Nyt job - hvor går dine grænser?

15.8.2012

af

Inden du siger ja til et nyt job, er det vigtigt at kende dine egne grænser. Hvor mange timer vil du max arbejde, og hvor meget rejseaktivitet kan du kapere?

Det kan kræve sine ofre at gøre karriere. Men ofrene skal ikke blive for store, for så kommer regningen: Udbrændthed, stress og dårligt helbred. Og det sætter også typisk negative spor på din ydeevne og dit forhold til familie og venner. Sådan lyder det fra Bill Barnetts i hans blog på Harvard Business Review – blogs.hbr.org. Han er tidligere leder i McKinsey og Company og underviser på Yale og Rice.

Men selvfølgelig bliver du nød til at knokle og i perioder også rigtig meget, hvis du vil gøre karriere. Det kan dog godt lade sig gøre at være motiveret og investere i sin karriere, uden det koster for mange ofre. Det betyder bare, at du skal blive klar på, hvor dine egne grænser går, før du siger ja til et nyt job, siger Bill Barnett. Hvor mange timer vil du max arbejde om ugen, er det okay med dig at stå til rådighed døgnet rundt, og hvor mange udlandsrejser er du villig til at tage?

Og så skal du sætte retningslinjer for de ofre, du bliver nødt til at tage, hvis du siger ja til et nyt job. Du kan for eksempel aftale med dig selv, at du arbejder sent, når du er på forretningsrejse, så du kan holde fri i weekenden, lyder rådet fra Barnett.  

Svært at sætte grænser

Frederik Iuel, chefkonsulent i Djøfs Karriere- og Kompetencecenter er enig med Bill Barnett i, at det er vigtigt at kende sin egen smertegrænse for, hvor langt man vil gå for karrierens skyld. Men det kan være svært i nogle tilfælde.

”Især ledige er tilbøjelige til at gå på kompromis med deres egne grænser, og de får heller ikke altid forventningsafstemt i løbet af ansættelsesforløbet, de vil bare gerne have det job.”

Det er forskelligt fra job til job og fra branche til branche, hvor høj arbejdsintensiteten og arbejdstiden typisk er. Men Fredrik Iuel mener dog godt, det kan lade sig gøre at få forventningsafstemt, uden man bliver diskvalificeret af den grund.

”Det er selvfølgelig en balance, og du skal først og fremmest vise, at du er motiveret og engageret, og så handler det om at vende sine behov til fordele for arbejdsgiveren også. Du kan f.eks. sige, jeg skal kun hente børn et par gange om ugen, til gengæld kan jeg blive længe de andre dage,” siger Frederik Iuel. 

Ægtefællens grænser

Og så er det ikke bare dine egne grænser og din eventuelle arbejdsgivers indstilling, du skal kende! Du skal også have forventningsafstemt derhjemme med din ægtefælle. Er han eller hun indstillet på, at du højst henter børn to gange om ugen, og du ikke altid sidder med ved middagsbordet, lyder det fra Frederik Iuel.

Men det hele handler i bund og grund om den berømte vægtskål. Fordelen ved at tage et nyt job, skal veje tungere end ulemperne ved at tage et nyt job, siger han.

”Og for nogle er det bare den bedste løsning at blive, hvor de er lige nu og her, hvor de måske har høj fleksibilitet og en arbejdsuge på 37 timer, mens karrierespring og løn vægter højere for andre.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet