EU-politikere under overvågning

25.4.2012

af

Organisationen VoteWatch fungerer som vagthund over for EU-parlamentarikerne.

Hvor meget er parlamentarikerne egentlig tilstede? Og hvad stemmer de? Stemmer de det, de siger, de gør? Eller går der forhandlinger, studehandler og alliancer i det?

Det er nogle af de spørgsmål, organisationen VoteWatch er med til at afdække og offentliggøre på sin hjemmeside. Den består af en håndfuld forskere på London School of Economics – en direktør, to fuldtidsansatte i Bruxelles samt nogle webansvarlige.

Vagthund for voksne

Siden VoteWatch blev lanceret i 2009 har parlamentarikernes adfærd ændret sig.

Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt med en organisation, der fungerer som vagthund overfor granvoksne, demokratisk valgte parlamentarikere?

Sara Hagemann, der er medstifter af VoteWatch og lektor på London School of Economics’ (LSE) europainstitut, forklarer:

”EU-systemet bryster sig af at være et åbent system. Men den tilgængelige information er kryptisk og svær at forstå - og så bliver åbenheden ligegyldig. VoteWatch hjælper med at systematisere informationen, så almindelige borgere har en chance for at forstå den. Det er et kommunikationsmedie med essentielle data og information om lovgivningsprocessen.”

Mere konkret laver VoteWatch analyser, statistik og udgiver rapporter om, hvad parlamentarikerne har foretaget sig.

VoteWatch ledes af direktør Michiel van Hulten, som selv er tidligere  medlem af det hollandske parlament og Europaparlamentet. Hovedaktiviteten er hjemmesiden votewatch.eu, der i gennemsnit bliver besøgt af 15.000 brugere om måneden – journalister, embedsmænd, NGO’er, erhvervsfolk og enkelte almindelige borgere.

”VoteWatch viser, hvordan ens demokratisk valgte repræsentanter har stemt. Det styrker gennemsigtigheden dermed også demokratiet,” siger Sara Hagemann, der dog ikke lægger skjul på, at ikke alle parlamentsmedlemmer er enige:

”Der er altid en vis skærmydsel, når det gælder om at give tal til offentligheden. De medlemmer af parlamentet, der har dårlige tal for deres fremmøde, har kritiseret os voldsomt. Men vi kan altid vise, at vi tjekker tallene. Andre mener, at vi medvirker til, at folk bare stiller spørgsmål for at blive registreret som aktive. Det, mener vi dog, ikke er vores hovedpine.”

Mere tilstedeværelse

De fleste har dog været imødekommende og positive overfor initiativet, der faktisk har ændret holdningen til parlamentarikernes arbejdsliv. Der er kommet større fokus på at være til stede til møderne, og syv ud af ti parlamentarikere bruger tal fra VoteWatch på deres Facebook-profil eller hjemmeside til at dokumentere deres rolle og forskellige aktiviteter i parlamentet. VoteWatch er også blevet inviteret til at rådgive parlamentet om, hvordan man kan skabe endnu mere gennemsigtige processer.

I øjeblikket barsler organisationen med nye tiltag, som skal gøre det endnu lettere at få indblik i – og forstå - processerne i Bruxelles, forklarer Sara Hagemann:

”Vi har fået flere fondspenge og er på vej ind i en ny fase, hvor vi forsøger at gøre ministerrådets arbejde mere gennemsigtigt. En måde er at lægge beslutningerne ud, så man kan se, hvordan de danske – og alle andre landes – ministre har stemt. Processerne til rådsmøderne er dog mere komplicerede end i parlamentet, så vi er først nu ved at færdiggøre forberedelserne af, hvordan vi gør det. Men det ser altsammen lovende ud, og vi forventer, at vi kan offentliggøre noget her i første halvår af 2012.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet