Nyliberalisme - en ide til tiden

13.2.2013

af

Nyliberalisme er økonomisk-filosofisk tankegods fra mellemkrigstidens Centraleuropa, som blev videreudviklet i USA. Ideen fik sin politiske chance på grund af 1970’ernes økonomiske ruin.

Nyliberalisme er ikke en overlegen ide. Det er en ide, som bød sig til på rette tidspunkt, da toneangivende lande fik alvorlige problemer, og ledende politikere fattedes løsninger.

Sådan lyder en hovedpointe i en ny bog om nyliberalisme.

Forfatteren ønsker at fremhæve et andet aspekt, nemlig at nyliberalisme er en bredere tænkning end troen på markedskræfterne som et økonomisk universalmiddel. Den handler også om misnøje med statslige myndigheder, offentlig indblanding og bureaukrati.

Bogen med titlen ’Masters of the Universe’ bliver af det britiske ugemagasin The Economist betegnet som en dristig biografi, og det er ment som en ros. Forfatteren hedder Daniel Stedman Jones, og han har været drevet af et ønske om at undersøge og beskrive nyliberalisme som et stykke historie – og ikke kun som økonomisk model, som det næsten udelukkende er sket i videnskabelig litteratur.

Stedman Jones er velforberedt til opgaven. Han har en bachelorgrad i moderne historie, en mastergrad i politisk teori og amerikansk politik og en ph.d.-grad i økonomisk politik fra University of Pennsylvania.

Modvilje mod staten

Nyliberalisme fik sit internationale politiske gennembrud med Ronald Reagan og Margaret Thatcher i 1980’erne. Men tankesættet stammer fra mellemkrigstiden – fra Friedrich Hayek og andre økonomer og filosoffer fra Centraleuropa. Østrigeren Hayek underviste på London School of Economics i 1930’erne og 1940’erne. Han udfordrede selve grundlaget for vennen John Maynard Keynes’ forestilling om statslig intervention i økonomien for at udjævne cykliske udsving. Friedrich Hayeks hovedværk er ’Vejen til trældom’ fra 1944, som er et skrift rettet mod statslig planlægning og økonomisk omfordeling. Den enkeltes indsats på markedsvilkår er en mere farbar vej til velstand.

Hayek havde åndeligt følgeskab af landsmændene Ludwig von Mises og Karl Popper. Von Mises
anførte ud fra et økonomisk perspektiv, at et statsligt bureaukrati fører mere bureaukrati med sig. Popper var mere filosofisk anlagt. Han havde et mål om et åbent samfund og mente, at markedsmekanismer kunne være et af midlerne til at nå det.

Daniel Stedman Jones forklarer, at nyliberalismen opstod som en reaktion på datidens totalitarisme – kommunismen og nazismen. Desuden var den et opgør med den keynesianske politik, som Franklin D. Roosevelt sværgede til i USA, og liberale regeringer i Storbritannien også var inspireret af.

”Nyliberalisterne blev længe betragtet som reaktionære levninger fra 1800-tallets laissez faire-fortalere. Men det er urimeligt, for nyliberalisterne skilte sig ud ved, at de så en vigtig rolle for staten, nemlig at sikre vilkårene for fri konkurrence,” siger Daniel Stedman Jones i telefonen fra London.

USA bliver basen

Efter 2. verdenskrig udvandrede nyliberalismen til USA. Forbindelsen blev etableret på en konference i Schweiz i 1947, der førte til oprettelsen af det såkaldte Mont Pelerin Society. Blandt stifterne – foruden Hayek – var amerikaneren Milton Friedman, økonom fra University of Chicago, som med tiden blev nyliberalismens ofte udskældte offentlige ansigt. Friedman og George Stigler, økonomkollega og landsmand, videreudviklede nyliberalismen – for Friedmans vedkommende i ’Neoliberalism and Its Prospects’ fra 1951

Milton Friedman fokuserede på inflationsbekæmpelse. Indblanding fra staten og fra fagforeninger for at tilgodese menneskers behov ville forstyrre den markedsbaserede konkurrence. Friedman nedtonede ifølge Daniel Stedman Jones monopolers negative virkning. Friedman og Stigler blev suppleret af ligesindede økonomer fra den såkaldte Virginia-skole.

Opkomsten af konservative tænketanke i USA fra 1950’erne hjalp til at forvandle nyliberalisme til et politisk program. Flere af dem er stadig sværvægtere, heriblandt American Entreprise Institute og Heritage Foundation. 

Keynesiasmen kørte træt

Og således var grunden vel lagt til Reagans og Thatchers indmarch i henholdsvis 1980 og 1979? Ja, men der var ligeledes den vigtige forudsætning, at keynesiasmen løb tør for energi i løbet af 1970’erne, pointerer Daniel Stedman Jones. Den vante pris-, indkomst- og beskæftigelsespolitik med ekspansion i smalle tider rakte ikke, for budgetunderskud førte til stigende inflation og økonomisk stagnation på samme tid. Ledigheden voksede, og der opstod uro på arbejdsmarkedet. Optakten til elendigheden var sammenbruddet i Bretton Woods-systemet (det internationale samarbejde om en fastkurspolitik, red.) i 1971 plus oliekrisen i 1973. Jimmy Carter og James Callaghan foregreb Reagans og Thatchers politik, fastslår Stedman Jones. Carter begyndte afregulering af transportsektor og bankvæsen, og Callaghan gennemførte dybtgående nedskæringer og opgav idealet om fuld beskæftigelse.

”Der var noget dybtgående i gang. Keynes-redskaberne var ikke effektive længere, og nyliberalismen tilbød sig som et alternativ. Årsagen til nyliberalismens triumf var ikke, at den var åndeligt overlegen. Og nyliberalismen var heller ikke bare et udspekuleret redskab til at give store virksomhedsforetagender frit spil,” siger Daniel Stedman Jones.

Reagan fortsatte afregulering og begrænsede, hvad der måtte være af omfordeling. Hvis de rige blev rigere, ville den øgede velstand sive ned til resten, lød devisen. Thatcher havde andre prioriteter, fordi hun ledede et anderledes samfund, nemlig at bryde fagforeningernes magt og privatisere offentlige institutioner. Den nye angloamerikanske model bredte sig til det meste af verden.

Et par milepæle er etableringen af Verdenshandelsorganisationen (WHO) og anvendelsen af de såkaldte strukturtilpasningsprogrammer i Den Internationale Valutafond. Læg samtidig mærke til, at socialdemokratismen blev revideret med liberalistiske elementer under Tony Blairs New Labour, og at Bill Clinton blandt andet gennemførte barske velfærdsreformer. 

Finanskrisen blev nyliberalismens falliterklæring

Den internationale finanskrise fra 2008 og frem ligger i virkeligheden ud over den periode, som Daniel Stedman Jones beskriver. Men det overrasker ham ikke, at afreguleringen – et centralt element i nyliberalismen – på et tidspunkt ville give bagslag.

”Finanskrisen markerer apoteosen for nyliberalismen – at ideen var blevet ophøjet til Gud. Der var udviklet en tro på en samfundsmodel, som ikke var bæredygtig,” vurderer Stedman Jones.

Tiden er moden til nye ideer, skønner han.  

Daniel Stedman Jones: ’Masters of the Universe – Hayek, Friedman and the Birth of Neoliberal Politics’. 424 sider. Princeton University Press.  

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet