Lobbyist for en bedre verden

9.5.2012

af

På hans visitkort fra Folkekirkens Nødhjælp står der Senior Policy Advisor, men selv kalder Mattias Söderberg sig slet og ret lobbyist. Han arbejder for et bedre klima og ikke mindst de fattiges ret til udvikling.

Klima-, Energi- og Bygningsminister

Martin Lidegaards pressechef vil have fat i Mattias Söderberg. Det handler om, at den danske minister senere på dagen skal sende en pressemeddelelse ud under de igangværende klimaforhandlinger i Durban. Her vil Martin Lidegaard offentliggøre, at Danmark vil give 100 millioner dollars i støtte til en grøn fond til verdens fattigste lande, og for at sætte gang i forhandlingerne vil ministeren gerne have nyheden ud blandt de fattige landes politikere og embedsmænd allerede nu. Og til det formål kan Mattias Söderberg bruges. Igennem de internationale kirkelige organisationer ved han, hvad der rører sig langt ind i de fattige landes politiske delegationer.

Scenen er fra sidste års FN-klimatopmøde COP17 i Durban, Sydafrika. Her kulminerede års forhandlinger, der har ført tusinder af embedsmænd og -kvinder, politikere og lobbyister fra møde til møde i byer som Bonn, København, Cancún og nu Durban i Sydafrika. Alle er de brikker i et kæmpe spil om særinteresser, økonomi og klima, men med hver sin dagsorden.

”For mig personligt handler det om at kunne tro på en bedre verden. Jeg har arbejdet med udvikling i mange år og set alt for mange mennesker, der lever rigtig skidt,” siger Mattias Söderberg, der siden 2007 har været ansat som klimalobbyist i Folkekirkens Nødhjælp.

”Men egentlig begyndte det hele, da jeg i 1990’erne arbejdede som frivillig i El Salvador. Der forstod jeg, at verden ikke er retfærdig, og at tingene hænger sammen. At mange mennesker i dag får ødelagt deres livsgrundlag på grund af os i de rige lande. Og med den viden kan jeg ikke lade være med at gøre noget,” siger Mattias Söderberg.

Da klimatopmødet lukker og slukker i Sydafrika, er verdens ledende politikere blevet enige om, at arbejdet frem mod en global klimaaftale skal fortsætte. Ingen er særligt glade for det foreløbige resultat, men forhandlingsprocessen lever. Og derfor fortsætter arbejdet endnu et år med det rejsende ”Cirkus Klima” jorden rundt.

”Når man arbejder med klimapolitik, så er det vigtigt at se efter de små sejre. Ellers taber man modet. Det går jo ikke ligefrem godt for hverken de fattige eller klimaet.”

Mattias Söderberg kan se frem til endnu et år med en stærkt mødebelagt kalender. Lige nu gælder det det store globale topmøde for bæredygtig udvikling i juni måned i Rio de Janeiro. 

Hvad er den vigtigste egenskab som lobbyist?

”Det vigtigste er ikke at kunne begå sig til et cocktailparty, men derimod at have troværdighed, viden og at kunne dokumentere sine påstande. Som lobbyist skal jeg være helt ekstremt godt inde i stoffet og vide, hvad der rører sig i alle politiske afkroge. Jeg lever jo af at overbevise andre. Og så gælder det om at kunne se mulighederne, når de opstår. Være kreativ og huske på, at i den her branche er glasset altid halvt fyldt. Det må aldrig være halvt tomt. Taber du troen, så taber du det hele.” 

Hvornår er dit arbejde en succes?

”Egentlig er mine succeser en hemmelighed. Det er jo ligesom hele konceptet omkring lobbyisme. Jeg skilter ikke med mine resultater, hvem jeg taler med, eller hvornår jeg forsøger at påvirke en proces. Men jeg er glad, når jeg kan se, at folk har lyttet og bruger det, som jeg har sagt.” 

Hvilke er de største udfordringer i dit arbejde?

”At der er så mange faktorer, man ikke kan påvirke. Når man arbejder med politik, så sker der hele tiden ting, som man ikke har indflydelse på. Det betyder, at det, der måske lød som en god ide i går, slet ikke holder i dag. Og så tid. Mit arbejde foregår jo mest af alt i et internationalt netværk, hvor der altid er kollegaer på arbejde et eller andet sted. Eksempelvis følger jeg lige nu mine kollegaer i New York, der arbejder på at påvirke oplægget til sommerens topmøde i Rio de Janeiro. Derfor er det ofte svært at sige: ’Nu stopper mit arbejde, og her begynder familielivet’.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet