Motorsport - levevej og passion

31.8.2012

af

Han tjener mindre, og han arbejder mere. Men han elsker det. Morten Alstrup er gået fra at være skandinavisk marketingchef i dagligvarebranchen til at leve af sin passion – motorsporten.

Det var i 1971, og den 5-årige Morten Alstrup var solgt på stedet. Han havde netop set sit første motorløb i sort/hvid på Danmarks eneste tv-kanal, DR. Lige siden har motorsporten fascineret ham. Han kan dog ikke lide at få beskidte fingre, og han sidder ikke selv bag rattet – det er for dyrt. Men alligevel har han gjort motorsport til sin levevej.

Morten Alstrup har fungeret som pressechef for et Le Mans hold, han skriver artikler til forskellige motorblade og skriver bøger om motorsport. Han guider som pressechef andre pressefolk, når de møder op til de store motorløb – hvis deres ønske er at følge en garvet mekaniker med en tot twist i lommen, så sørger Morten Alstrup for at finde sådan én. Det er også ham, der er en af idemændene bag Danish Touringcar Championship – banesportens svar på superligaen i fodbold. Og sidst, men ikke mindst, er han kommentator ved diverse rally- og baneløb.

Han er ene mand i egen virksomhed – Alstrup PR & Marketing. Men i mange år var hans passion for motorsport bare en lille nebengeschäft ved siden af karrieren som skandinavisk marketingchef inden for dagligvarebranchen.

Egentlig ville Morten Alstrup gerne være journalist. Men han ville gerne have noget at falde tilbage på, hvis de tre optagelsesforsøg glippede. Derfor begyndte han at læse HA på handelshøjskolen og endte med at tage hele cand.merc.-uddannelsen. Og det med journalistikken klarede han ved sideløbende at skrive artikler for i første omgang et engelsk motorblad, og hen ad vejen kom der flere opgaver til.

I forbindelse med en fyringsrunde i 2004 mistede Morten Alstrup sit job – og så fik han chancen. Han gjorde sin passion for motorsport til en fuldtidsbeskæftigelse. Firmanavnet, computeren og nogle få faste opgaver havde han allerede, så han skulle bare lige skaffe nogle flere kunder i butikken. Og det var ikke så svært, for han henvendte sig bare til alle dem, der tidligere havde bedt ham om at løse nogle opgaver, men som han havde takket nej til i første omgang, fordi han jo også skulle passe sit daværende fuldtidsjob ved siden af.

I starten meldte han sig arbejdsløs, så han kunne få suppleret sin løn op, hvis der ikke var kunder nok. Det gav en tryghed, men da han efter fem måneder ikke havde hævet en eneste krone, besluttede han, at nu var han fuldtidsbeskæftiget med eget firma og ikke længere arbejdsløs.

Morten Alstrup arbejder mere og tjener mindre, end han gjorde før. Men det gør ikke noget. Han er sin egen herre, han har stor fleksibilitet, og han arbejder med noget, han sådan rigtig brænder for. 

Har du altid drømt om at blive selvstændig?

”Jeg har drømt om at bliver journalist, men jeg har aldrig hverken troet eller drømt om, at jeg skulle være iværksætter. Jeg har altid været en ’livrem-og-seler’- type. Men nu vil jeg aldrig ind i en stor organisation igen, så hellere køre rundt med pakker for DHL, for der er man også sin egen herre.” 

Hvor meget arbejder du?

”Alt for meget. I sommerhalvåret går der mindst 15 weekender, og jeg arbejder hver dag og tit om aftenen. Om vinteren er det dog max 8-16 og ofte kun fire dage om ugen. Men selv om jeg arbejder meget, er der en stor fleksibilitet i mit job. Så når der kommer en sms fra fruen, om jeg lige gider hænge vasketøj op, gør jeg det.” 

Er du aldrig bekymret for, om du bliver ved med at få opgaver nok?

”Nej, kun de første år, hvor jeg tænkte: ”Kan jeg få smør på brødet og noget brød at smøre det på.” Og det har ikke været noget problem. Jeg mangler ikke noget. Motorsport er sponsorstøttet, så de seneste år har det dog været lidt sløjt på grund af krisen. Men de tidligere år har jeg lagt til side til regnvejrsdage, så jeg kan klare mig.” 

Har du ambitioner om, at din virksomhed skal vokse?

”Nej. Mine ambitioner har ændret sig. Tidligere var succeskriteriet at stige i graderne og få lønforhøjelse. Nu er det nok, at jeg tjener det, jeg skal bruge og samtidig kan spare lidt op i firmaet. Og jeg skal ikke have nogen ansatte. Der er meget ekstra arbejde ved at gå fra en til to - så hellere knokle til kl. 22 om aftenen. Den gode chef er ikke nødvendigvis en god håndværker, og den gode håndværker er ikke nødvendigvis en god chef – og jeg er håndværkeren.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet