Corydon: I skal måles på at lede, så I når resultaterne

2.10.2013

af

I skal have større frihed til at lede. Til gengæld skal I vise os, hvad vi får for pengene, siger Bjarne Corydon til de offentlige ledere.

Pixiudgaven af finansminister Bjarne Corydons budskab til de offentlige ledere lyder sådan her:

Kære offentlige ledere, vi vil give jer større frihed til at passe jeres arbejde med at gøre det endnu bedre for borgere og virksomheder, uden det koster mere.

Vi vil løsne nogle af de regler og procedurekrav, som vi alle mener, der er for mange af.

Til gengæld vil vi stille jer nogle mere præcise krav om, at I faktisk skal lede og nå resultater.

Og vi vil bede jer om at skaffe os mere præcis viden om, hvad vi får for pengene.

Budskabet faldt på en konference i sidste uge om afbureaukratisering, produktivitet og moderne offentlig styring arrangeret af de offentlige chefer i Djøf og Nordisk Administrativt Forbund.

Med frihed følger ansvar for at nå målene

Dermed ligger Corydon helt på linje med Produktivitetskommissionens nylige rapport om den offentlige sektor.

Den anbefaler, at man styrer på nogle få, tydelige mål – og at man til gengæld virkelig følger til dørs, om målene nås.

Men Corydon skyndte sig at slå en tyk streg under, at alt det her er lettere sagt end gjort.

"Jeg er jo ikke for ingenting selv medlem af Djøf," som han sagde.

”Afbureaukratisering er ingen let sag. Vi bliver nødt til at se i øjnene, at tingene er lidt mere avancerede, end vi i mange år har villet indrømme over for hinanden.”

Vi skal blive bedre til at måle effekter og resultater

Hvis man vil have mere tillid og større handlerum til de offentlige ledere og medarbejdere, kræver det større viden om de opnåede resultater.

Hvad får vi for pengene? Rykker det? Virker det?

”Det er helt afgørende,” fastslog Corydon.

Derfor skal den offentlige sektor blive bedre til at måle resultaterne af indsatsen.

Men også det er lettere sagt end gjort.

”Vi må erkende, at der ligger en stor faglig udfordring her. Vi har nok ikke alle de rigtige værktøjer endnu.”

Folkeskolereformen viser vejen

Bjarne Corydon bliver tit spurgt af folk om, hvad han selv synes, er den vigtigste reform, han har været med til.

”Mit svar er, at det er folkeskolereformen. Den er god til at blive klog af. Den siger mig utroligt meget om, hvad vi taler om, når vi taler om at få en moderne styring af den offentlige sektor.”’

Det forklarede han sådan:

”Vi lagde i høj grad en afbureaukratiseringsdagsorden ned over dén reform. Og vi giver skolelederne et større rum til at lede i. Til gengæld ønsker vi større fokus på folkeskolens faglige mål – og at de mål nås.”

Han skar ud i pap, at det hele drejer sig om at levere varen i den offentlige sektor.

”Folkeskolereformen handler jo netop om, at vi alle er enige om, at vi ikke kan leve med, at 17 procent af en årgang forlader folkeskolen uden at kunne læse eller forstå matematik – for hvad skal de leve af resten af deres liv?”

Næste omgang

Corydon blev undervejs udfordret af regionernes formand Bent Hansen (S) og KL´s næstformand Erik Fabrin (C).

Bent Hansen spurgte: ”Kan vi måske prøve at enes om nogle helt konkrete sundhedsmål, som ikke bare handler om kvantitet, men kvalitet?”

Erik Fabrin spurgte: ”Vi er meget glade for, at I turde gå hele vejen med folkeskolereformen. Kan du love os, at beskæftigelsesområdet bliver det næste?”

Der var ikke tid til noget langt svar, før Corydon skulle haste ud af døren, men det lød mest som et slags ja til begge dele.

 

 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet