Er Tobin-skatten et Columbusæg eller tankespind?

Det diskuteres for tiden voldsomt, om der på EU-plan skal indføres en skat på finansielle transaktioner, som populært kaldes for Tobin-skat. Der er tilsyneladende bred folkelig opbakning til indførelsen af skatten i langt de fleste europæiske lande.

Det kan skyldes, at Tobin-skat bliver fremført som et universalmiddel, der påstås at kunne løse mange forskellige problemer på én gang: Tobin-skatten vil regulere markederne og stabilisere økonomien, give finanssektoren en velfortjent regning for finanskrisen, og provenuet fra Tobin-skatten kan bruges til at stimulere væksten i økonomien.

Det lyder for godt til at være sandt, og det er det også: Hverken forudsætningerne for at indføre Tobin-skatten eller de påståede gevinster holder til et nærmere eftersyn.

Transaktionsskatten vil hverken forhindre eller formindske fremtidige kriser. Det vil tværtimod de redskaber, som allerede i dag er taget i brug, nemlig bedre lovmæssig regulering. Det støtter Forsikring & Pension helhjertet.

En Tobin-skat vil ikke have nogen effekt på risikoen for nye finansielle kriser, netop fordi den pålægges alle transaktioner og ikke kun spekulation. Der er heller ingen klare resultater fra den økonomiske teori, der tyder på, at transaktionsskat vil reducere prisudsving på finansmarkederne. Tværtimod har man i empiriske studier fundet, at en transaktionsskat vil forøge prisudsvingene .

Et andet argument for transaktionsskatten er, at den skal sikre, at finanssektoren bidrager til at dække omkostningerne ved finanskrisen. Det argument er der heller ikke meget kød på.

Forsikrings- og pensionsbranchen har klaret sig gennem finanskrisen uden hjælp fra det offentlige – blandt andet som følge af rettidig omhu. Banksektoren måtte have massiv støtte for at kunne overleve. Men den samlede banksektor har så sandelig også måttet betale.

Ydermere bidrager den danske finanssektor i stort omfang til statskassen i forvejen. Udover selskabsskat betales også lønsumsafgift, der er et særsyn i europæisk perspektiv.

Endeligt vil en transaktionsskat selvsagt ikke ramme finanssektoren som sådan. I den sidste ende vil den blive betalt af kunderne.

Det vil ramme almindelige danskere særligt hårdt: I Danmark sparer vi løbende op til vores pensioner. Det er klogt ud fra enhver betragtning. Men det betyder også, at alle pensionsopsparere har en pensionsformue, der skal forvaltes bedst muligt. Sund kapitalforvaltning i relation til risikostyring kræver løbende omlægning af porteføljer. Disse handler vil blive beskattet, og det vil betyde lavere pensioner for den enkelte dansker.

Men er transaktionsskatten så en god måde at skaffe et provenu på?

Der er stor usikkerhed om, hvor stort et provenu en transaktionsskat på EU-plan vil indbringe. EU skønner et bruttoprovenu på mellem 0,5 – 3,6 pct. af BNP. Transaktionsskatten vil samtidigt have negative konsekvenser for økonomien som følge af, at investeringerne falder, når kapitalfremskaffelse gøres dyrere. EU-kommissionen har beregnet dette tab til et fald i BNP på mellem 0,5 – 1,7 pct. 

Alt i alt er det svært at forstå, at man er så forhippede på at få indført en transaktionsskat. EU-systemet har en oplagt interesse i at få adgang til egne skattekilder - og det er man parat til at gå langt for. Men det er vanskelligt at forstå, hvorfor Angela Merkel og Nicholas Sarkozy også presser på for at få en fælles europæisk transaktionsskat. Måske skyldes det et ønske om at fremstå som handlekraftige politikere, der revser en i forvejen upopulær finanssektor?

Men hvorfor foreslog en anerkendt økonom og Nobelprisvinder som James Tobin så en skat på transaktioner? Hans ærinde var at øge friktionen på de finansielle markeder gennem en skat på valutahandler, så hvert land kunne føre sin egen pengepolitik. Målet var altså dårligere fungerende finansielle markeder, og det skal vi nok få.