Frihed og patriotisme - minimalstat og lav skat

9.10.2013

af

Heritage Foundation har kæmpet markedsøkonomiens og det frie individs kamp siden 1973. Tænketanken har haft enorm indflydelse på det republikanske parti og amerikansk politik.

Ti minutters frisk gang fra det amerikanske senat finder man en af det konservative Amerikas mest indflydelsesrige tænketanke, The Heritage Foundation.

Udefra ser foretagendet langt fra prangende ud. Men overfladen bedrager. Den seks etager høje bygning på 214 Massachusetts Avenue NW med den diskrete grå facade er hjemstedet for en uophørlig strøm af akademiske og policy-orienterede forslag, analyser, rapporter og konferencer. Initiativer, der alle tjener samme formål: At gøre USA til et land, der er bygget på ”konservative politikker, frie virksomheder, begrænset statsmagt, individuel frihed, traditionelle amerikanske værdier og et stærkt, nationalt forsvar,” som det hedder i tænketankens formålsparagraf.

Folkekær og velfinansieret

Grundlagt i 1973 som en tænketank bygget på ”forskning og uddannelse” bryster Heritage Foundation sig af at være USA’s ”mest folkekære public policy research institute”. Tænketanken har mange hundrede individuelle donorer, mange hundredetusinde individuelle medlemmer samt en lang række virksomheder og fonde bag sig. Det årlige budget er 82,4 millioner dollar (454 millioner kroner, red.), og den fastansatte stab er på omkring 275 ansatte.

Heritage retter først og fremmest sine anstrengelser mod medlemmerne af USA’s kongres samt politikernes nøglemedarbejdere, regeringen, medierne og USA’s akademiske elite. Institutionen er – som alle USA’s tænketanke – ledet af en uafhængig bestyrelse og er skattefritaget. Den sætter en ære i at være 100 procent uafhængig af offentlige midler, og den udfører ”aldrig betalt konsulentarbejde”.

Levering på alle hylder

Man får et godt indtryk af spændvidden i Heritages arbejde gennem de mange selvstændige centre, der opererer i dens regi. De 14 centre arbejder bl.a. med sundhedspolitik, international handel og økonomi, religion, medier og public policy, reformer af magtdelingsstrukturen i Amerika, religion og civilsamfund, udenrigspolitik, internationale relationer, udviklingen i Asien, udviklingen af data samt indenrigsøkonomi.

Visse af centrene er brede i deres sigte som The B. Kenneth Simon Center for
Principles and Politics, Center for Policy
Innovation samt The Margaret Thatcher Center for Freedom. Heritage har også
The Young Leaders Program, som er en del af den konservative studenterbevægelse samt en veludrustet presseafdeling, der står til rådighed 24/7, 365 dage om året.

Forskerne bistår mest republikanere, men også konservative demokrater med udarbejdelsen af beslutningsforslag, lovforberedelse samt afholdelsen af konferencer. Heritage producerer flere daglige nyhedsbreve, pod-casts, videoer samt særskilte oplysningskampagner.

Indflydelse på både
Reagan og Bush Senior

Under Ronald Reagans præsidentskab byttede adskillige af tænketankens nøglepersoner deres stol ud med ledende stillinger i Det Hvide Hus, og det anslås, at omkring 60 procent af Heritages anvisninger på det økonomiske område blev gennemført i løbet af Reagans første to år. Senere, under George H.W. Bush, leverede Heritage input til den strategi, der ledte USA ind i den første Irakkrig, Desert Storm i 1991, ligesom tænketanken også fik en del af æren for udviklingen af den amerikanske politik over for det tidligere USSR efter Den Kolde Krigs afslutning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet