det, man kan længes efter, når hverdagen foregår i Kabul – en plakat af dansk bøgeskov i grøn eksplosion og to plakater af letpåklædte damer liggende på en hvid sandstrand. Inde på livvagternes del af ambassaden svanser hunden Rocco rundt, modsat Niels Boel Abrahamsen og livvagterne er den ikke pålagt strategisk diskretion og har derfor fået oprettet sin egen Facebookprofil.

Googler man navnet Niels Boel Abrahamsen, dukker der kun resultater op i to kategorier: udenrigstjenesten og løbetider. På så lille et areal som ambassaden kan rastløsheden luske sig ind på en, og Niels Boel Abrahamsen løber cirka 60 kilometer på løbebånd om ugen for at komme af med energi og bygge mere op. En gang om ugen tillader han sig den luksus at tonse rundt på en militærflyvebane i Kabul.

Kollegaen Jess Pilegaard betegner ikke kun Niels Boel Abrahamsen som maratonløber på konkret plan, også hele hans tankegang er maratoninspireret:

”Som ung og ny på arbejdsmarkedet kan man nemt tænke, at man kan og skal præstere i det uendelige. Her har Niels en maratontankegang, han tænker på, at ressourcerne ikke kun skal brændes af på en uge. Han bestemmer sig for, hvor han skal nå hen på lang sigt, og så økonomiserer han med sine ressourcer for at nå i mål. Det kan godt være, at han ikke fører i starten mod alle 100-meter-sprinterne, men når de falder fra, lægger han sig i front med sin udholdenhed. Den lave, men stabile puls er han rigtig god til at overføre til sine medarbejdere.” 

Pigen med de grønne øjne

Det er ikke let at få Niels Boel Abrahamsen til selv at fremhæve en sejr som ambassadør i Afghanistan, ordet sejr er ikke hans foretrukne ordvalg som embedsmand, og han fremhæver i stedet sine kolleger i Mali og Syrien. Men bliver han tvunget til at nævne en sejr, er det den ledelsesmæssige opgave.

”Jeg tror, at jeg har fået defineret, hvor vi skal hen, og hvad vi skal prioritere, så folk ikke brænder ud,” siger han.

Medarbejderne risikerer nemt at visne på grund af det konstante pres i et ustabilt og konfliktpræget land og med en arbejdsuge uden naturlig start og slutning. I ­Afghanistan har man traditionelt set weekend torsdag og fredag, men de dage arbejdes der på højtryk i Danmark og forventes svar på mails.

”Det generer ikke mig personligt med en lang arbejdsuge, for mit formål med at være i Afghanistan er at arbejde. Men jeg beder mine medarbejdere om at holde fri fredag og lørdag, så de kan lade op, for det bliver der brug for.”

Når Niels Boel Abrahamsen svinger benene ud af sin seng hver morgen, er det første, hans øjne møder, fotografen Steve McCurrys verdensberømte billede fra 1984 af en ung afghansk pige med insisterende grønne øjne. Det er et bevidst valg, at han har hængt det billede op i soveværelset. Det husker ham på sit selverklærede formål med arbejdet i Afghanistan: At landets børn og unge skal have et liv med flere muligheder og færre krigsherrer, end deres forældre har haft. Han fik ekstra brug for at kigge på det billede, da en dansk jægersoldat blev dræbt på patrulje af en sprængning den 3. januar i år.

Niels Boel Abrahamsen var med i Helmand, da jægersoldatens kiste blev båret ind i Hercules-flyet på vej mod Danmark, hvor hans hustru og tre børn skulle modtage deres mand og far i en kiste.

”Det berørte mig virkelig dybt. Alvoren af vores engagement i Afghanistan kom meget tæt på. Og det sætter tanker i gang om den store personlige risiko, den enkelte soldat løber, og de ofre, som de og deres familier bringer.” 

Næste station Canada

Niels Boel Abrahamsen flyder ikke ud i privatens lænestol med jakke og slips. Hvis han ikke har aftenarrangementer, foregår det i cowboybukser og T-shirt og med en skønlitterær bog, så han ikke fuldbyrder hele sin identitet gennem titlen ambassadør. Han ringer også dagligt til sin kone og børn og har ret til at komme på besøg i Danmark hver anden måned.

Sønnerne og hans kone ved allerede nu, at deres far og mand kommer hjem fra ­Afghanistan til sommer. Og så skal de sammen flytte til Canada efter syv-otte år i Danmark. Niels Boel Abrahamsen skal være ambassadør i Canada. Overordnet handler jobbet om det samme: At varetage Danmarks interesser, men de konkrete interesser, mennesker og måder at arbejde for interesserne er forskellige:

”Det er med til at holde mig i gang, at jeg oven i mit hoved skal kunne foretage den omstilling hele tiden. Jeg har nok altid haft en eller anden form for udlængsel, jeg har flyttet meget fra sted til sted, også som barn, og det falder mig let med en omskiftelig tilværelse. Der er selvfølgelig også omkostninger forbundet med det valg, for man kan risikere at blive rastløs. Det kan være svært for ægtefællen at have sin egen karriere og at bevare forbindelsen til en vennekreds, men jeg synes grundlæggende, at omstillingen er meget berigende.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Nikolaj Grøn
9 år siden
spændende artikel fra en spændende by. vh Nikolaj Grøn http://www.linkedin.com/in/nikolaj