Det er hårdt arbejde at holde ferie

”Slap af på din ferie”. ”Sådan undgår du feriestress”. ”Sådan holder du vægten i sommerferien”.

De tre overskrifter er blot et lille udpluk af de seneste års mange historier i danske magasiner og dagblade, hvor livsstilseksperter og psykologer giver gode råd om ferien: Hvordan skal vi holde den? Og hvad skal vi nå, mens vi er væk fra kontoret?

Netop vores opfattelse af, hvad der er den ideelle ferie, er i centrum i Gitte Mygind du Plessis' speciale, ”Selvrealiseringens udfordringer: en kritisk analyse af ferierejsen”. Hun er netop blevet cand.soc. i Human Resource Management ved CBS, og hendes kandidatafhandling undersøger, hvordan forståelsen af feriebegrebet har ændret sig i et historisk perspektiv.

Den historiske diskursanalyse viser, at kravene til den enkelte i dag er høje.

”Diskursen i dag foreskriver, at man gerne skal blive en bedre udgave af sig selv, mens man er på ferie, og derfor ser vi overskrifter a la ”Tab dig i ferien”. Det er ikke nok bare at holde vægten. Man skal helst komme tilbage fra ferie i bedre form og have tabt tre kilo, så man er mere attraktiv – men pointen er, at man dermed også er mere attraktiv for arbejdsmarkedet.”

Konstant selvrealisering

Gitte Mygind du Plessis' speciale har fokus på vidensarbejdere, og for dem viderefører ferieperioderne en række tendenser fra arbejdslivet.

”Det er slut med at sidde i samme organisation i mange år. Man flytter rundt fra firma til firma og er hele tiden selv ansvarlig for at forbedre sin formåen på arbejdsmarkedet. Man skal lære sig nye kompetencer, og samtidig er der opstået et krav om, at man skal blive lykkelig og udnytte sit fulde potentiale i arbejdet.”

Bestræbelserne på således at realisere sig selv har den bagside, at de giver risiko for stress, fordi det er hårdt konstant at skulle finde ind til den, man virkelig er. Den diagnose af arbejdsforholdene for vidensarbejdere ville Gitte Mygind du Plessis gerne undersøge ved at se på ferien i stedet for arbejdet.

”Det er lidt nedslående – for ferien er ofte bare mere af det samme. En af teksterne, jeg har analyseret, handler om en kvinde, der har gået på meditationskursus i sin ferie og siger, at hun nu kan komme tilbage og være bedre til sit arbejde. Og det er jo lige præcis, hvad arbejdsgiverne i dagens kapitalistiske samfund gerne vil have: At vi i jagten på at finde noget, der er godt for os selv, gør os selv til mere produktive medarbejdere,” forklarer hun.

Projektsamfundet forandrer ferien

Derfor kan man sætte spørgsmålstegn ved, om ferien egentlig giver et afbræk, pointerer Gitte Mygind du Plessis.

”Hvis man kan undgå at tage arbejdsopgaver med sig, bliver ferien måske nok en pause fra arbejdet – men ikke nødvendigvis fra kravet om selvrealisering.”

- Hvorfra kommer kravet om, at også ferien skal bruges til det?

”Når vi udøver kravet, kommer det inde fra os selv. Men det vil være godt, hvis vi kan træde et skridt længere tilbage og spørge, hvor det ideal, vi lever efter, stammer fra?”

Gitte Mygind du Plessis' bud er, at det skyldes dét, som filosoffen Anders Fogh Jensen kalder projektsamfundet. Her er de traditionelle rammer på arbejdsmarkedet under opløsning og afløst af projektorientering. Som vidensarbejder er man tilknyttet projekter, og det centrale i arbejdslivet er at gøre sig attraktiv nok til at kunne komme med i nye projekter.

”Vi har fået en masse autonomi og frihed, og vi er ikke længere begrænsede af kun at have få valgmuligheder. I princippet kan vi alt. Men det er svært at navigere i, fordi vi hele tiden skal være den bedst mulige udgave af os selv. Det fylder så meget, at vi også ofte stiller de her krav til os selv, når vi er på ferie,” siger hun.

Det er din egen skyld

Det er op til den enkelte selv at sørge for til stadighed at forbedre sine kvalifikationer, så hun eller han kan komme videre på arbejdsmarkedet – og parallelt viser Gitte Mygind du Plessis' diskursanalyse, at ansvaret for ferien også er blevet forskudt:

”Det er vores eget ansvar, at ferien bliver meningsfuld, og det falder tilbage på individet, hvis det ikke lykkes. Har man arbejde med på ferie, er det éns egen skyld. Tidligere ville arbejdsgiveren have fået skylden. Man ville have sagt, at det var for dårligt, at de ansatte ikke kunne få lov at holde ferie. I dag er det individet, der bebrejdes. Nu er det f.eks. for dårligt, at folk ikke sørger for at slukke telefonen i ferien, så de kan have deres ferie i fred.”

I forbindelse med specialet har hun læst tekster helt tilbage fra 1600-tallet, men diskursanalysen er primært bygget på artikler fra The New York Times’ arkiver fra avisens begyndelse i midten af 1800-tallet og frem til i dag. Og avislæsning bliver aldrig helt det samme igen, siger hun.

”Jeg kan slet ikke læse rejsesektioner på samme måde mere. Nu er det tydeligt for mig, at ferierejsen her bliver et projekt på lige fod med alle de andre projekter i vores liv.”