Studerende forsinker bevidst deres studier

10.10.2012

af

Krisen får Djøf-studerende til at forlænge studiet. Særligt på samfunds- og forvaltningsuddannelserne trækker de tiden, fordi jobmulighederne er få.

Bjørn Sømod kalder sig selv og sine medstuderende for cv‘ryttere. Han læser statskundskab på Aarhus Universitet. Og han har egentligt kun godt et halvt år tilbage af sit studie, men han har valgt at forlænge det med yderligere et halvt år. Ene og alene af den grund, at han gerne vil have endnu mere på cv’et, inden han som færdiguddannet skal ud og kæmpe om de få jobs.

Næsten hver anden djøfer, der er blevet kandidat inden for det seneste år, er ledig. Og det påvirker de studerende. De er bange for at ende bagerst i den lange ledighedskø, og det får mange djøf-studerende til bevidst at udskyde afslutningen på deres studie.

Det viser en ny undersøgelse, som Djøf har gennemført blandt godt 1000 djøf-studerende.

Over halvdelen af de kandidatstuderende har allerede brugt længere tid end normeret på deres studie. Og heraf siger hver tredje, at de bevidst har udskudt deres studie på grund af jobsituationen.

Studiechef Claus Nielsen på Københavns Universitet kan godt genkende billedet. Også fra Djøf-uddannelserne, hvor de ellers plejer at komme hurtigt igennem studiet, fordi de typisk er meget karrieremindede, som han siger.

”Billedet er klassisk. Under tidligere kriser har vi set en masse af den slags. Og det gør vi også nu. Dog i mindre grad end tidligere, fordi det ganske enkelt ikke er muligt at forlænge sit studie i det uendelige længere.”

Erhvervserfaring frem for bøger

Djøfs undersøgelse viser, at særligt på samfunds- og forvaltningsuddannelserne har mange af de kandidatstuderende allerede brugt længere tid end normeret. Det skal ses i lyset af, at de typisk tænker på en karriere i det offentlige, hvor jobmulighederne lige nu ikke er specielt gunstige.

Bjørn Sømod er således en af mange, som ikke har noget hastværk med at blive kandidat. Siden maj har han haft et studiejob i Horsens Kommune, hvor han skal hjælpe med at få formuleret en ungepolitik.

”Alle dem, jeg er været i kontakt med via mit praktikophold og mit studiejob, siger samstemmende, at det er praktisk erfaring frem for bognørderi, der tæller, hvis man skal have et job som færdiguddannet. Så jeg tror helt klart, studiejobbet vil øge mine chancer markant,” siger Bjørn Sømod.

 

Få studiet afsluttet nu

Mange af de studerende tilkendegiver, at de trækker studietiden på grund af studiejob og praktik. Men studiechef Claus Nielsen understreger, at det ikke nødvendigvis er den bedste løsning at vente med at få kandidatgraden i hus. Heller ikke selvom han er enig i, at det til sin tid er gunstigt for jobsøgningen, hvis den nyuddannede kan skrive relevant erhvervserfaring på sit cv.

”Men har man allerede erhvervserfaring på cv’et, skal man nok spørge sig selv, om det ikke handler om at blive kandidat NU i stedet for at tage endnu et studejob. For spørgsmålet er, om jobsituationen bliver radikalt ændret foreløbig. Og skulle det alligevel ske, vil der lige pludselig blive kastet en masse specialer ind i e-boksene her på Københavns Universitet. Og så kommer kandidaterne alligevel til at stå i den situation, som de har prøvet at undgå ved at trække studiet, nemlig som én i en lang række, der er sultne efter job,” siger Claus Nielsen.

Bjørn Sømod er af en anden overbevisning.

”Jeg har det godt med studiet og med studiejobbet. Og hvis ikke der er udsigt til, at tiderne bliver bedre, vil jeg da hellere have et studiejob end at være arbejdsløs kandidat.”

Men Claus Nielsen mener, at netop de mange studenterstillinger, der efterhånden findes, måske er en del af problemet.

”Det er stillinger, der permanent er besat med studerende, og man kunne godt forestille sig, at nogle af dem i virkeligheden reelt burde være en kandidatstilling,” siger Claus Nielsen.

Det kan der måske være noget om, siger Bjørn Sømod.

”Man er billig arbejdskraft. Men sådan er virkeligheden, og hvis det er det, der kan være afgørende for at få et job som kandidat, så er det fint med mig.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet