Tvunget til brancheskift

7.3.2012

af

For nogle er tanken om brancheskift ikke en sød fremtidsdrøm, men helt akut. Fra jul og til nu er flere end 185 djøfere blevet afskediget som led i den slankekur, som regeringen har sat centraladministrationen på.

”Vi skal øve os på, at staten er blevet et sted, hvor man med mellemrum rører rundt i gryden, og vi er i spil igennem hele vores karriere. Denne gang er vi blevet sorteret fra af nogle økonomiske grunde. Vi er ikke valgt fra som personer. Vi djøfere skal nok til at lære ikke at blive så forskrækkede over det.”

Det siger en djøfer, som er blevet afskediget fra et ’fagligt tungt’ fuldmægtigjob i staten på grund af regeringens finanslovsbesparelse på centraladministrationen. Hun er nu i et outplacement forløb betalt af arbejdsgiver.

”Det vil jeg bruge til at få skrevet mit cv om, så jeg får sat de rigtige ord på mine kompetencer og på det, jeg har lært af mine opgaver og projektlederskaber. Den proces glæder jeg mig til, selvom jeg ikke var glad for at blive fyret.”

Foreløbig sætter hun ikke branche-etiket på noget nyt job.

”Jeg er ikke afklaret endnu. Det handler om opgaverne. Jeg vil gå efter større organisationer med et arbejdsindhold af en tyngde, der svarer til mine erfaringer. Men jeg ved, at jeg skal søge bredt og dyrke de gode kontakter, som arbejdet i staten har givet. Jeg ved også, at vi er rigtig mange djøfere, som vil søge de samme jobs lige nu.”

Springer på toget til Kolding

31-årige cand.jur. Kirsten Surlykke, som i januar blev varslet afskediget fra Ankestyrelsen under Socialministeriet, har allerede fået nyt job.

Hun pakker kufferten, springer på toget til Kolding og hopper ind i et barselsvikariat i TRE-FOR – et multienergiselskab.

”Jeg kommer ikke kun til at lave decideret juridisk arbejde. Der er meget andet i jobbet, men det har jeg fint med. Især fordi jeg kunne høre på dem, at de egentligt godt kunne tænke sig en jurist. De har en virksomhedsadvokat, som jeg får snitflader til.”

Dén, der nu skal hjem og føde, er Kirsten Surlykkes gamle veninde fra basketholdet i Ribe. Altså en rigtig netværks-ansættelse.

”Ja. Ellers havde jeg ikke fået jobbet. Jeg havde ikke vidst, at der var et job at søge. Min veninde kunne sige god for mig til virksomheden, og hun kunne sige god for jobbet til mig.”

Umiddelbart ser det ud som om, Kirsten Surlykke tager et skridt ned af den juridiske karrierestige.

”Nej,” fastslår konsulent i rekrutteringsfirmaet Mercuri Urval, Susanne Bentkjær.

”Det gør hun ikke! Hun får en interessant dimension på sit cv, som vil være relevant i mange sammenhænge fremover. Om fem år husker vi stadig, hvor sort jobmarkedet så ud i 2012, og hun har en rigtig god fortælling om dét her jobskifte, som hænger sammen, og som viser hende som parat til at gribe dagen og prøve noget nyt.”

Skiftedag for kontorchefen

I fyringsrunderne siden jul og frem til medio februar er der ifølge Djøf blevet afskediget mindst 185 djøfere, og det er ikke slut endnu.

35 af de 185 afskedigede er chefer.

”Når man afskediges som chef i staten vil man, sådan som verden ser ud lige nu, naturligvis også overveje andre muligheder end et chefjob i staten igen,” siger en afskediget kvindelig kontorchef.

”Ideelt set kan man jo benytte anledningen til at realisere sine drømme om en helt anden karriere. Realistisk set handler det nok mere om at tage skyklapperne af – og tænke lidt kreativt.”


Fyret og dømt ude? Nej!

Bliver man dømt ude, hvis man skriver ’fyret’ på sit cv?

”Nej, det er en fordom, og den er udbredt. Men vores erfaring er, at afskedigede djøfere får job igen,” siger Thomas Kantsø og Frederik Iuel fra Djøfs Karriere & Kompetencecenter.

Susanne Bentkjær, seniorkonsulent i Mercuri Urval, er enig.

”Lad være med at tro, at arbejdsgiverne er så skræmt af, at man måske er blevet fyret. Det er de ikke. Alle er tæt på krisen, alle er tæt på én, der er blevet fyret. Alle ved, det kan blive mig i morgen.”

”Hvis dårlig kemi med din chef spillede med, så sig det til jobsamtalen! For det siger din chef også, når de ringer og tager reference. Men så har du sagt det først,” siger hun.

Problemet er, hvis du selv gør fyringen til dit hovedproblem. Så kommer det til at sluge for meget af den kostbare tid til jobsamtalerne, som jo ellers skulle handle om dine kompetencer og din motivation, siger Thomas Kantsø og Frederik Iuel.

”Vi siger ikke, at det ikke gør ondt at blive fyret. For det gør det,” understreger de.

”Men du må vende den negative oplevelse til et stykke læring og visdom, så du kan holde dit fokus på dét, du kan og vil bidrage med i et nyt job. Husk også, at der altid er mange ting, også subtile, i spil i et ansættelsesudvalg, og det er ikke om, du er fyret eller ej, der afgør, hvem de bliver enige om.”


Virksomheder siger nej

Thomas Kantsø, Djøfs Karriere & Kompetence-center, ringede til fem virksomheder og spurgte, om man er dømt ude, hvis man fortæller, at man er blevet fyret.

Arla Foods
HR Senior Manager Ulla Kjær: ”Nej, på ingen måde. Hellere ærlighed. Så tager vi en snak om det.”

DONG
Employer Branding Manager Gry Egstrup: ”Nej, det handler om kompetencer og erfaringer.”

KPMG
HR Senior Manager Jette Ryttergaard: ”Klart nej. Det handler om kompetencer i forhold til jobbet.”

LEGO
Global Recruitment Manager Rikke Krogh: ”Nej, overhovedet ikke. Hos LEGO vurderer vi på baggrund af kompetencer og personlighed.”

Accenture
HR Chef Susanne Bjerre Mortensen: ”Nej, det gør man ikke. Tværtimod kan en fyring være begrundet i, at man netop er relevant for et andet job.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet