Ingen garanti for akademiske seniorjobs

11.4.2012

af

Illustration: Mikkel Henssel

Illustration: Mikkel Henssel

Kommuner kan i princippet sætte akademiske seniorjobbere til at feje gader, så længe de overholder overenskomsten på området.

I loven om seniorjobs fremgår det, at ’kommunen fastsætter seniorjobbets indhold efter samtale med ansøgeren og bl.a. under hensyn til vedkommendes kvalifikationer og interesser’.

Men spørger man beskæftigelsesministeriet kan akademikere ikke være sikre på at få tilbudt akademisk arbejde, der modsvarer deres kvalifikationer. Det er ene og alene kommunerne, der bestemmer arbejdsområde og det konkrete indhold i seniorjobbet.

”De skal selvfølgelig undersøge, hvad uddannelsesbaggrund og interesser den pågældende har, men det er kommunen, der fastsætter indholdet i jobbet. Man har ikke krav på ansættelse indenfor noget bestemt,” siger Kirsten Brix, kontorchef i Beskæftigelsesministeriets nye styrelse for Fastholdelse og Rekruttering.

Da kommunen modtager samme refusion fra staten uanset stilling og lønniveau, vil det være betydeligt dyrere for kommunerne at oprette akademiske seniorjobs end fx ufaglærte stillinger. Foreløbig er der ikke de store erfaringer med seniorjobs ude i kommunerne, men det vil ændre sig næste år, når tusinder ryger ud af dagpengesystemet.

Akademisk arbejde til akademikere

Djøf vil insistere på, at medlemmer får tilbudt seniorjobs, der modsvarer deres kvalifikationer.

”Vi forventer, at folk får jobs, der matcher deres kvalifikationer og kompetencer. Det var også intentionen med loven. Det er klart, vi vil reagere, hvis vi oplever, at kommunerne udøver kassetænkning og ikke tilbyder vores medlemmer jobs, der modsvarer deres kvalifikationer,” siger Lars Qvistgaard, formand for de overenskomstansatte i Djøf og fortsætter:

”I første omgang vil vi tage en dialog med kommunerne, og i sidste ende vil vi rejse sagen politisk.”

Han opfordrer medlemmer til at søge rådgivning i Djøf.

”Vi opfordrer vores medlemmer til at henvende sig, hvis de oplever at blive tilbudt seniorjobs, der ikke matcher deres kvalifikationer. Og det kan være en god ide at henvende sig og få rådgivning allerede inden, man søger seniorjobbet.”

Konjunkturbestemt dagpengeperiode

Ligesom hos A-Kassernes Samvirke tvivler Djøf dog på, at problematikken nogensinde bliver reel, da ingen kan leve med, at folk rasler ud af dagpengesystemet og helt mister det sociale sikkerhedsnet. For at imødekomme problemstillingen har Djøf foreslået, at der indføres mere fleksible tilbagetrækningsordninger og et mere fleksibelt dagpengesystem, der tager højde for de økonomiske konjunkturer.

”Det er en skandale, at vi i dag har et beskæftigelsessystem, der er tilpasset en højkonjunktur. Det er fx en katastrofe at halvere dagpengeperioden midt i en krisetid. Vi oplever, at vores ældre medlemmer bliver diskrimineret og har vanskeligt ved at finde nyt arbejde, hvis de mister deres job,” siger Lars Qvistgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet