Kvindelige djøfere mest syge

8.2.2012

af

Kvindelige djøfere har markant flere sygedage end de mandlige djøfere, viser tal fra både Djøf og Danmarks Statistik.

De kvindelige djøfere har i gennemsnit 6,32 sygedage om året, mens mændene har 4,68 sygedage. Det viser tal fra Djøfs ’Stress- og mobbeundersøgelse’ fra 2010. Og forskellen blandt kønnene er endnu mere markant ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik i kategorien: ’Medarbejdere indenfor jura, samfundsvidenskab og kultur’.

Forskellen på sygedagene undrer ikke Karen Sjørup, leder af Center for Ligestillingsforskning på Roskilde Universitet. Derimod undrer det hende, hvorfor forskellen ikke er større.

”Sygdom, der knytter sig til graviditet, slipper mændene jo for. Og det er også i højere grad kvinderne, der tager sig af børnene, når de er syge, og det kan være de bliver nødt til at dække over  det med egen sygdom, hvis de ikke kan klare det med ’barns sygedag’, ” siger Karen Sjørup.

Det bekræfter Lisbeth Kjersgård, chefkonsulent i Djøf.

”En anden Djøf-undersøgelse viser, at djøf-kvinderne oftere tager barnets sygedag end mændene. Det er også dobbelt så ofte dem, der henter børn, og det er nok også dem, der typisk ender med at camouflere et barns sygedag som egen sygdom for at få enderne til at nå sammen.” siger Lisbeth Kjersgård.

Og så kan det heller ikke udelukkes, at kvinderne er lidt mere pligtopfyldende, når det gælder registreringen af sygefravær, mener hun.

Kvinderne vil ikke smitte andre

Lisbeth Kjersgård peger også på en anden forklaring på det højere registrerede sygefravær blandt kvinderne. Djøfs undersøgelse viser nemlig, at de mandlige djøfere er lidt mere tilbøjelige til at gå på arbejde eller arbejde hjemme, selv om de egentlig er syge - 56 procent mod 44 procent af kvinderne.

Men hvorfor er det så, at mændene ikke i så høj grad trækker stikket helt og aldeles, hvis de er syge? Det er der nok også flere grunde til, siger Karen Sjørup.

”Mændene går typisk mod noget mere selvstændigt end kvinderne, som oftere har et job, der kræver, at de møder op på arbejdspladsen. Det giver mændene en større form for fleksibilitet fx i form af at arbejde hjemmefra, hvis de ikke er helt på toppen. Samtidig er kvinderne mere orienterede mod sygdom og sundhed. De tager mere vare på sig selv og på omverdenen og undlader derfor også at møde op på arbejde både for at passe på sig selv, men også fordi de ikke vil smitte kollegerne,” siger Karen Sjørup.

Og så er der måske en forskel mellem kønnene, der også kan spille ind, siger hun.

”Mændene ser nok i højere grad sig selv som helte, hvis de møder op på arbejdet, selv om de er syge,” siger Karen Sjørup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet