Kvinder: Sørg for at få en lønsamtale med chefen

20.11.2013

af

Akademikerkvinder tjener på at have personlige lønsamtaler med deres chef. Det viser de svenske erfaringer. Lønsamtalen gør dig synlig, og det giver dig mere i løn.

Svenske kvindelige akademikere, som har personlige lønsamtaler med chefen, får i gennemsnit 2,6 procent mere i månedsløn end de kvindelige kolleger, der ikke har. Effekten er størst for kvinder i bunden af lønhierarkiet og gælder både i privat og offentlig sektor.

Samme sammenhæng findes ikke blandt de svenske akademikermænd.

Det viser et studie af løndata for næsten 100.000 akademikere gennemført af Saco, den svenske centralorganisation for akademikere. Djøfs svenske søsterorganisation, Jusek, bekræfter mønsteret.

”Vores kvindelige medlemmer tjener på at have lønsamtaler,” fastslår ombudsmand i Jusek, Marie Thuresson.

Gør dig selv synlig

Hypotesen er ellers, at jo mindre plads der er til subjektive vurderinger, jo lavere er risikoen for, at kvinder bliver snydt i lønstigning i forhold til mænd.

Men Sacos og Juseks tal viser, at kvinder kan påvirke deres løn i højere grad, end mænd kan gennem lønsamtaler. Det er altså et vigtigt redskab for kvinder.

Det skyldes, at kvinders arbejdsindsats bliver mere synlig, når de selv forhandler løn, siger Marie Thuresson.

”For kvinder er det vigtigt med en formel lejlighed, hvor de kan sætte sig ned med deres chef og gennemgå deres indsats og bidrag til organisationen.”

Hun mener, at også kvinder på arbejdspladser, hvor man ikke har individuel lønforhandling, skal bede om en personlig lønsamtale.

”Ja! Det synes jeg. Også selvom lønnen forhandles af ens tillidsrepræsentant, er det vigtigt, at kvinder skaffer sig en formel lønsamtale med deres chef.”

Dansk djøfer: En vigtig snak med din chef

Birgitte Nordahl Larsen, specialkonsulent i Digitaliseringsstyrelsen, har forhandlet løn selv på flere arbejdspladser, også som fuldmægtig. Hun har både prøvet at få ekstra løn med hjem og at få ingenting, men begge dele har været en god oplevelse.

”Du får en vigtig snak med din chef om, hvad der skal til for, at du kan stige i løn. Du bliver nødt til at sætte ord på din indsats. Dine argumenter bliver prøvet af, og du ’tvinger’ – i gåseøjne – din chef til at forholde sig direkte til dem.”

Derfor er det en god idé at bede om selv at forhandle løn, ikke kun for kvinder, men for alle, mener hun.

”Men jeg tror, at især kvinder viger lidt tilbage, fordi de er bange for at bede om noget uden at få det. Men der er ikke noget odiøst i at være uenige.”

Tværtimod er fordelen ved lønsamtalen, at man bliver synlig, og at man ikke kan gemme sig, ligesom man kan, når der forhandles centralt, siger hun.

Tal om løn til MUS

Sacos undersøgelse er interessant også i dansk perspektiv, lyder det fra Kristina Arnov Nielsen, som sidder i bestyrelsen for Djøfs Overenskomstforening.

”Jeg vil på baggrund af de svenske erfaringer klart opfordre til, at kvinder beder om en lønsamtale med deres chef – også selvom lønnen forhandles af tillidsrepræsentanten.”

Helle Holt, seniorforsker ved SFI, er enig.

Jo mere offentlighed og gennemsigtighed, der er om løn, jo bedre er det særligt for kvinder, siger hun.

”Men desværre er løn og lønforhandlinger temmelig tabuiseret på det danske arbejdsmarked.”

Kristina Arnov Nielsen foreslår, at man holder lønsamtalen som en del af MUS-samtalen.

”Det er jo helt oplagt at koble drøftelsen af opgaver, resultater og kompetencer til en drøftelse af løn. Men hvis det ikke er muligt, må man bede om en separat lønsamtale.”  


Sådan forbereder du dig 
til lønforhandling

Birgitte Nordahl Larsen:

Dan en frivillig ’lønklub’ på arbejdspladsen, hvor de,
som har lyst, udveksler informationer med hinanden om lønstigninger og tillæg.

”Det bryder informationsbarrieren. Ofte er det kun cheferne, som sidder med lister over de ansattes løn,” siger Birgitte Nordahl Larsen.

Kristina Arnov Nielsen:

Få sparring hos din tillidsrepræsentant.

Kontakt Djøf og få sparring.

Brug lønstatistikkerne på djoef.dk.

Før logbog i årets løb over succeser og gode resultater.


Deltag i workshops, gå-hjem-møder om lønforhandling og kurser i forhandlingsteknik.

”Forberedelse til lønsamtalen er vigtig for alle,” 
siger Kristina Arnov Nielsen.

Læs mere om forberedelse til lønforhandling: 
djoef.dk/lonforhandling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet