Jobsøgere i rollen som konsulenter

10.10.2012

af

Ledige skal droppe sælgerrollen og gå til jobsamtalen som konsulenter. En nytestet form for jobdating viser vejen.

Akademikere på jobjagt ved godt, at et positivt indtryk og en konstruktiv snak om arbejdsopgaver er første skridt mod et job i en mindre privat virksomhed.

”Problemet er bare, at arbejdsgiverne sjældent lige har tid til at snakke med sådan en som mig. Mange små erhvervsdrivende står jo i drift til halsen og har måske ikke det nødvendige overblik nu og her,” siger cand.merc. Mette Bülow. Hun er en af et halvt hundrede deltagere, som en lun septemberdag var med til generalprøven på ’Viden-til-vækst-turbinen’ – et nyt jobdatingkoncept, der er udviklet af AC, Akademikerkampagnen og Jobcenter Vejle.

Umiddelbart ligner Vækstturbinen en traditionel jobmatchdag med oplæg og roterende networking. Men kravene til deltagerne er anderledes:

Arbejdsgiverne præsenterer sig selv med en konkret udfordring. De skal have noget på spil og slipper ikke af sted med en traditionel virksomhedspræsentation. Til gengæld når de i løbet af et par timer at få sparring og friske input fra 10-20 højtuddannede.

Jobsøgerne får besked på at gemme deres cv’er og salgstaler til de afsluttende tapas. Først skal de stille åbne spørgsmål, skabe overblik og kollektivt søge at kaste lys over den enkelte virksomheds udfordringer, vækstpotentiale og kompetencebehov. De må gerne tage teten, tegne og fortælle, men de skal samarbejde, lytte og holde fokus på sagen. 

Mere udbytte for virksomhederne

At man i Vækstturbinen dermed risikerer at skabe job til de andre uden at få ét selv, bekymrer ikke Mette Bülow, der efterhånden har gået arbejdsløs i et halvt års tid.

”Jeg håbede egentlig bare at blive klogere på, hvad små og mellemstore virksomheder i Jylland går og slås med. At skabe et afsæt, jeg kan søge videre fra. Og det fik jeg,” siger hun.

For virksomhederne var dagen generelt mere udbytterig end ventet.

”Især cand.merc.erne havde mange gode input. Nu forstår jeg lidt bedre, hvad det er, højtuddannede kan bidrage med i en lille virksomhed som min,” siger direktør og systemkonsulent Per Thomsen fra Holtum Data ApS i Vejle.

”Jeg fik det glimt af personlighed, der er så afgørende, hvis vi skal fatte interesse for en ansøger. Vi kan ikke nøjes med kompetencer på papir. Og hvor jobmesser ellers godt kan være spild af tid, nåede jeg her både at blive overrasket, nysgerrig, få lidt dårlig samvittighed og blive skarpere på, hvad vi skal fremover,” siger HR- og projektchef Laura Vilsbæk Olesen fra webbureauet Skybrud.dk.

Mere traditionelle jobmatcharrangementer har dog stadig en berettigelse, forsikrer sekretariatschefen i AC, Jens Mølbach, der står i spidsen for Akademikerkampagnen og fik ideen til Vækstturbinen sammen med jobcenterchef Michael Petterson i Vejle og AC’s lokale repræsentant Dorthe Bramsen Clausen.

”Turbinen er et glimrende supplement og en god øvelse i at performe på slap line, improvisere og sige tingene ligeud. Det kan mange højtuddannede profitere af,” siger Jens Mølbach.


Eksempler på udfordringer i små og mellemstore virksomheder

Pluk fra den første Vækstturbine i Vejle:

  • Hvordan vækster man i politisk rørte vande, hvor målsætninger skifter, hver gang regeringen skifter farve?
  • Hvordan udvikler man en virksomhed, der bygger på direktørens personlige troværdighed? Kan andre overhovedet overtage kundekontakten og på hvilke betingelser?
  • Hvordan gør man et job i Vejle prestigefyldt?
  • Hvordan markedsfører man sig bedst over for store og mellemstore virksomheder i Danmark?
  • Hvilke budskaber på hjemmesiden kan øge salget af og kendskabet til  produktet?
  • Hvordan åbnes kundernes øjne for kvalitet og service, så de ikke alene fokuserer på prisen?
  • Hvordan fremtidssikrerens virksomhed på et vigende marked?
  • Hvilke kompetencer skal man søge efter for at skabe vækst?
  • Hvordan skabermani flow i logistik, indkøb og produktion?
Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet