DET, JEG HAR LÆRT

"Der er brug for mere entreprenørskab på statskundskab"

25-02-2022
5 min.
Selv om Enaya Safi nu har fået sin kandidatgrad, har han ikke travlt med at komme ud og finde et akademikerjob. Han har stadig nye planer for spisestederne og har også en kogebog på vej. Foto: Alexander Höllsberg

Enaya Safi er lige blevet cand.scient.pol. Han har en fortid i efterretningstjenesten og har i en årrække drevet seks spisesteder og fire foodtrucks. Her fortæller han, hvad alt dette har lært ham.

Min far arbejdede i det afghanske indenrigsministerium under det kommunistiske styre fra 1979 til 1989. Da min far måtte flygte fra Taleban, endte vi i Viborg. Jeg var 13. Efter et halvt år i en sprogklasse blev jeg smidt i en almindelig 7. klasse. Det var svært med sproget.

Hver onsdag eftermiddag kom Ely, en pensioneret lærer, hen til mig i skolen for at hjælpe mig med sproget. Vi lavede mine lektier sammen, og hun snakkede med mig. Sådan helt lavpraktisk. Om hvordan hun havde bagt småkagerne, hun havde med. Det virkede. Det var faktisk hende, der gjorde, at jeg kom i gymnasiet. Jeg føler, jeg er et produkt af det, jeg mødte i Ely.

Hvis man er nysgerrig på verden, rykker man sig, når man flytter til et nyt land. Man bliver hevet ud af sin lille boks.

Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at Taleban igen skulle overtage hele mit fødeland.

Jeg fik job som kulturanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste lige efter gymnasiet. Jeg havde søgt på et jobopslag. Jeg var med til at træne vores soldater, der skulle til Afghanistan i kulturforståelse og var selv i Afghanistan i tre måneder. Jeg troede virkelig på missionen. Men at bygge en stat på få år er ikke nemt, uanset hvor mange penge og hvor mange soldaters og civiles liv du sætter ind på det. Det kræver stor tålmodighed at få samfundet og befolkningen til at følge med.

At spise sammen har altid været en del af min families dna. Mad er kultur. Det ville jeg gerne brede ud til andre. Derfor gik mine brødre i gang med at åbne spisesteder. Det afghanske og nordindiske køkken er tæt forbundet, og jeg fik idéen, da jeg stod ved en dhaba walla – en traditionel indisk madbod – på en rejse til Mumbai. Vi så et hul i markedet med hensyn til noget ordentlig indisk streetfood, som ikke er for stærkt. Det var i 2015.

Til sidst var vi i seks byer: Køge – hvor vores familie flyttede til, da jeg gik i 2.g. – og Næstved, Ringsted, Vordingborg, Nykøbing F. og København NV. Og containere og streettrucks om sommeren på Reffen og ved Broens Gadekøkken (begge i København, red.), i Skovshoved Havn og ved Skovtårnet nede ved Rønnede.

I 2018 gik jeg rundt og talte til et videokamera på et marked i Delhi, hvor vi lavede research til vores menu. Så var der én, der prikkede mig på skulderen: 'Jeg kan høre, du taler dansk.' Det var Mette, souschefen på den danske ambassade. Det endte med, at jeg to gange blev inviteret ud og lave mad til ambassadens prominente gæster. Jeg tog en ven med, William, som er virkelig god til det nordiske køkken. Vi lavede naan-smørrebrød og tarteletter med butter chicken – jeg havde en hel kuffert tarteletter med – til ambassadens middag i forbindelse med World Food India-festivalen. Og til Lars Løkkes gæster, da han kom til Delhi med et erhvervsfremstød. For mad åbner en samtale.

Jeg deler madkultur op i to: Det, man smager. Og det, der sker, når man spiser sammen. Når man skal vælge et antal retter, som stilles ind på bordet, hvor man deles om dem, starter der en samtale allerede der. Jeg vil gerne have tre generationer til at spise sammen: Børn, forældre og bedsteforældre. Det kunne vi godt have mere af i den danske kultur.

Foto: Alexander Höllsberg

Efter tre år i Forsvarets Efterretningstjeneste havde jeg fået nok af krig. Jeg vidste noget praktisk om samfundet, men jeg manglede nogle teorier om samfundet. Så jeg søgte ind på statskundskab i København.

Statskundskab var vildt spændende, sjove studiekammerater, god energi. Men der var lidt for meget teori og lidt for lidt entreprenørskab. Nogle gange tænkte jeg: 'Altså, det her kan ikke bruges til noget, når vi kommer ud i virkeligheden.'

Jeg fandt sammen med en studiekammerat, som senere læste på CBS. Vi tog ud på entreprenørskolen på CBS og legede med forrentningsmodeller. Vi fandt ud af, at man skal have et produkt. Visioner, som statskundskabere altid har masser af, er ikke nok. På statskundskab er der en slags konsensus om ikke at tænke i forretning eller iværksætteri. Man taler, diskuterer og argumenterer. På CBS tænker man måske for meget i budget og profit og 'bare det kan sælges, så er den hjemme'.

Men jeg tror, det er vigtigt med mere entreprenørskab og 'produkt' hos statskundskaberne. For vi har brug for statskundskaberne, når vi skal finde løsningerne til den grønne omstilling. De er gode til at finde de samfundsløsninger, der må gå på tværs af stat, civilsamfund og erhvervsliv. Flere statskundskabere som entreprenører kan gøre en forskel både i Danmark og ude i verden.

På statskundskab lærer man lidt om mennesker, lidt om systemer, lidt om stater og lidt om sig selv. I min egen lille forretning bruger jeg noget fra det hver dag. Ikke de teorier, jeg lærte, men i min måde at træffe beslutninger på.

Foto: Alexander Höllsberg

Coronaen har været ved at slå os ihjel. Vi gik konkurs med vores spisested i Ringsted i november og måtte lukke det. Men vi fortsætter i de fem andre byer. Og vi har også planer. Måske kommer vi til at lancere nogle produkter i supermarkederne.

Jeg har ikke travlt med at finde et rigtigt cand.scient.pol.-job. Måske senere. Jeg er kun 33. Jeg har masser af tid. Hvis jeg skal have et job, skal det være ét, hvor jeg gør en forskel for nogle andre mennesker.

Jeg blev aktiv i ungdomspolitik i 9. klasse, for jeg var blevet forelsket i det danske system. En ven i Viborg, en oberst, der sad i Folketinget, sagde til mig: 'Når du er 50 og har erhvervserfaring – for det mangler Folketinget – skal du stille op.' Jeg ved ikke, hvor jeg er, når jeg er 50. Men han har ret i, at man må have prøvet noget, før man bliver politiker.

Lige nu er jeg ved skrive en kogebog færdig, som udkommer på Lindhardt og Ringhof 28. februar. Det er 100 indiske retter og lidt historier fra Indien.

Jeg kunne godt drømme om en bestyrelsespost i en virksomhed eller en NGO. Det vil jeg faktisk rigtig gerne, så det har jeg efterlyst på min LinkedIn.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.