De kreatives fødselshjælper

Oplevelser handler ofte om den rette iscenesættelse. Vi iscenesætter os alle hver morgen foran klædeskabet – og de kreative bærer tit tøj, der afspejler deres kreativitet. Lad os tage et kig på, hvad Carsten Holst bærer:

En grå v-halset trøje fra Bruuns Bazaar, blå og hvidstribet skjorte fra Ralph Lauren, grå Levis-bukser, sorte Hugo Boss-sko og Hugo Boss-underbukser.

”Dødkedeligt”, siger han selv.

Og så er der strømperne. Carsten Holst trækker op og viser det eneste stykke tøj, han ikke kender mærket på. De er stribede i alle regnbuens farver.

Den lille iscenesætter

Allerede i skolen havde lille Carsten trang til at være iscenesætter af sin egen verden. Hvorfor kunne man ikke have mere gruppearbejde; slå flere klasser sammen; tage undervisning ud af rammerne – ud i naturen? Ja, hvorfor kunne man ikke det?

Fordi det var ikke sådan, undervisningen var tilrettelagt på Forældreskolen i Aarhus, en privatskole med gode, konservative værdier som Kæft, Trit og Retning.

Lysten til at række ud og påvirke tog Carsten med sig til gymnasiet. Han valgte det røde Marselisborg Gymnasium, der dengang havde ry for at stikke ud og turde stå ved det.

På nysproglig linje, som eneste dreng i klassen, fik han endnu en erfaring: træning i argumentation. Alene mod 25 piger i diskussioner om køn:

”Det var god træning, rigtig god træning”, husker han.

På Marselisborg Gymnasium fik Carsten Holst den følelse, han har søgt gennem det meste af sit liv: Følelsen af at være det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt.

Efter gymnasiet tog Carsten til Frankrig. Ligesom hans tøj er Carstens værdier præget af solid, klassisk kvalitet. Ni måneder af sted, en stor del af tiden tilbragt på Louvre med at studere de store mestre:

”Dengang malede jeg meget. Men jeg fandt ud af, at det, jeg lavede, ikke var godt nok.”

Det blev et vendepunkt i Carsten Holsts liv. Først var følelsen af skuffelse. Carstens evner stod ikke mål med hans ambitioner. Med årene er accepten kommet, accepten af at det ikke er dér, hans gave ligger.

Oplevelser sælger varer

Hvad er oplevelsesøkonomi? Et sesam-ord for at åbne de offentlige kasser; en kandidatuddannelse på Aarhus Universitet; et diffust begreb brugt af mange til at beskrive muligheder i en fremtid, som ingen kender.

Rolf Jensen er fremtidsforsker, forfatter til bogen The Dream Society og direktør for firmaet Dream Company:

”Oplevelsesøkonomien taler til hjertet. Engang opfyldte produkter først og fremmest et materielt behov. Ure blev bedømt på deres præcision. Med kvartsurene blev alle ure præcise. Man kunne tro, at der stod idiot på ryggen af ham, der betalte 20.000 kr. for noget, der kunne fås for 200. Et mekanisk Rolex er mindre præcist end et kvartsur, men oplevelsesøkonomien er en ny logik, for Rolex er langt mere end et ur. Det fysiske produkt er et biprodukt. Vi køber et signal, og så følger der et ur med. Vi befinder os midt i en overgang; fra det rationelle til det emotionelle, hvor vi har fået opfyldt vores materielle behov. Vi går ikke på restaurant for at blive mætte, vi går ikke med ur for at vide, hvad klokken er.”

Orden i kaos

Efter Frankrig begyndte Carsten Holst at sætte projekter i værk. Han købte malerier for at sælge dem videre, havde planer om et galleri, hvor kunstnere og publikum kunne mødes. Han startede Aarhus’ første cykelbude-firma og begyndte på en reklameskole. I reklameverdenen er kulturen parret med det hårdt kommercielle, og den kobling tiltrak ham.

Han fandt det helt rigtige sted at være i Aarhus: Frontløberne. Et fællesskab af unge med en enorm energi til at sætte nye ting i værk. Lederen af Frontløberne, nuværende kulturminister Uffe Elbæk, havde netop sat et nyt skib i søen, Kaospilotuddannelsen. Han så, at den unge Carsten var oplagt materiale og opfordrede ham til at søge ind:

”Det er det valg, der har betydet mest for mig dannelsesmæssigt. Uffe havde set, at jeg havde brug for konkrete værktøjer til at sætte ting i rammer omkring det at være kulturudøver. Jeg blev en del af noget, hvor vi følte en mening med tingene. Vi baskede med vingerne. Vi vidste ikke, at vi ikke kunne flyve, så nogle gange slog vi os.”

Hvad er en kaospilot?

Carsten tænker sig om, forsøger at samle 22 års erfaring i både at flyve og lande:

”En kaospilot er en ekspert i pilotering i den kulturelle verden. Vi bygger det fundament, man stiller projekter på.”

Carsten Holsts afgangsprojekt var et væksthus på Aarhus Teater. En ungdomsscene med teater om og for den gruppe af mennesker, som er sværest at hive i teatret. Efter eksamen fik han ansættelse i sit eget projekt. Væksthuset havde en belægningsprocent på 88 i de tre år, han var der.

Hvad med billedet af kunstneren som et menneske med en vision født af den kunstneriske nødvendighed - uafhængig af markedskræfter?

”Det er noget pjat. Det kan ikke lade sig gøre. Visionen og den erhvervsmæssige vision skal fødes af det samme. Tag Lars von Trier. Dogme var både et kunstnerisk træk og et erhvervsmæssigt fornuftigt træk - fx regel nr. 4: Hvis der er for lidt lys til eksponering, må scenen udgå eller en enkelt lampe påmonteres kameraet. Det tager utrolig lang tid at sætte lys, og filmen taber momentum. Der kan spares mange penge ved at lade være.”

Skudklar

I 1997 tog århusianeren Carsten til København, til Zentropa, som assistent for Vibeke Windeløv og Lars von Trier. Han blev der i 12 år som en del af det københavnske filmmiljø, der bl.a. med dogmereglerne vendte op og ned på, hvad man kunne på film, dyngede priser sammen og for alvor bragte København på filmens verdenskort.

Assistent for von Trier er mange ting. Som f.eks. at hjælpe med at køre Triers campervan til Cannes og tilbage, fordi han ikke tør flyve. To dage hver vej, de skiftedes til at køre, på vejen hjem med en guldpalme for "Dancer in the Dark" i 2000, skrålende på Abbas "The Winner Takes It All" og Brødrene Olsens "Fly on the Wings of Love". I det øjeblik de krydsede den danske grænse, kom de til at køre bag en møgspreder, som de ikke kunne slippe forbi, som fyldte bilen med lugten af Danmark. Trier har en skæv og sort humor, som Carsten deler – og den danske møgspreder talte til den humor.

Carsten Holsts sidste opgave hos Zentropa blev Mads Brüggers "Ambassadøren" – eller som Carsten Holst kalder den: Manden med den gule hat går Amok. Filmen følger Mads Brügger, som køber et diplomatpas fra Liberia og derefter forsøger at købe diamanter i Den centralafrikanske Republik. Det var Carsten, der havde fundet sælgeren af passene. En stor del af Filminstituttets penge blev lagt i kuverter, Envelopes of Happiness, der i filmen gives for at lette Mads Brüggers gang på afrikansk jord. Det var Carsten, der forinden havde afklaret med Filminstituttets jurister og revisorer, at blå bilag undtagelsesvis kunne undværes – filmen, hvor man kan se pengene skifte hænder, er tilstrækkelig dokumentation.

Det var også Carsten Holst, der fandt den tidligere jægersoldat, hvis opgave det var – om nødvendigt med trukket pistol – at få Mads Brügger og hans hold ned i bunden af en bil og frem til den franske ambassade hurtigst muligt – hvis noget gik galt. 

Hjem til Aarhus

Da posten som chef for Filmby Aarhus blev slået op, vidste Carsten Holst, at det var på tide at vende tilbage. Han havde lært nogle ting om iscenesættelse, som kunne bruges.

Filmby Aarhus åbnede august 2003 som Aarhus Kommunes forsøg på at samle og nære et nyskabende, initiativrigt filmmiljø – som i København.

Nærmest som når en haveejer sætter et pindsvinebo i sin have og håber på, at dyret flytter ind og spiser hans dræbersnegle. Det fungerede ikke helt efter hensigten. Huslejerne var og er for høje for unge, talentfulde, fattige filmfolk, så huset rummer nu en blandet landhandel af etablerede virksomheder, der har med kommunikation at gøre – og som har penge nok til at betale. Filmbyen løber rundt – økonomisk. De unge, fattige filmfolk forsvinder stadig til København.

Det er Carsten Holsts mål både at gøre plads til ungdommen og samtidig sikre, at Filmby Aarhus først og fremmest er et erhvervsmiljø:

”Man er god til at fortælle historier i det her hus, og alle har brug for historier. Vi vil skabe unikke fortællinger og oplevelser i tæt samarbejde med lokale og internationale virksomheder og organisationer. Dermed beriger vi mennesker og gøder jorden for regional udvikling og vækst.”

Filmbyen er støttet af Aarhus og fire andre kommuner. Det er målet at nå fra fem til ti medlemskommuner indenfor et år. Og det er målet at starte en erhvervsklub med tolv partnere. Filmbyen har fået et Advisory Board med bl.a. Trevor Davies, Christian Stadil, Peter Aalbæk Jensen og den østjyske regionsdirektør for Danske Bank Allan Aagaard. 

Plads til ungdommen

Og så skal der være plads til ungdommen. Lejerne i Filmby Aarhus bliver ikke yngre. Et af de selskaber, der sidder i filmbyen, er M2 Film. Da de i 2006 holdt familiedag i firmaet, kom de ansatte med deres forældre. Nu kommer de med deres børn.

Når Carsten fortæller om fremtiden for Filmby Aarhus, er det især, når snakken falder på de unge, at han kommer op af stolen:

”Det nye kommer fra de yngre generationer. Men unge har ikke råd til at leje sig ind her. Stedet er kommet for langt, der er investeret for mange penge. Her trænger til at blive rusket op.”

Konkret bliver et af de største lokaler i filmbyen taget ud af den daglige drift og vil blive tilbudt til unge talenter for en symbolsk husleje. Og de unge skal tilknyttes ældre mentorer, der kan hjælpe dem med at få noget på lærredet. Men de unge skal også være i opposition til de ældre:

”Det er det, ungdommen gør, kan og skal,” siger Carsten Holst. 

Handler det hele om den rigtige iscenesættelse?

”Nu spurgte du til mit tøj. Jeg køber kvalitet med lang holdbarhed. Det handler også om indholdet af de historier, du fortæller. Tag X-faktor, det er ikke oplevelsesøkonomi i min begrebsverden. Der er intet indhold og ingen holdbarhed, hvem husker sidste års vinder? En film som Trier og Leths "Fem Benspænd" står stadig, når vi ikke er her mere, selv om den ikke solgte 400.000 billetter i biografen.” 

Hvad er det, du kan?

”Jeg kan være iscenesætter og fødselshjælper på andres idéer. Jeg kan sætte mennesker sammen, skabe handleplaner for visioner.”

Man kan måske sige, at Carsten ser det som sin opgave at skabe landingspladser for de unge, der, som han selv gjorde engang, kaster sig ud og basker noget så energisk med vingerne.