Internetforbud gør os mindre produktive

28.2.2013

af

Forbud mod at surfe eller bruge sociale medier i arbejdstiden kan hæmme medarbejdernes koncentration, viser nyt studie.

Er det okay at besøge Facebook eller Twitter i arbejdstiden? Og må man surfe rundt og ordne private gøremål, mens man er på arbejde?

Det er relevante spørgsmål på noget nær alle arbejdspladser, hvor medarbejderne har adgang til nettet. De fleste lader det være op til de ansatte selv at styre deres internetbrug, men deciderede forbud er ikke noget usædvanligt fænomen.

I 2012 viste en undersøgelse fra Lederne således, at hver tredje danske virksomhed har forbudt de ansatte at anvende sociale medier i arbejdstiden.

Her er noget sjovt, du ikke må se

Den slags regler risikerer imidlertid at få helt andre konsekvenser end de ønskede. I stedet for at øge effektiviteten på arbejdspladsen kan produktiviteten tværtimod falde, hvis der er bestemte sites, som medarbejderne ikke må besøge. Det er en af de konklusioner, økonomi-lektor Marco Piovesan fra Københavns Universitet drager af et eksperiment, som han og to kolleger har gennemført.

De bad 60 forsøgspersoner sidde ved computere og løse nogle opgaver, der krævede betydelig koncentration og præcision. Halvdelen af deltagerne fik undervejs i opgaverækken vist en morsom video. Den anden halvdel fik at vide, at de kunne komme til at se videoen ved at klikke på den, men blev samtidig udtrykkeligt bedt om ikke at gøre det.

Dermed blev videoen gjort til en forbudt fristelse, og det påvirkede deltagerne. Gruppen, der ikke måtte klikke på videoen, lavede nemlig mere graverende fejl i deres opgaver efter at være blevet introduceret for fristelsen.

”Hvis du har en fristelse på internettet – f.eks. at tjekke Facebook – men ikke må falde for den, koster det energi og viljestyrke. Fordi du kun har en begrænset mængde viljestyrke, vil den energi, du bruger på at modstå fristelsen, ikke være tilgængelig for dig i dit arbejde,” forklarer Marco Piovesan.

Svært at fjerne fristelsen

I artiklen "Temptation at Work" foreslår Piovesan og hans kolleger, at man på arbejdspladserne indgår aftaler om, at internetpauser sidestilles med kaffe- og rygepauser.

”Det ideelle ville være at have medarbejdere, der ikke er afhængige af rygning eller kaffe – eller af at gå på internettet. Men det ligger uden for arbejdsgiverens muligheder at forhindre det. Når det kommer til internettet, kan man selvfølgelig fjerne fristelsen ved at lukke for nettet, men på mange arbejdspladser er det helt umuligt. Og når nettet nu er der, er det altså ikke smart at sige til medarbejderne, at de ikke må bruge det til private formål,” siger Marco Piovesan.

Blokering ikke vejen frem

I februar kunne metroXpress berette, at danskerne ifølge flere store webbutikker shopper løs i arbejdstiden.

Vil det virkelig være så skidt for produktiviteten, hvis ledelsen laver forbud?

”Hvis de ansatte surfer rundt i stedet for at arbejde, har det selvfølgelig en klar indvirkning på deres indsats. Folk skal ikke bare have lov til at gøre, lige hvad de vil. Men når man nu ikke kan fjerne fristelsen helt, er klare aftaler den bedste løsning,” siger Marco Piovesan.

Om det så skal være fem minutter pr. time, et samlet antal minutter pr. dag eller noget tredje, må man diskutere på hver enkelt arbejdsplads. Marco Piovesan mener til gengæld ikke, at det er en løsning, at man bruger software til at forhindre medarbejderne i at besøge bestemte adresser, f.eks. facebook.com.

”Nogle vil blive vrede og se det som mistillid. Desuden er det alligevel svært at kontrollere, hvad folk bruger deres smartphones og tablets til,” siger han.

 

Få seneste nyt fra djøfbladet – direkte i din indbakke hver fredag

Tilmeld dig nyhedsmailen her.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Hasse Gårde-Askmose
11 år siden
Måske af interesse. Selv om det jo ikke direkte er om internettet. : http://www.computerworld.dk/art/225015/du-spilder-kostbar-tid-paa-emails-saa-galt-staar-det-til?utm_source=Computerworld+Newsletter&utm_medium=newsletter&utm_campaign=S%E5dan+har+nyt+Microsoft-produkt+%E6ndret+hel+branche+%2F+Her+er+verdens+dyreste+apps+-+derfor+koster+de+kassen+%2F+Her+er+de+mest+popul%E6re+CMS%27er+i+Danmark+%2F+Undg%E5+it-kaos%3A+S%E5dan+f%E5r+du+styr+p%E5+de+ansattes+private+gadgets
Hasse Gårde-Askmose
11 år siden
HVAD POKKER SKAL MAN SVARE PÅ SÅD'EN EN UNDERSØGELSE.? Opfordring til en lille "selvundersøgelse": Prøv en dag at lave et time-/minutskema over jeres gøremål på arbejdet. Både arbejdsrelaterede og ikke-arbejdsrelaterede. Jeg tror mange vil bliver forbavset/chokereret. Det blev jeg i hvert fald, da jeg selv for en del år siden lavede et "selvcheck". Over et par dage. Nej I får ikke resultatet :-)