Lis
sidste år
Flot artikel!
Jeg er stolt af at have sådan en svigersøn??
Brændpunkt
Den dag terroristerne angreb
28.4.2022
af
Mads Matzon
Foto: Jonas Pryner
Niklas Kabel Pedersen holdt pause i sine studier og blev sprogofficer. Han ville ud at gøre en forskel og endte som specialist i valg i konfliktområder i Mellemøsten. Ønsket om at komme tættere på virkeligheden blev sat på spidsen for fire år siden, da han måtte gemme sig for sortklædte selvmordskrigere i Libyen.
Den 2. maj 2018 om formiddagen er Niklas Kabel Pedersen på arbejde i Libyens hovedstad, Tripoli. Hans kommunefarvede hår og blågrå øjne stikker ud på kontoret i landets valgkommission.
Den 35-årige cand.scient.pol. i det mørke jakkesæt er den eneste udenlandske rådgiver til stede i de hvide bygninger. Det er en helt almindelig arbejdsdag. Niklas skal rådgive om en vælgerregistreringskampagne. Sammen med sine kolleger arbejder han på at organisere det første frie valg siden borgerkrigen, der blussede op i 2014.
Ved 10-tiden begynder larmen. Insisterende smæld fra gaden, som Niklas, der også er uddannet sprogofficer, genkender som skud fra lette semiautomatiske våben. Med stor sandsynlighed Kalashnikov-geværer.
Smældene kommer nærmere og bliver mere intense. Niklas og kollegerne ved ikke, hvad der foregår udenfor, men de rykker væk fra vinduerne. Skuddene kommer tættere på.
Få minutter senere søger Niklas og hans kolleger tilflugt i et baglokale sammen med andre lokale medarbejdere. Mange græder, og en enkelt hyperventilerer.
"Jeg elsker jer!!!," skriver Niklas til sin hustru.
Samtidig stormer sortklædte selvmordskrigere fra Islamisk Stat ind på valgkommissionens gårdsplads. De har dræbt de to vagter ved indgangen.
Du kan lytte til artiklen her:
2005. Akter i amtet
Men hvordan er Niklas Kabel Pedersen, en cand.scient.pol. fra Amager, endt i et baglokale i Tripoli under et terrorangreb?
Svaret begynder med en statskundskabsstuderende med udlængsel.
Niklas Kabel Pedersen er født og opvokset på Amager. Hans mor er socialrådgiver, faderen er kontorpakmester og fællestillidsmand. De går op i samfundsforhold derhjemme. Derfor føles det også naturligt for Niklas at vælge statskundskabsstudiet.
Han er i begyndelsen af 20'erne, da han arbejder som studentermedhjælper i Amtsrådsforeningen. Men Niklas Kabel Pedersen har svært ved at hidse sig op over at sidde og skubbe akter videre i systemet. Det er ikke nok for ham, at dem med gult omslag har en chance for at komme med til møde med amtsrådsformanden. Fagene på studiet giver heller ikke altid lige meget mening. Der er tidspunkter, hvor han tvivler på, om han er havnet det rette sted.
Niklas vil hellere ud der, hvor han kan se, at hans indsats gør en konkret forskel for andre mennesker. Hvis han ikke er tæt nok på effekten af sit arbejde, har han svært ved at forholde sig til det. Der skal være en mening med det, han laver.
Det halve år efter gymnasiet, hvor han rejste alene rundt i Sydamerika, sidder også i kroppen. En rejse, han kom hjem fra med en rød Che Guevara-T-shirt og appetit på at leve i andre kulturer igen.
En ven på studiet har fortalt ham om uddannelsen som sprogofficer, hvor man lærer sprog og militærkundskaber for bagefter at blive sendt ud i verden. Da Niklas Kabel Pedersen har afsluttet sin bachelor, søger han ind som sprogofficer.
August 2006. Sønderborg på Als
En formiddag i begyndelsen af august får Niklas og de andre kommende sprogofficerer udleveret uniformer, gasmaske, hjelm og alt, hvad der ellers skal bruges til et halvt års militærtræning på Sønderborg Kaserne.
Niklas er nervøs og irriteret. Hans første møde med militærlivet er med gips på armen. Kravebenet brækkede, da han faldt på cyklen på vej hjem fra en fest. På depotet i Sønderborg får han skiftet den blå hospitalsslynge ud med en mørkegrøn, der matcher uniformen.
En af de andre kadetter hedder Nille Gry Olesen. Bachelor i økonomi og fra Horsens. Hun lægger mærke til Niklas, og ikke kun fordi hans højre arm er i gips. Ham vil hun gerne lære bedre at kende.
Der går en hel måned, inden gipsen ryger af, og han kan holde et M/95-gevær sammen med de andre til skydetræningen. På et halvt år bliver han sergent. Næste del af uddannelsen foregår på Svanemøllen Kaserne i København.
Her lærer Niklas at tale, læse og skrive flydende arabisk.
Selv om Nille lærer russisk, er de to ofte sammen om at læse lektier og lave aftensmad. Stille og roligt bliver de kærester.
Efter to års uddannelse bliver Niklas sendt til Sydsudan som FN-observatør. Det er en del af kontrakten med Forsvaret, og Niklas glæder sig.
Officersudnævnelse på Svanemøllen Kaserne, 2008.
Foto: Privat
Maj 2009. Maridi i Sydsudan
Niklas kører i en hvid FN-pickup med en sort ged på ladet. Middagssolen varmer den røde jord og de runde lerhytter i byen Maridi i Sydsudan. Der skal være afskedsfest for en kollega, og hvis FN-observatørerne vil have frisk kød, må de slagte det selv.
Niklas og et par andre bor i et gult hus, som de har lejet af den lokale kirke. Om aftenen drikker de øl og spiser stegt ged uden for huset.
Dagene i Sydsudan går med at køre rundt i hvide firehjulstrækkere og tale med lokale militærfolk. FN er til stede for at opretholde freden mellem det nordlige og sydlige Sudan. Landet har været plaget af to årtiers borgerkrig, som sluttede, fire år inden Niklas blev udstationeret.
Hver uge har Niklas 10 minutters taletid fra en satellittelefon. Dem bruger han på at ringe til Nille, som er udsendt i Kosovo.
Når det regner i Maridi, falder der store fluer ned, som de lokale svitser og spiser. Områdets politi går med bue og pil.
Det giver Niklas energi at opleve den sudanesiske kultur. Det er næsten ikke til at forstå, at han får penge for det samtidig. Til gengæld har han svært ved at fornemme, om hans indsats gør en forskel for FN’s fredsbevarende mission i landet. Han skriver rapporter fra sine køreture ud til det lokale militær, men ved ikke, hvordan rapporterne bliver brugt.
Efter tre måneder i det gule hus lykkes det ham at blive flyttet til en politisk analyseenhed i hovedstaden Khartoum. Her er han den sidste tid af udsendelsen.
Tilbage i Danmark fortsætter han med sin kandidat på statskundskab, som han også har brugt tid på i Sudan. Han vil gerne ud i verden igen.
På patrulje i Sydsudan, 2009.
Foto: Privat
Sudan, Jordan, Amager og Tunesien
Niklas vender tilbage til Sudan i 2010. Han får job i den amerikanske NGO The International Foundation for Electoral Systems (IFES) i Khartoum, hvor han arbejder med folkeafstemningen om Sydsudans uafhængighed af Sudan. Han beskæftiger sig med vælgerregistrering og opdeling af valgdistrikter. Nille finder også arbejde dernede. Året efter stemmer Sydsudans befolkning for løsrivelse. Specialet bliver skrevet færdigt i Khartoum. En ven i København tager forbi Vester Kopi og printer det ud.
Den ene internationale opgave fører til den anden. Ofte for IFES, men også for andre arbejdsgivere. Niklas og Nille prioriterer, at de begge skal have arbejde, når de bor i udlandet.
Fra 2012 til 2014 bor de i Libyen, hvor Niklas arbejder med valg, efter at landets mangeårige diktator, Gadaffi, er død. Her bliver han og Nille forældre til datteren Wilma. Så går turen kort forbi Vietnam, inden de tager til Jordan, hvorfra Niklas beskæftiger sig med valg i Yemen og Syrien.
Nille og Niklas bliver gift i baghaven på Amager, 2014.
Foto: Privat
Da Nille får job for Udenrigsministeriet, flytter de for en kort periode tilbage til Danmark. Niklas får job på Institut for Menneskerettigheder. De får endnu en datter. Hun hedder Gaia.
Fra 2016 bor de i Tunesiens hovedstad, Tunis. Som chef for IFES i Libyen skal Niklas nu arbejde med valg i Nordafrika. Nille er udlånt af Udenrigsministeriet til EU.
Niklas flyver rundt på opgaver. Bl.a. til Tripoli, hvor han i korte perioder arbejder med at forberede valg og styrke valgsystemet. Det er han i gang med den morgen i maj 2018.
2. maj 2018. Tripoli i Libyen
Det er morgen i Tripolis gader. Niklas er på vej i bil til kontoret i valgkommissionen, som han plejer, når han arbejder i byen. Han sidder alene på bagsædet i et mørkt jakkesæt. Ved siden af den unge chauffør sidder den sikkerhedsansvarlige. Det er chaufførens første dag på jobbet.
Foran dem kører endnu en bil, som skal holde øje med farlige situationer og omdirigere bilen med Niklas, hvis det bliver nødvendigt.
Det er to hvide privatbiler – ’soft skin’ på fagsprog. Det gælder om ikke at tiltrække sig for meget opmærksomhed i landet, der er præget af militser og borgerkrig.
Niklas er ikke bekymret for sin egen sikkerhed. Hans ’far-til-to’-vurdering er, at han ikke er et mål for militsernes maskingeværer.
Fremme ved valgkommissionen kører de forbi to bevæbnede vagter i porten og parkerer under plastikhalvtaget.
Oppe på første sal i den hvide bygning går Niklas i gang med dagens opgaver sammen med to lokale IFES-medarbejdere, Halima og Amira.
Omkring klokken 10 kommer de første smæld fra gaden. Det lyder som intenst fyrværkeri. Niklas kan høre, at det er skud fra semiautomatiske våben.
Der bliver tit skudt i Tripolis gader, og valgkommissionen er beskyttet af høje mure og bevæbnede vagter, så umiddelbart er der ikke nogen, der går i panik.
Da skuddene kommer tættere på, reagerer Niklas og kollegerne. Først ved at rykke væk fra vinduerne.
”Jeg elsker jer!!!”
Kort tid efter stimler Niklas og 10-15 lokale medarbejdere sammen i en korridor bagest i bygningen. Der er ingen vinduer, så de hører kun lyden af skud og råb. Der kommer meldinger på folks telefoner om døde udenfor. Der er én, der hyperventilerer, og mange græder. En kvinde går rundt med en vandflaske og knipser vand i hovedet på folk.
Klokken 10:25 skriver Niklas: ”Jeg elsker jer!!!” til Nille. Han føler behov for, at hun skal vide det. Hvis nu der sker noget. Der er også gang i en intern sikkerhedstråd på hans telefon.
”We are communicating with GW,” skriver han klokken 10:30 i tråden. Forkortelsen står for GardaWorld. Et amerikansk sikkerhedsfirma, der står standby med en pansret personbil.
”It seems people killed,” skriver Niklas 10:31.
10:39 skriver han: “Still heavy shooting.”
“Very heavy shooting now” – 10:41.
“Tanks,” skriver han 10:42, da flere eksplosioner ryster bygningen.
10:46: ”Explosions.”
”Apparently a local militia is getting involved now,” skriver han lige bagefter.
Kort tid efter stormer et par bevæbnede mænd i kamuflagebukser og ærmeløse T-shirts ind i korridoren, hvor Niklas og de andre står.
”I skal ud, I skal ud,” råber de på arabisk.
Valgkommissionens bygning i Tripoli efter angrebet, 2018.
Foto: Privat
Sort røg
Niklas, Halima og Amira holder sammen ned ad trappen og ud af bygningen. Udenfor vælter sort røg og flammer ud af valgkommissionens anden bygning.
Ovre ved de parkerede biler ligger ligene af de to mænd, som kørte Niklas til kontoret om morgenen. Den ene har forsøgt at gemme sig under en bil. Vagterne ved porten er også blevet dræbt.
Der bliver skudt overalt. Det er svært at vide, hvem der er ven, og hvem der er fjende.
Niklas løber ud på gaden sammen med Halima og Amira. De passerer bevæbnede mænd, der løber i den modsatte retning.
Niklas håber på, at GardaWorlds pansrede bil er på vej. En sort Toyota kører op foran ham og de to andre. Inde fra bilen råber en mand, at de skal skynde sig ind.
De tre kolleger ender på bagsædet. Manden på passagersædet har sort militærtøj på og en Kalashnikov mellem benene. Ham og chaufføren er tydeligvis ikke fra GardaWorld.
Toyotaen zigzagger gennem gaderne for at undgå at blive ramt af skyderierne bagfra.
Mændene i bilen viser sig at være fra en venligsindet milits. De kører dem hele vejen tilbage til den compound, som Niklas forlod om morgenen for at komme på arbejde.
Da han sidder alene på sit værelse, begynder han at græde. Ikke meget, men der er noget, der skal ud.
16 mennesker bliver dræbt og 20 såret under angrebet på Libyens valgkommission i maj. Teorien er, at Islamisk Stat har villet smadre vælgerdatabasen, som var i den bygning, der brændte. To selvmordsbombere sprængte sig selv i luften derinde, efter at de havde gået fra kontor til kontor og likvideret folk.
Bygningen, hvor IS-krigerne udløste deres selvmordsbomber, 2018.
Foto: Privat
Efter angrebet
Nogle dage senere er Niklas tilbage hos familien i Tunis.
Nille så Niklas’ besked fra angrebet, så snart den tikkede ind på hendes telefon. Hun var midt i et godt arbejdsflow og svarede ikke. Den slags beskeder får hun så tit fra ham.
Det næste stykke tid holder hun ekstra godt øje med ham for at se, om han har taget psykisk skade. Ud over at han er mere følsom over for høje lyde, ser hun ingen faretegn. Til en debriefing gennem jobbet får han også besked på, at han kan klare sig uden yderligere samtaler og hjælp.
Niklas og Nille bliver to år mere i Tunis, inden de i 2020 flytter hjem til huset på Amager. Det er på tide at komme tættere på familien. Niklas får job i konsulenthuset Voluntas, og Nille kommer tilbage til Udenrigsministeriet. Deres tredje datter, Vera, bliver født i Danmark.
Foto: Jonas Pryner
Marts 2022, København
Voluntas’ kontorer i København har udsigt direkte ned til trampolinen i kronprinseparrets baghave ved Amalienborg. Det er unægteligt anderledes end både Tripoli og Maridi i Sydsudan.
Niklas Kabel Pedersen er medejer af firmaet og står for den daglige ledelse sammen med stifteren Morten Albæk. Voluntas har åbnet kontorer i Tunis og Khartoum, og Niklas trækker på sine erfaringer fra regionen. De udvider også snart til Mumbai, Düsseldorf, Oslo og USA.
Selv om Niklas Kabel Pedersen er blevet leder og har taget et skridt tilbage fra opgaverne, er han stadig drevet af at se en mening i det, han laver.
Voluntas samarbejder bl.a. med NGO'er og FN-organisationer, men også med andre større virksomheder og organisationer. Både i Danmark og globalt. Konsulentfirmaet har udviklet et værktøj til at måle ansattes følelse af mening med deres arbejde – en såkaldt Meaningful Work Quotient. Målet er at give virksomheder, organisationer og samfund muligheden for at skabe meningsfulde liv.
Gennem hele sin karriere har Niklas Kabel Pedersen været drevet af et ønske om at hjælpe folk til at kunne træffe frie valg og realisere deres fulde potentiale. Han indrømmer, at det ikke er lykkedes lige godt hver gang. Han står dog tilbage med følelsen af det meningsfulde i at give folk muligheden for medbestemmelse.
Han er nået til den konklusion, at der er grænser for, hvor meget direkte indflydelse man kan have på et andet land og dets befolkning. Fx i Libyen. Her hjalp udenlandske aktører med at etablere frie valg efter Gadaffis fald, men den dag i dag er der stadig uro i landet.
Så sent som i december blev præsident- og parlamentsvalget udskudt.
Kilder: Interviews med Niklas Kabel Pedersen og Nille Gry Kabel Olesen, Niklas’ privatbilleder, nyhedsindslag om terrorangrebet i Tripoli samt diverse privatoptagelser af det, sikkerhedstråden på WhatsApp fra under angrebet, en ’After Action Report’ fra IFES og ”Jeg elsker jer!!!”-beskeden, som stadig ligger på Niklas’ telefon.
Artiklen fortsætter efter annoncen
Ledige stillinger
ANNONCE
Kommentarer
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER