Spinplanen der blev væk

Ude i Tårnet døde S-SF-R’s big size spindoktorplan i stilhed. Der lå ellers en fremskreden plan om en voldsom opnormering med tre særlige rådgivere i de vigtigste reformministerier og to i de mindre vigtige ministerier, som kunne lægge tryk på embedsværket og styrke den politiske tænkning og kommunikation. Nu blev det kun til en to-en-model: to i de fineste ministerier og én i resten. Altså kun marginalt flere end Foghs asketiske doktrin om højst én pr. minister.

De kunne med ren samvittighed have gjort det. Allerede i 2004 blev der givet grønt lys for tre i hvert ministerium i en betænkning, som udstak adfærdsreglerne for embedsmændenes og de særlige rådgiveres arbejde.

Så hvorfor gjorde de det ikke? Peter Mose, kommunikationsrådgiver og medforfatter til bogen ’Javel, Hr. Minister!’, har gravet i sagen ved hjælp af sin og medforfatter Susanne Hegelunds vanlige metode: Fortrolige interviews med politikere, ministre, spindoktorer og højt placerede embedsmænd.

”Den korte version er, at da virkeligheden ramte regeringstoppen ude i Tårnet, blev de bange for ballade med oppositionen og i pressen,” siger Peter Mose.

Et tungtvejende argument for tilbagetoget var også, at man ville fastholde VK-regeringens nedskæringsplan for Slotsholmen.

”Det vil sige, at man med den ene hånd ville fyre direktører, chefer og medarbejdere i hundredvis – og med den anden hånd lægge et nyt og velpolstret lag ind over toppen af ministerierne. Det, erkendte man, ville være et uheldigt signal,” forklarer Peter Mose. 

Thorning-Schmidt skiftede rådgivertype

Til gengæld opgav regeringstoppen ikke at styre udnævnelserne af de enkelte spindoktorer centralt. De skulle castes rigtigt.

”Det var et disciplineringsværktøj, hvormed man ville sikre, at spindoktorens loyalitet ikke kun ligger hos ministeren, men hos regeringen som sådan. Det er enhver koalitionsregerings frygt, at ministrene hurtigt bliver solister,” siger Peter Mose.

Det kan godt være, at topstyringen til dels lykkedes i ansættelsesfasen, men det er svært at se skyggen af et sammenspillet rådgiverlag, som formulerer og kommunikerer en fælles regeringsfortælling, mener Mose.

”Tag jobkortet, som er denne regerings vigtigste. Ministrene skal råbe ’jobskabelse’ hver eneste gang og i samme åndedrag, som de går ud med et udspil. Men det har vi ikke hørt. Bare som et eksempel: Vi hørte det ikke, da Martin Lidegaard gik ud med energiforliget.”

Hvor Fogh i 2001 satsede på Christiansborg-topjournalister som særlige rådgivere, ventede mange journalister til gengæld forgæves på, at telefonen ringede efter regeringsskiftet i 2011.

Det er der tre forklaringer på, mener Mose.

”De fleste ministerier har siden 2001 fået egne presseafdelinger og er i stort omfang bestykket til at betjene pressen professionelt. De kender pressens vaner og psykologi, er gearet til tidens 24/7 mediepres og kan prioritere mellem stort og småt.”

 Den anden forklaring er, at den nye regerings ønske om at kunne ’styre’ de personlige rådgivere fra centralt hold kræver typer, som er parate til at underkaste sig. En tilpasning, som måske ikke altid er den nemmeste for udefrakommende journalister. 

Hvem bliver førsteelsker

Men den tredje og vigtigste forklaring er ifølge Mose, at det for en række ministre har handlet om at have en toployal ’ven i nøden’, man kan vende sine inderste tanker med – uden risiko for, at departementschefen, pressen eller andre får nys om snakken.

Det kan snildt ende i en diskret, men indædt magtkamp om, hvem der er ministerens førsteelsker, også inde på departementschefens enemærker. Men Peter Mose er såmænd ikke bekymret på embedsmændenes vegne.

”Uden at have statistisk belæg for det vil jeg tro, at embedsmændene vinder konflikten ni ud af ti gange. De er flest, og de kan hurtigt isolere en rådgiver.”

Generelt vurderer han, at de personlige rådgiveres forhold til systemet er bedre end for ti år siden, hvor mangen en departementschef tog imod Fogh-tidens spindoktorer snarere af nød end af lyst.

”Rollen er accepteret og kan i dag ligefrem ses som et gode for systemet, omend det for en erfaren departementschef kan være anstrengende at skulle konkurrere om ministerens tid med et ungt, uprøvet partimenneske.” 

Departementschefernes skræk

Langt farligere for departementschefen og embedsværket er dog den ægte vare med statssekretærer – politisk udnævnte topfolk, som har instruktionsbeføjelser over ministerium og departementschef.

Eller Tony Blair-modellen med et stort antal politisk udnævnte toprådgivere i en central delivery and strategy unit, som Helle Thorning-Schmidt ellers var varm på som ny S-formand. Men de drømme er for længst glemt. Tilbage blev kun spindoktorerne.

”Med al respekt. Spinfænomenet er stærkt overdrevet. Det er en fascination, som trives i mediekorpset orkestreret af Mogensen & Kristiansen,” siger Peter Mose og fortsætter:

”Det er total proportionsforvrængning, at de skulle sidde dér som nogle geniale mørkets fyrster, der bestemmer en masse. Vrøvl. Det er embedsværket, der sidder på kontinuiteten, nuancerne, detaljen og den viden, der får tingene til at fungere.”

Men spindoktorskandalerne de sidste par år af Foghs regeringstid – bliver den nye regering bedre til at undgå den slags?

”Det tror jeg såmænd ikke. Men de adfærdsregler, der i dag gælder for spindoktorerne, er ganske klare: Overhold loven, sandheden og de faglige normer. Hvis de regler bliver overholdt, så sker det ikke. Længere er den ikke,” slutter Peter Mose.