20.11.2013
af
Tine Santesson
Det er ikke den store arbejdsmængde, der giver dig depression. Det gør til gengæld en uretfærdig chef og et uretfærdigt arbejdsmiljø. Det viser ny forskning.
Forskerne har delt spørgeskemaer ud til 4.500 offentligt ansatte fra forskellige arbejdspladser. De har også gennemført personlige interviews med en lang række af deltagerne.
Forskerne har desuden undersøgt deltagernes spyt for mængden af stresshormonet kortisol.
De store bunker og uløste opgaver på dit bord er ikke det, der gør dig deprimeret. Det er i stedet arbejdsmiljøet og følelsen af at blive behandlet uretfærdigt af ledelsen, som giver humøret et dyk.
Det er konklusionen i et nyt stort studie fra blandt andet Aarhus Universitetshospital og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, skriver videnskab.dk. Her har forskere undersøgt, hvilke faktorer der har indflydelse på, at folk bliver sendt deprimerede hjem fra arbejde.
Vi har ellers en tendens til at koble depression og stress med arbejdsmængde og arbejdsbyrde, lyder det fra én af forskerne bag undersøgelsen.
”Men vores studie viser, at arbejdspresset faktisk ikke har nogen indflydelse på, om folk bliver deprimerede. Derved kan man altså heller ikke minimere risikoen for at udvikle depression blandt medarbejderne ved at ændre på arbejdsmængden. Det er andre faktorer, der bør fokuseres på i fremtiden,” siger psykolog og ph.d. Matias Brødsgaard Grynderup fra Arbejdsmedicinsk Klink på Aarhus Universitetshospital.
For professor Peter Hasle, Aalborg Universitet, giver det god mening, at det ikke er arbejdspres i sig selv, der skubber den enkelte ud over kanten. Han arbejder med social kapital, og hans egen forskning viser, at det er oplevelsen af uretfærdig ledelse, som kan få dig til at arbejde mere end godt er.
”Hvis du føler, at du ikke bliver retfærdigt behandlet, er det også sværere at tale med din chef eller dine kolleger om din arbejdsbyrde. Og du tager ikke diskussionen om, hvad du skal præstere, og hvornår det er godt nok. Og så kan det være svært for den ambitiøse videnarbejder at sætte en grænse.”
Peter Hasle påpeger også, at oplevelsen af manglende retfærdighed går ud over engagementet, og dermed kan arbejdsbyrden nemt komme til at føles tungere og måske føre til stress.
”Der er en klar sammenhæng mellem produktion og trivsel. Og her er retfærdighed en central dimension, når vi taler social kapital,” siger Peter Hasle.
Djøfs seneste undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø bekræfter, at der er en meget klar sammenhæng mellem oplevet retfærdighed og vurderingen af både det psykiske og ledelseskvaliteten, siger Lisbeth Kjersgård, arbejdsmarkedspolitisk chef i Djøf.
”Derfor er det vigtigt at sætte fokus på ledelseskvaliteten - især i forhold til anerkendelse. Vores undersøgelser viser, at anerkendelse er helt afgørende for arbejdsglæde og motivation og dermed også for forebyggelse af stress og depression,” lyder det fra Lisbeth Kjersgård.
Matias Brødsgaard Grynderup peger også på ledelseskvaliteten som den allerbedste forebyggelse for depressioner.
”Jeg tænker på en lederstil, hvor man tydeligt har udtrykt et ønske om at behandle sine medarbejdere ordentligt – kombineret med en organisation, der har klare og gennemskuelige arbejdsgange,” siger Matias Brødsgaard Grynderup til videnskab.dk.
Ledige stillinger