Frivillig pension

Carsten på 54 behøver aldrig at arbejde igen

16.3.2022

af

Foto: Mads Teglers

Foto: Mads Teglers

Carsten Holdum var plaget af hovedpiner og ville have mere tid til barnebarnet. Hans løsning var én, mange nok drømmer om, men de færreste har mulighed for at vælge.

For tre år siden blev Carsten Holdum farfar til Arthur. Samtidig begyndte hovedpinen og rygsmerterne at tage til. 25 års kontorarbejde havde sat sine spor. Særligt hovedpinen var slem. Ofte gik Carsten Holdum i seng, kort efter han var kommet hjem fra jobbet, for at kunne være klar til næste arbejdsdag.

Han havde heller ikke tid til at se familie og venner så meget, som han gerne ville. Da Arthur kom, blev det tydeligt. Arbejdsdagen i PFA Pension som forbrugerøkonom, leder for fire medarbejdere og bestyrelsesmedlem kombineret med en lejlighed ved Søerne i København gjorde det svært at passe Arthur, der boede i Lyngby med sine forældre.

Hovedpinen, Arthur og lysten til at bruge mere tid med familie og venner fik ham til at tage en drastisk beslutning. En beslutning, mange af os nok kan fantasere lidt om, men som få har mulighed for at tage. For det er ikke mange, der er så gode til at spare op som Carsten.

Du kan lytte til artiklen her:
Den anden dør

En tirsdag formiddag i januar ringer jeg på døren til hans nybyggede hus et par kilometer nordvest for Hillerød.

Da hoveddøren går op, bliver jeg forvirret. På Google ligner Carsten Holdum en mand på 54. I døråbningen ser han 30 år yngre ud.

”Jeg skal interviewe Carsten Holdum,” siger jeg.

”Det er min far. Du skal banke på døren derovre,” forklarer han.

Carsten Holdum har bygget hus sammen med sin søn og svigerdatter for at komme tættere på dem og Arthur.

Inde i entréen til hans afdeling er alting så nyt, at der ikke er hængt knager op endnu. Min jakke ender på en skammel.

Udenfor støvregner det på de nøgne jordmarker. Om nogle år vil der også stå nye huse på dem.

Indenfor på gulvet i stuen ligger en yogamåtte ved siden af en Brio-togbane og en bunke byggeklodser. Arthur var forbi i går. Yogamåtten er til de ryg- og strækøvelser, som Carsten Holdum laver to gange om dagen.

Han har både tid til barnebarnet og øvelserne nu. I slutningen af december stoppede han på jobbet – uden planer om igen at begynde med det, han kalder et karrierearbejde.

Spændingshovedpinen har været en plagsom gæst, kort inden jeg besøger ham.

”Den starter fra bagsiden af nakken. Den varede fredag, lørdag, søndag og mandag. I dag tirsdag er den væk. Fire døgn i træk – hovedpine konstant.”

Den kommer og går, som den vil, og Carsten Holdum forklarer den med, at han har arbejdet så mange år foran en skærm. Han håber på, at den forsvinder helt med tiden.

”Jeg var meget karriereminded. Det betyder ikke nødvendigvis, at jeg har været bedre end andre. Jeg ville bare være tip-top-dygtig til det, jeg lavede.”
Foto: Mads Teglers
Max karriere

I PFA var han specialist i forbrugerøkonomi, pension og langsigtet opsparing. Det var emner, han kunne på rygraden, når journalister ringede på alle tider af døgnet. Samtidig er det også viden, han har brugt i sin egen privatøkonomi. Han kan derfor opretholde sin levestandard resten af livet uden at få løn igen. Hvordan det kan lade sig gøre, vender vi tilbage til.

Det var ellers ikke planen at gå tidligt på pension, da han som nyuddannet jurist fik sit første job i forsikringsselskabet GE Frankona.

”Jeg skulle lave max karriere. Det har jeg arbejdet på i mange år, og det er også lykkedes.”

Mens han var hos forsikringsselskabet, begyndte han at interessere sig for økonomi og tog en HD i finansiering på Copenhagen Business School.

Bagefter arbejdede han i to år som finansiel rådgiver i Lån & Spar Bank, inden han i 2007 blev cheføkonom i Forbrugerrådet.

Da han i 2011 fik jobbet som forbrugerøkonom i PFA, begyndte han straks at sætte sig ind i alt om pensionsselskabet, som er Danmarks største. Nogle år efter var han en go-to-person i virksomheden.

”Sådan én man kan spørge om alt. Jeg var meget karriereminded. Det betyder ikke nødvendigvis, at jeg har været bedre end andre. Jeg ville bare være tip-top-dygtig til det, jeg lavede.”

Han har gennem karrieren arbejdet, hvad der svarer til halvanden fuldtidsstilling. Det gav en oplevelse af at være på arbejde hele tiden. Hjernen kørte altid og spottede nye problemer, der skulle løses på jobbet – også når han var hjemme. Selv om han hyggede sig med det, havde det også en pris.

”Der har været mindre tid til familien. Mit arbejdsliv har kun kunnet lade sig gøre, fordi min søn boede hos sin mor, fra han var to, til han var 14.”

Sønnen Kasper blev født under studietiden. Det er ham, der er far til Arthur.

For nylig var Carsten Holdum ude at køre bil med Arthur. De skulle over til familiens fælles bondegård.

Der sagde Arthur noget, der mindede Carsten Holdum om, hvor taknemmelig han er over at være flyttet så tæt på barnebarnet:

”Altså farfar, jeg synes bare, det er rigtig dejligt, at du bor i mit hus.”

Det var Arthurs forældre, der foreslog, at de skulle bygge sammen. Carsten Holdum vidste, at når han først var flyttet til Hillerød, ville han ikke pendle til PFA, der ligger på Østerbro i København.

Hvordan har han råd?

Processen med at stoppe på jobbet begyndte for tre år siden. Den nærmeste chef blev indviet i planerne, og der har været opbakning fra PFA gennem hele forløbet.

Til at begynde med arbejdede Carsten Holdum fire dage om ugen. Så var der tid til en fast Arthur-dag. Fra årsskiftet var det slut med indtægt og job i PFA.

Det, alle spørger ham om, er, hvordan han klarer sig økonomisk uden løn eller offentlig understøttelse.

Det korte svar er: Høje pensionsindbetalinger, aktier og et lavt forbrug. Han har også solgt ejerlejligheden ved Søerne i København for at flytte til Hillerød.

”Pengene fra salget af lejligheden forsvinder ind i huset her. Så mit projekt er ikke lykkedes, fordi jeg var en heldig kartoffel på boligmarkedet,” pointerer han.

Allerede i første job som nyuddannet 26-årig satte han pensionsindbetalingen til 22%. De sidste fem år har han sat den til 50%, og når han fylder 60, kan han begynde at få udbetalt pension. Det er cirka 10 år tidligere, end en nyuddannet i dag kan forvente.

Så er der aktierne. Dem begyndte han at investere i, da han blev 40.

”Jeg begyndte at regne på tallene. Det gik op for mig, at hvis jeg skulle lave en langsigtet opsparing, så var aktier vejen frem.”

I første omgang købte han for 100.000 kroner aktier. Den teoretiske tilgang var, at man ikke kan udvælge en god aktie og være sikker på, at den stiger i værdi.

Derfor trak han de 20 eliteaktier fra C20-indekset (i dag C25-indekset) over i et Excel-ark. En tilfældighedsgenerator valgte 10 af aktierne. Dem investerede han 10.000 kroner i hver. I dag er de 100.000 kroner blevet til omkring 450.000.

Det er blevet til adskillige aktier siden, og alt overskud fra dem investerer han i nye. Han har ikke solgt en eneste endnu, men det kommer han til, nu hvor han ikke får løn længere.

Det hjælper også, at Carsten Holdum elsker at spare op. Han skyder på, at han gennem arbejdslivet har sat 25% af sin løn til side.

Han er opvokset i en sparsommelig familie, som går op i genbrug og i at passe på naturen. Dels af overbevisning, men også med baggrund i forældrenes skilsmisse.

”Jeg boede hos min far i villakvarteret Digterparken i Ballerup. Et sted, hvor de fleste ikke havde råd til at blive boende efter skilsmisser.”

”Hvis du fjerner dine penge fra dankortet og sætter dem i opsparing i stedet, vil du ikke savne dem, mener Carsten Holdum. ”Du kan altid købe en ting, der er dyrere. Hvis du ikke har pengene til rådighed til den, vil du købe en billigere version.”
Foto: Mads Teglers
Afgrundens rand

Som ung i begyndelsen af 1980’erne opdagede Carsten Holdum desuden, at den var gal med samfundsøkonomien.

”Jeg husker især de alvorlige TV-aviser om betalingsbalancen, der sejlede, og finansministeren, som talte om ’afgrundens rand’. Jeg tænkte: 'Den rejse skal jeg ikke med på.'”

Sidan da har det givet ham mere glæde at have økonomisk tryghed end at købe nye ting.

Sammen med en bogreol er den blågrå sofa, jeg sidder i under interviewet, det eneste nye møbel, han nogensinde har købt. Den kostede cirka 25.000 kroner for fem år siden. Resten af møblerne er genbrug eller familiearvestykker.

”Penge, der ikke bliver brugt, er økonomisk tryghed. Så kan der ske alt muligt, og jeg bliver aldrig slået af pinden. Jeg kan mærke inde i kroppen, at det giver mig mere glæde på den måde. Hele mit liv har handlet om, at jeg grundlæggende ikke kan lide at bruge penge.”

Det hjælper også, at hans hobby ikke er verdens dyreste. De seneste 25 år har han mødtes en gang om ugen for at spille avancerede brætspil med tre venner. De er i gang med spillet Gloomhaven, hvor de som eventyrere kæmper mod monstre og lærer nye færdigheder. De andre har flere hundrede spil. Carsten Holdum ejer omkring 50.

”Når jeg spiller brætspil, analyserer jeg, finder mønstre og løser problemet. Det har jeg også hygget mig med på min arbejdsplads. Og samtidig haft en god social kontakt og en god løn. Men det kan jeg også sagtens gøre ved at analysere vores tirsdagsspil eller ved at sidde i vores grundejerforening og finde ud af at minimere mængden af skader, vi laver, når alle bygger.”

Venner og familie ringer også til ham, hvis de har brug for at få løst problemer i privatøkonomien. Fx hvis de skal skilles eller på pension.

Muligvis vil han være selvstændig konsulent i privatøkonomi, når han engang har fået styr på hovedpinen og smerterne i ryggen. Ikke fordi han har brug for indtægten, og det skal ikke være på fuld tid.

”Hvis jeg bliver konsulent, kan jeg deltage i samfundsdebatten og tage rundt og lave foredrag eller hjælpe konkrete personer med ting. Det er også en måde at få tjent nogle skattekroner.”

Det er også en mulighed at finde noget frivilligt arbejde, og så skal han bruge mere tid på sin mors økologiske bondegård, som familien passer sammen.

”Arbejdsliderligt folkefærd”

Carsten Holdum har tænkt meget over, at han ikke bidrager med skat til velfærdsstaten, nu hvor han ikke længere får løn. Han er kommet frem til, at han allerede har arbejdet nok for et helt liv. Og for ham er livet uden job det, der skal til lige nu. Samtidig føler han, at han har opnået det, han skulle.

”Jeg har performet godt på arbejdsmarkedet. Jeg har gjort ting, som jeg ikke selv vidste, at jeg kunne. Jeg har løbet 14 maratonløb. Jeg har været ude at rejse. Og jeg har også sat et barn i verden. Så nærhed med familien er nok det, der giver mig den største glæde nu. Bare at se, at det går de andre godt.”

Hvor mange penge han har i aktier og pension, vil han ikke fortælle. Beløbet kan demotivere andre, der også vil spare op, men som ikke kan nå at lægge så meget til side, som han selv har gjort.

Han skyder på, at han ikke når at bruge alle pengene selv. Så længe han lever, vil der være råd til den årlige skitur, weekendturen med nevøen og niecen samt penge til delebilen, delehuset, et par brætspil og en ny cykel hvert femte år.

Carsten Holdum har lagt mærke til noget, når folk har reageret på hans beslutning om at forlade arbejdslivet. Mange har virket nærmest forskrækkede. Han har en teori om hvorfor.

”Vi er jo et arbejdsliderligt folkefærd, der er calvinistisk præget til at arbejde godt. Det er vores vej ind i himmerige. Vi kan ikke købe aflad og kan ikke få syndsforladelse i vores kristne tro. Så er der kun hårdt arbejde tilbage.”

Carsten Holdums vigtigste råd, hvis du vil spare op:
  • Ej din egen bolig
  • Betal afdrag på realkreditlånet
  • Giv pensionsordningen et nøk opad
  • Få bygget et aktiedepot op
Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Niels
sidste år
Hvad med Kærligheden eks barnets mor
Mon Depens
2 år siden
Fine råd, men at betale afdrag med nutidens stigninger i boligpriser? Drop afdragene - få 10 års afdragsfrihed - omlæg efterfølgende til 30 års afdragsfrihed. Overskuddet herfra skal direkte ind på et aktiedepot.