Brandets advokat

13.3.2013

af

Stiig Helgens Binggeli har bevæget sig fra juraens love 
og regler til reklameverdenens kreative kommunikation. I dag er han reklamedirektør og forsvarer sine kunders brands med reklamens magt.

Når en reklamefilm for Netto løber over danskernes tv-skærme, er det en jurist, der er manden bag.

Stiig Helgens Binggeli blev uddannet jurist i 1988, men er i dag administrerende direktør for det københavnerbaserede reklamebureau Brandhouse, som han startede i 1991. Djøfbladet møder ham i bureauets grafiske afdeling i Odense, hvor 16 ud af bureauets 65 ansatte holder til. Men hvorfor blev Karnovs Lovsamling skiftet ud med brandingstrategi og kreativ markedsføring? Var juraen for kedelig?

”Kedelig er måske et forkert ord ... Jo, det var det sgu nok. Jeg havde i hvert fald ikke temperament til kun at finde svarene i love og regler,” siger Stiig Helgens Binggeli efter en længere tænkepause.

Det var et tilfælde, der førte den i dag 52-årige direktør ind på reklamesporet. Efter en fejlcasting som direktionsassistent i Nordisk Film fik han job på bureauet Brandt & Falk i 1988, og hvad der bare skulle have været en trædesten, inden han vendte tilbage til juraen, blev til en løbebane i stedet.

”Jeg blev grebet af de udfoldelsesmuligheder, der var. Der er altid noget nyt at lave, og det er mangefacetteret. Jeg arbejder med psykologi, marketing og forretning, og der er ikke den virksomhed, jeg ikke kan beskæftige mig med. Man kan få sig prøvet af. Det kan man selvfølgelig også som advokat, men man er mere bundet på sin jura og sit fag. Kreative jurister bliver enten meget velhavende eller meget indsatte,” siger Stiig Helgens Binggeli med et smil.

Hvordan bruger du juraen i dag?

”Jeg bruger ikke juraen konkret, men ligesom en advokat har jeg også klienter, som jeg skal vinde sager for. Jeg gør det bare via kommunikation eller reklame. Jeg er brandets advokat.”

Stiig Helgens Binggeli har arbejdet i meget forskellige brancher. Han var trainee i Danske Bank, men ”havde ikke tålmodigheden til at arbejde med regnskaber og controlling.” Så skiftede han til Politiken, hvor han fik job som reklamekonsulent og projektleder i marketingafdelingen. Et kulturskift, der ville noget.

”Det var ekstremt. Det var som at gå fra en søndagsskole til Roskilde Festivalen. Jeg kunne sådan set godt lide bankens disciplin og hard working-mentalitet. Jeg kan godt lide flid. Men på Politiken var der en større frihed. I en bank er det klart defineret, hvad man skal lave, mens der i et bladhus er meget løsere rammer. Man arbejder meget mere selvstændigt, ligesom på et bureau.”  

Hvad er det sjoveste i dit arbejde?

”Når vi løser en opgave på en utraditionel måde, og kommunikation, strategi, positionering og salg går op i en højere enhed, og det kan ses på bundlinjen, er det fantastisk. Fx da vi lavede Råd & Dåd Byggecenter om til XL-BYG inklusive navneskift og designlinje. Det skabte sammenhold internt, og vi fik skabt et kendskab på 90 procent inden for et år. Og så gjorde det alle danske provinsbyer en lille smule pænere.” 

Hvad er det nye inden for branding og reklame?

”Customer experience eller kundeoplevelser er det helt store i USA, og det er en overset måde at brande virksomheden på. Måden at behandle kunderne på er en enormt stor del af branding. Amerikanerne er langt foran, fx er Amazon og Walmart gode til det. Herhjemme er Hi-Fi Klubben og Sticks'n'Sushi gode eksempler.”  

Hvad kan djøfere bruges til i et reklamebureau?

”Flere af mine kontaktfolk er cand.merc.-uddannede fra CBS. De er fx gode til strategisk rådgivning, branding og marketing.” 

Kunne du forestille dig at skifte branche igen?

”Jeg føler, jeg skifter branche hele tiden. Da jeg startede, var der kun tv-reklamer og annoncer, men eksempelvis digitaliseringen har ført til, at vi skal arbejde med salg på mobilen og reklamer på forskellige platforme. Branchen har skiftet mange gange på de 20 år, jeg har været med, så det er ikke nødvendigt at skifte branche. Det sker helt af sig selv.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet