Målrettet sparring gav pote

15.8.2012

af

En skarpere profil parret med åbenhed over for nye brancher banede vejen for et karriereskift for 56-årige Svend Lauszus.

”Jeg er voldsomt glad, så det har været meget, meget positivt at skifte job,” understreger salgschef i Saab Technologies Svend Lauszus.

”Jeg var i computerbranchen, mens den boomede, i telekombranchen, mens den boomede, og nu arbejder jeg i en ny branche, hvor det også går fremad,” uddyber han.

For blot fem måneder siden så det helt anderledes ud. Dengang var den 56-årige salgschef ledig efter at have mistet sit job gennem 16 år inden for telekom.

”Jeg var fra starten åben over for andre brancher. Jeg har haft det godt med de skift, jeg har lavet i karrieren, og mine jobs har ikke bygget 100 procent på min faglighed, så jeg er vant til at skulle lære noget nyt,” forklarer han.

Læringsprocessen startede allerede under jobsøgningen. Svend Lauszus var fra starten klar over, at han måtte forbedre sin præsentation af sig selv, herunder ikke mindst cv’et, og han var så heldig at få professionel sparring til det.

”Eksempelvis bar mit cv præg af, at jeg var låst fast på det spor, hvor jeg havde været de sidste mange år. Så jeg fik oversat de titler og funktioner, jeg havde bestridt, til aktiviteter og resultater generelt beskrevet i relation til kunder, leverandører og medarbejdere. I den periode fik jeg egentlig omdefineret mig selv,” konkluderer han og tilføjer, at det, der hjalp ham allermest, var at have nogle at sparre med. 

Ny og skarpere profil

Først da han følte sig afklaret med en ny og skarpere profil, kontaktede han sit netværk.

”Jeg havde fra starten indstillet mig på, at det her godt kunne tage lidt tid og startede med de nærmeste,” fortæller Svend Lauszus, der kunne glæde sig over at få sit nuværende job netop gennem sit netværk.

Han er ikke i tvivl om, at det vigtigste var, at han signalerede, at han var parat til at omstille sig, samtidig med at han meget detaljeret gik ind i, at han kunne opfylde kravene til det nye job.

”Jeg tilpassede mig selv, så det ikke var dem, der skulle tilpasse sig til mig. Selvom det er helt nyt for mig at skulle arbejde med forsvaret, kender jeg kommunikationsområdet og mener, at jeg kan lære sikkerhedsområdet også,” siger han.

Når han i dag ser tilbage, er der kun én ting, han for alvor ærgrer sig over.

”Hvis jeg skulle have gjort noget om, ville jeg mere aktivt have forsøgt at få nyt job, lige før jeg fyldte 50,” konstaterer han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet