Chefer overvurderer vores tilfredshed

5.12.2012

af

Ledere vurderer medarbejderes tilfredshed med jobbet væsentligt højere, end medarbejderne selv gør.

"Min arbejdsglæde ligger vel sådan cirka på det jævne’, synes danske medarbejdere at mene. Ledere tror til gengæld, at medarbejdere er markant mere tilfredse, end de i realiteten er.

Det viser en international undersøgelse med dansk deltagelse, som rekrutteringsvirksomheden StepStone har gennemført.

Ifølge de danske udtræk, der er baseret på svar fra 616 medarbejdere og 171 virksomheder, vurderer medarbejderne deres arbejdsglæde til at være 5,78 på en skala fra 1-10. Virksomhedsledelserne tror til gengæld, at arbejdsglæden blandt medarbejderne i deres egen virksomhed ligger på 7,57.

Det skal dog bemærkes, at de medarbejdere, der har deltaget i undersøgelsen, ikke nødvendigvis arbejder på en af de virksomheder, der har medvirket i undersøgelsen.

Alligevel er det overraskende, at forskellen er så stor, mener den administrerende direktør i StepStone, Bettina Ravn.

”Ledelsen vil typisk føle, at de sætter mange ting i gang for at skabe god trivsel. Og jeg tolker det, som om de oprigtigt respekterer medarbejderne. Men problemet er, at det nok bare ikke altid kommer til udtryk. Det er noget, der foregår på ledelsesmøderne, men det når ikke ud til medarbejderne,” siger Bettina Ravn. 

Manglende kommunikation

Marianne Grove Ditlevsen, lektor på Center for Virksomhedskommunikation ved Aarhus Universitet, er enig i, at kommunikationen kan være en af årsagerne til de forskellige opfattelser hos henholdsvis medarbejder og virksomhed.

”Mange steder har man en tilgang til HR, der er meget strategisk rettet – vision, mission og værdier. Og det er for så vidt også fornuftigt nok. Men hvis det ikke er understøttet af et kommunikationsklima, hvor medarbejderne kan lufte deres evt. divergerende eller blot kritiske meninger uden fare for at blive stemplet som besværlige og ikke omstillingsparate, så vil det afspejle sig i deres trivsel og tilfredshed,” siger Marianne Grove Ditlevsen.

Ifølge undersøgelsen er der også andre og endnu mere markante forskelle på, hvad ledere og medarbejdere oplever.

Næsten alle virksomhedsledere tror, at medarbejderne synes, de ’arbejder for en virksomhed, der respekterer medarbejderne’, og at ’atmosfæren i virksomheden er god’.  Men det er rent faktisk kun halvdelen af medarbejderne, der reelt set har den oplevelse.

Det er en interessant forskel, mener Marianne Grove Ditlevsen.

”En forklaring kan være, at det er en undersøgelse, som virksomheden ikke selv har sat i værk, og det betyder, at medarbejderne kan svare helt fra hjertet, uden at tænke strategisk eller være nervøse for at blive stemplet som besværlige,” siger Marianne Grove Ditlevsen. 

Mere dialog

Men hvad gør man for at få et mere ensartet syn på virksomheden? Bettina Ravn har to bud:

  1. Ledelsen skal nok i højere grad kigge på de individuelle behov – fx behovet for fleksibilitet, udviklingsmuligheder og stresskilder for den enkelte.
  2. Og så skal ledelsen sørge for at komme mere i øjenhøjde og være mere i dialog med medarbejderne omkring, hvordan man skaber en høj produktivitet og samtidig nogle glade medarbejdere. 

Marianne Grove Ditlevsen supplerer:

  1. Der skal skabes et kommunikationsmiljø baseret på tillid og gensidig respekt, hvor fx kontrol spiller en mindre rolle.
  2. Medarbejderne skal have mulighed for at sige deres mening, og der skal lyttes til dem, så de også fornemmer, at det kan rykke på noget. 

På ét felt er det dog ikke umiddelbart nødvendigt at sætte ind for at findes fælles fodslag. Både blandt ledelse og medarbejdere er der bred enighed om, at der er gode relationer kollegerne imellem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet