Oprøreren fra statskundskab

8.2.2012

af

Spørg ikke, hvad nationen kan gøre for dig, spørg, hvad du kan gøre for den. Steffen Thybo Møller kom hjem fra Harvard Kennedy School of Government med én mission i hovedet: Vågn op statskundskab, og kom med nogle løsninger på samfundets problemer.

Der er en generel tendens blandt tidens unge elitestuderende, især i USA og England, men også i lande som Japan og Korea. Før brændte de dollarsedler af for at fejre eksamensbeviset fra deres berømte business schools. Nu vil de ud at redde verden. De vil bruge forretningsmodeller til at løse klimaudfordringer og fattigdomsproblemer i ulande. De vil arbejde i det godes tjeneste, og det er stort.

Steffen Thybo Møller, 27, statskundskabsstuderende på Københavns Universitet, blev ramt, da han i 2010-11 læste et år på Harvard Kennedy School of Government i Boston på et Kronprins Frederik-legat.

Harvard Kennedy School of Government er for eliten, men slet ikke kun for de rigeste, også for de dygtigste, som kommer ind på stipendier eller knokler hårdt i et job for at skrabe pengene sammen, betoner Steffen. Skolens kongstanke – efter John F. Kennedys motto: ’Ask not what your country can do for you, ask what you can do for your country’ – er, at man kun er noget, hvis man er noget for andre. På Harvard bruger man ikke kun 20 timer på studiet om ugen, men al sin tid og alt, hvad man har i sig.

”Dén der handlingsorientering, der var blandt de studerende!” siger han.

”Jeg var enormt skeptisk, indtil jeg kom derover. Var det varm luft? Men jeg blev vildt overrasket over, hvor mange kapaciteter man mobiliserer til undervisningen fra alle sektorer, når man vil finde en løsning på et samfundsproblem – topfolk fra det private, det offentlige, ngo’ere, forskere fra andre fag, alle mulige slags ledere.”

Vajsenhus-takt og Harvard-ånd

Steffen kan snildt holde et foredrag kørende, mens vi sammen iler hen ad Farimagsgade i tøsjappet til Det Kgl. Vajsenhus skole. Vi skal ud at krydse hans spor. Her bag den blå port samlede Fru Nielsen hver morgen alle eleverne. Først skulle der være helt ro. Så sang de.

Vajsenhus er ifølge fundatsen en skole for forældreløse børn, børn af enlige forsørgere samt børn i plejefamilier. Fx gik Anker Jørgensen på skolen. Steffen og hans tre søskende gik der, fordi deres mor – som er sosu-assistent – var alene med flokken. Steffen var et bulderbarn, der fik sine ture uden for døren, og det var helt fint.

”Ærlig talt, jeg var halv-DAMP og enormt opmærksomhedskrævende.”

Men der var regler på den skole. Og musik. Begge dele var godt for ham.

Vi iler tilbage ad Øster Farimagsgade mod Kommunehospitalet, der i dag huser hans institut, og krydser endnu et spor. Vajsenhus’ messingband – Steffen på kornet – vandrede jævnligt over og spillede for patienterne. Fordi det er godt at gøre noget godt for andre.

Vi skrår over det gamle hospitals smukke indre gård, som har et lidt angelsaksisk campuslook over sig.

Men det kniber inde bag de gule mure. Statskundskab – i hvert fald på Københavns Universitet – er for meget elfenbenstårn, mener Steffen, der for nylig fik sat sit fag til offentlig debat.

”Forskerne herinde er dygtige nok. Men de gør stadig, som de altid har gjort: Tilbyder fag spækket med selvrefererende teoretiske og metodiske debatter, så ingen misser muligheden for at blive en potentiel ph.d.-kandidat,” sagde han til Universitetsavisen og Information.

Hvor er visionen om at komme med løsninger på samfundets problemer? Hvornår lærer vi at skabe – frem for at forstå – forandringer? Hvornår ser man nogen fra Mærsks bestyrelse, Rigshospitalets ledelse eller Dansk Røde Kors på instituttet? Hvorfor så megen forskrækkelse over entreprenørskab, spørger han.

Statskundskab vil levere direkte til erhvervslivet

Harvard har måske ti gange så mange penge pr. studerende, og han beder ikke om danske eliteuniversiteter, understreger han. Bare et bredere mindset.

”Der er en kløft mellem det, forskerne går op i, og det samfund, vi skal ud i.”

”Steffen har i en vis grad ret i sin kritik,” lyder det fra Lars Bo Kaspersen, institutleder på statskundskab siden 2011 og selv med en angelsaksisk forskeruddannelse.

”På statskundskab skal vi blive bedre til at klæde vores kandidater på til det private arbejdsmarked. I realiteten ender måske 40-50 procent af vores kandidater i den private sektor efter nogle år i det offentlige. Vi skal blive bedre til at give dem konkrete færdigheder, som vil gøre dem umiddelbart brugbare i den private sektor.”

Og der er allerede søsat en uddannelsesreform, som trækker i den retning med nye specialiseringsmuligheder, understreger han.

”Vi har den forskningsmæssige kompetence til det. Det er ikke kun staten, vi forsker i. Og vi ruster yderligere op, så ledelse, organisation, projektledelse, strategi, CSR med mere bliver faste udbud.”

”Lars Bo er kommet ind på instituttet som et friskt pust,” lyder det anerkendende fra Steffen, som heller ikke selv har ligget på den lade side.

Sammen med et par medstuderende fik han skrevet et større idekatalog, som faktisk kom til at indgå i grundlaget for reformen.

”Steffen er et meget initiativrigt og engageret menneske,” konstaterer studieleder Anders Wivel.

”Jeg ved fra mig selv, hvad god uddannelse kan gøre ved folk,” siger han.

Regensianere i Ældre Sagen

Selvom Vajsenhus var en god skole, læste Steffen aldrig en bog frivilligt i de otte år, han gik der, højst en tegneserie på biblioteket. Men i 9. klasse kom han på Ollerup Musikefterskole og opdagede passionen med at ville lære noget.

Han øvede sig på sin saxofon fra morgen til aften. Det blev han ved med, da han flyttede over til sin far – snedker og kirketjener – i Aarhus for at gå på Katedralskolen og følge en krævende konservatorieforberedende uddannelse parallelt med 2. og 3.g.

Men saxofonen tabte til sidst til bøgerne.

”Jeg kunne mærke, at jeg ville lukke mig selv ude fra så meget, hvis jeg valgte musikken. Den kunne jeg godt få ind i mit liv igen senere. Men ikke omvendt.”

Vi traver ind til Regensen, hvor Steffen bor. Hvor ellers, tænker man. Kollegiet med de stolte traditioner for studenterforeninger. Her er der fx blevet holdt mange møder i Yngresagen, der blev stiftet i 2008 og med Steffen som dens første, valgte formand.

Der manglede en stemme, som talte de unges sag i de store samfundsøkonomiske spørgsmål. Nogle måtte gå i kødet på de ældre generationers dyre privilegier, fx efterlønnen, når nu politikerne ikke turde, forklarer han.

”Men vi er ikke antiældre. Det var vi enige med Bjarne Hastrup (direktør i Ældre Sagen, red.) om. Vi tog selv ind til ham, og han gav gode råd og sparring.”

Jævnaldrende studiekammerater som københavnerborgmestrene Anna Mee Allerslev og Anne Vang – og det halve af den nye regering – er statskundskabere, der er gået direkte fra SU til borgmester- og ministerløn. Det er faget, hvor man kan spise kirsebær med de store, mens de er små.

Men Steffen skal ikke være politiker.

”Vi er mange hyperaktive studerende her på instituttet, også politikertyperne, som fra dag ét går efter det. Men der har endnu ikke været et politisk parti, som har overbevist mig om, at jeg skulle lægge hele min energi der.”

Rosted: Vi skal leve af det

I sommer stiftede han og vennen stud.jur. Lasse Zobel, som har gået på New York University, studenterforeningen Danish Social Innovation Club, kaldet DANSIC – med stærk inspiration fra Harvard.

DANSIC vil sætte spot på behovet for social innovation på tværs af siloer og for sociale virksomheder, der, samtidig med at de tjener penge på det, løser samfundsproblemer med fx klima, arbejdsløshed og social udstødelse. Det kan man tage hardcore financefag i på udenlandske eliteuniversiteter.

Hvordan man eksakt definerer de to buzzwords ’social innovation’ og ’sociale virksomheder’, er der flere skoler og meninger om.

Men bundlinjen er, at det går langt videre end CSR (Corporate Social Responsibility, red.), som mest er sminke, og at det ikke går ud på at privatisere det danske velfærdssamfund, men redde det, understreger Steffen.

Jørgen Rosted, tidligere departementschef og innovationsdirektør, nu stærkt omkringfarende herre i eget hus – Jørgen Rosted Rådgivning – har givet de unge lidt faderlig og faglig opbakning, for de vil jo råbe deres undervisere op om det her, og det er vigtigt.

”Social innovation er blevet et stort globalt fænomen, og der må man jo sige, at danske universiteter og deres studerende er bagefter,” siger Rosted.

”Men det er jo det, vi skal leve af i fremtiden her og i resten af den vestlige verden, for det bliver det eneste, vi kan konkurrere på. Vi tror, vi er så avancerede herhjemme, men vi bliver hægtet af, hvis vi bliver hængende i selvforglemmende selvoptagethed.”

Steffen har en pointe, lyder det fra hans institutleder.

”Tænk, hvis scient.pol.ere blev mere innovative – også som offentligt ansatte. Så fik vi ikke bare mere innovationskraft i selve den offentlige sektor, men den kunne også blive mere faciliterende i forhold til den private sektor, og så ville vi hurtigere komme ud af den nuværende krisetilstand,” siger Lars Bo Kaspersen.

Rekrutterer aldrig danske djøfere

Den 8. marts holder DANSIC en stor konference – noget, Steffen og Lasse har øvet sig på i USA. Et halvt hundrede studerende er på som frivillige hjælpere, uddannelsesminister Morten Østergaard (R) er blandt hovedtalerne, der kommer en stor udenlandsk guru, og på dansic.org kan man på forhånd konkurrere om at præsentere de bedste ideer til samfundsforbedringer.

Henrik Skovby, Harvard-alumne 97-99, sidder ligesom Rosted i foreningens Advisory Board. Han er partner i det i Danmark stort set ukendte internationale konsulenthus Dalberg, som arbejder med strategi og social innovation fra firmaets ti kontorer verden over. Selvom Dalbergs rødder er danske, rekrutterer firmaet næsten aldrig danske højtuddannede.

”I har for få med erfaring i emerging markets og en internatonal topuddannelse. Det kan man finde i udlandet til meget lavere lønninger,” siger Henrik Skovby.

Europas måske største strukturelle problem er den stigende ungdomsarbejdsløshed, selv blandt højtuddannede, fastslår han.

”Vi ser nu europæiske multinationale virksomheder, der i stor skala ansætter, træner og investerer i unge kinesere og indere, mens de ikke kan se det store forretningspotentiale i at investere i deres egen ungdom.”

SU’en er slut for Steffens vedkommende, så tak til Regensen for en billig husleje. Men specialet om Videnskabsministeriets innovationsstrategier skal også være færdigt om to måneder, har han besluttet. Og det bliver det, konference eller ej. Han tripper efter at komme videre i livet.

”Jeg skal ud at lære nogle redskaber som social entreprenør, så jeg har dem til, når jeg får den helt rigtige ide.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet