Voksenven

11.4.2012

af

Ronnie Eriksson er ’voksenven’ for tiårige Sebastian. De har knyttet et helt særligt venskab, og som en ekstra positiv sidegevinst kan Sebastian få Ronnie Eriksson til at glemme alt om arbejde og være 100 procent til stede.

En af Ronnie Erikssons bedste venner hedder Sebastian. Men Sebastian er samtidig den yngste ’bedste ven’, han har. Venskabet til den kun tiårige Sebastian blev knyttet for godt to år siden.

Den 37-årige Ronnie Eriksson er kontorchef i Digitaliseringsstyrelsen. Han har ingen børn – endnu – og han har, som så mange andre i Finansministeriet, ofte nogle lange arbejdsdage. Men ikke mere end han synes, der også er overskud til frivilligt arbejde. Og da han selv mistede sin far i teenagealderen, lå det lige for at blive ’voksenven’ for en dreng, der ikke har en far i dagligdagen. Sebastians far bor i udlandet.

Ronnie Eriksson er én blandt flere djøfere, der er voksenven. Pia Sandholt, daglig leder hos Børns Voksenvenner i København, er også selv djøfer. Og hun fortæller, at der i de seneste år er kommet flere henvendelser fra karrieremænd og -kvinder, der gerne vil gøre en forskel for et barn. Og måske overraskende meget få henvendelser fra potentielle voksenvenner med en pædagog-, lærer- eller sundhedsfaglig baggrund.

Men ligesom med Ronnie Eriksson er én af forklaringerne, at det giver dem et frirum til at fokusere på noget helt andet end arbejde, praktiske gøremål og dagligdagsting.

Sebastian fik hurtigt lært Ronnie Eriksson, at når de to er sammen, er det der, fokus ligger. Telefonen bliver sat på lydløs, og der bliver sjældent tjekket mails!

Og det er med stor fornøjelse, at Ronnie Eriksson omkring hver tiende dag blokker arbejdskalenderen fra klokken 15, for så skal han hente Sebastian i ’fritten’ på Vesterbro. I begyndelsen stod den ofte på Zoo, biograftur eller svømmehal. Men i dag hygger de mest hjemme hos Ronnie Eriksson, hvor de laver mad, laver lektier, spiller spil – i særdeleshed på den PlayStation, som Ronnie Eriksson nu har fået en rigtig god undskyldning for at investere i!

Hvilke overvejelser gjorde du dig, inden du blev voksenven?

”Min største bekymring var, om det var en fiks ide. For mig skulle det være langtidsholdbart, for der er jo en dreng på ti år involveret. Men den bekymring er blevet gjort helt til skamme. Det er et venskab for livet.”

Hvad betyder Sebastian for dig?

”Han er en rigtig god ven – en ung ven, der giver mig en masse sjove oplevelser og introducerer mig for helt andre ting, end mine andre gode venner gør. Jeg betragter ham meget som en del af min familie.”

Hvad giver det dig at være voksenven?

”Jeg får mindst lige så meget ud af det som Sebastian – også på det personlige plan. Det er en helt særlig helle.”

Hvad har det lært dig at være voksenven?

”En masse – også om det at være til stede og kommunikere klart – især når man er lidt ironisk og sarkastisk anlagt. Begge dele er noget, jeg også kan bruge privat og i forhold til mine medarbejdere.”

Har du et godt råd til andre, der overvejer at blive voksenven?

”Ikke at blive skræmt af forpligtelserne. Det foregår meget på mine præmisser, og så bliver der gjort meget for at finde det rigtige match. Det er altid et tilvalg af Sebastian – ikke et fravalg af noget andet.” 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet