Få mere på cv'et hjemme fra sofaen

23.10.2013

af

Jens Leth-Nissen har både taget faget ’Competitive Strategy’ og optimeret sit guitarspil hjemme fra sin egen pc. Det er livslang læring, som skal med på cv'et og LinkedIn-profilen.

Jens Leth-Nissen, 43-årig cand.merc.dat. med job i PFA Pension, sad og tyggede i blyanten, da en af hans venner skrev på LinkedIn om gratis universitetskurser fra hele verden på noget, som hed coursera.org.

Han skulle i gang med sit speciale på en master i it-ledelse og strategi på IT Universitetet. Måske var der noget derinde, han kunne bruge? Det var der. Masser faktisk. Men især kurset ’Competitive Strategy’ på Ludwig-Maximilians-Universität München fangede hans interesse.

”Det er jo gratis, så jeg begyndte bare at følge det og tog alle testene undervejs. Det hele kører ret simpelt og meget fleksibelt.”

Så nu har Jens Leth-Nissen et bevis på, at han har gennemført og bestået kurset, og det skal selvfølgelig med på cv'et og LinkedIn-profilen.

Han har også kig på et kursus i kreativitet og innovation på PennState, for den slags har man altid brug for mere af i
ethvert job, som han siger.

Du bliver holdt oppe på dupperne

Det lumske ved online undervisning er
normalt, at du falder af, fordi du ikke kan holde motivationen.

”Din egen interesse er jo nummer ét. Men det her er anderledes end den e-learning, som jeg før har prøvet. Der er hele tiden tests og delmål, som holder dig oppe på dupperne. Du kan stille spørgsmål døgnet rundt til underviseren, og de andre på dit hold er fra hele verden,” siger Jens Leth-Nissen.

Hvis man vil have et bevis til sidst, skal man følge kurset i de uger, hvor det kører realtime.

Men alle kurser bliver liggende på platformen, og man kan til enhver tid klikke sig ind og følge dem. Man kan bare ikke få noget bevis for det bagefter.

Gratis efteruddannelse

Jens Leth-Nissen har haft meldt sig til flere kurser, som han ikke har gennemført, fordi han ikke har tiden til det.

”Men når jeg er færdig med min master, vil jeg helt bestemt bruge det som efteruddannelse,” siger han.

”Jeg kan finde masser derinde, som jeg kan bruge i mit arbejde, men som jeg ikke tror, at mit arbejde direkte ville gå ind og betale for. Eller kurser, som jeg slet ikke kan finde på det almindelige kursusmarked.”

Lifelong learners er en stor
målgruppe

Men han kunne også sagtens finde på at tage noget, som bare interesserer ham.

Der er frit valg på alle hylder, og han har faktisk allerede fulgt noget af et kursus i guitarspil på Berklee College of Music i
Boston.

Stifterne af coursera.org kalder sådan én som Jens Leth-Nissen for en lifelong learner, og de er en stor målgruppe i Vesten.

Og guitarspillet?

”Jeg fik en del teori om guitarspil ud af det. Jeg regner med at gøre kurset færdigt, når jeg får lidt mere tid.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet