Grøn mad

Sådan spiser du mere klimavenligt på SU

22.6.2021

af

Foto: Shutterstock

Foto: Shutterstock

Klimavenlig kost rimer på mindre kød og mere grønt. Her får du en række tips fra en ekspert til at spise mere klimavenligt – uden at det ruinerer dig.

Bælgfrugter, grøntsager, nødder og frø skal fylde mere, mens kød og mejeriprodukter skal fylde mindre. Sådan lyder DTU Fødevareinstituts supplerende anbefalinger til de allerede eksisterende kostråd, hvis man gerne vil spise mere klimavenligt.

Men hvordan gør man så lige det?

Mette Borre er diætist tilknyttet Aarhus Universitetshospital, og hun har skrevet en række bøger om mad og sunde vegetarretter. Hun mener, at hvis man vil rykke over mod en mere klimavenlig kost, kan det være en god idé at starte i det små.

”Det er ofte vegetariske retter, som er udgangspunktet for en klimavenlig kost. Her kan man søge inspiration i kogebøger, opskrifter på nettet og via madblogs. Men ellers kan man også starte stille ud – fx ved gradvist at skære ned på kødet i sine retter. I en chili con carne kan man med fordel skrue ned for kødet og øge mængden af grøntsager og kidneybønner,” siger Mette Borre.

Bælgfrugter

Og lad os lige dvæle lidt ved kidneybønnerne. Bønner, kikærter og linser er alle en del af bælgfrugt-familien, og i rapporten om klimavenlig kost anbefaler DTU Fødevareinstitut, at man spiser mindst 100 gram bælgfrugter om dagen. Hvilket faktisk også er godt for din pengepung.

”Set fra en studerendes synspunkt er det relativt billigere at få sine proteinkilder fra klimavenlige fødevarer som linser, kikærter og bønner, hvis man fx sammenligner med kød – især hvis det skal være økologisk. Ud over proteiner får man også en masse gode næringsstoffer som mineraler, vitaminer og kostfibre ved at spise bælgfrugter,” forklarer Mette Borre.

Fisk

Rapporten om klimavenlig kost bandlyser ikke fuldstændig at spise kød, mejeriprodukter eller fisk, men anbefaler, at man skærer ned på sit indtag.

Især fisk – og meget gerne fede typer som laks, sild og makrel – er stadig en god fødevare at indtage, da den rummer mange vigtige næringsstoffer såsom omega-3-fedtsyrer, jod og selen.

På et SU-budget kan det dog være svært at få råd, men her har Mette Borre et godt tip.

”Frisk fisk kan være relativt dyrt for studerende, så det er måske bedre at vælge at indtage fisk til frokost frem for aftensmad. Her er mulighederne nemlig lidt billigere – fx i form af makrel i tomat eller sild,” siger hun.

Billige proteiner

Når det gælder om at spise klimavenligt på et fornuftigt budget, er det ifølge Mette Borre en god idé at tænke i klassiske danske fødevarer som havregryn og rugbrød. Her er der nemlig en masse value for money.

Derudover gælder det om at inkorporere flere vegetariske retter ind i sit kulinariske repertoire. Ved disse vegetarretter er der fokus på billige proteinkilder i form af bælgfrugter.

Og så kan man fx eksperimentere med selv at bage sine egne knækbrød eller lave en såkaldt køleskabsgrød.

”En køleskabsgrød er rigtig god som eftermiddagssnack eller som decideret morgenmad. Man sætter havregryn i blød i noget mælk, hvor man måske har hakket noget frugt eller tilsat frø i form af chiafrø, hørfrø eller endda nogle nødder. Den står så på køl hen over natten, og så har man et dejligt måltid, der er billigt og klimavenligt.”

Forslag til klimavenlig dagskost på budget
  • Morgenmad: En stor skål havregryn med mælk. Alternativt en køleskabsgrød eller rugbrød med hummus eller ost.
  • Frokost: Rugbrød med hummus, makrel i tomat, sild, linsepostej eller æg. Alternativt en fyldig salat med linser, kikærter og en masse grøntsager – måske suppleret op med lidt ris.
  • Aftensmad: Vegetarretter. Fx chili sin carne, linsefrikadeller med grøntsager og brød, salat af broccoli, peberfrugt, krydderier og ris eller kartofler til eller sågar en bønnepostej med en masse grøntsager.
  • Snacks: Hjemmelavet knækbrød på fx majsmel eller havregryn med en masse frø og kerner i form af sesamfrø, hørfrø, chiafrø eller lignende. Frugt og nødder.

 

Kilde: Mette Borre, diætist, Aarhus Universitet

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet