Grønt job

Britta droppede sin chefstilling for at sælge klimavenlige blomster

15.6.2021

af

Foto: Tobias Nicolai

Foto: Tobias Nicolai

På en rejse faldt Britta Graugaard Sørensen over den grønne forretningsidé, hun og kæresten havde ledt efter. Inden længe gik hun <em>all in</em>: ”Jeg gik fra et supergodt job i PFA, så jeg trak da lige vejret en ekstra gang ind, inden jeg sagde op.”

Britta Graugaard Sørensens klimarejse begyndte for alvor på en sejltur på Ha Long Bay i Vietnam for tre år siden. Hun var på barsel med den yngste, og familien inklusive bedsteforældre var taget på otte ugers rejse til Vietnam. Familien – store og små – brugte tre dage på at samle plastik op, der flød rundt i bugten. Og der var mere end rigeligt til at fylde den ene kano efter den anden.

”Det var virkelig skræmmende. Noget helt andet end at sidde hjemme i stuen foran fjernsynet og sige ’okay, vi har da vist et problem’ og så zappe videre. Her var børnene med til at samle plastikflasker, flamingokasser og alt muligt skrald op. Så der begyndte vi for alvor at snakke om, hvordan vi kunne gøre en forskel for klimaet og miljøet på den ene eller den anden måde – også i vores arbejde,” fortæller Britta Graugaard Sørensen.

Seks måneders holdbarhed

Hun var på barselsorlov fra sit job som kundechef i PFA, hvor klimavenlighed ikke var et fremmedord. En del af hendes job var nemlig at besøge kunder og præsentere mulighederne for pensionsopsparingen i klimavenlige investeringer. Og det var også med til at spore hendes tanker i en grøn retning.

Men hun er gammel købmandsdatter og den virksomhed, hvor hendes kæreste var direktør, var netop blevet solgt, så de begyndte at kigge sig om efter en forretningsidé, der passede med deres egen vision om at gøre en forskel for klimaet.

Idéen kom lidt senere på en rejse til Spanien. Her kiggede de tilfældigt ind hos en interiørbutik og opdagede nogle helt særlige blomsterbuketter. Ekspedienten fik på en blanding af engelsk og spansk forklaret, at buketterne kunne holde i seks måneder, hvor en buket ellers typisk kun kan holde en uges tid. Godt for klimaet og et godt skridt væk fra ’køb og smid væk’-kulturen, som de havde talt meget med deres børn om.

”Min datter på 10 sagde faktisk: ’Mor, vi køber jo blomster næsten hver uge, og dem smider vi bare ud.’ Så støder vi på de her blomster i Spanien, hvor vi pludselig rent forretningsmæssigt og strategisk kunne begynde at koble tingene sammen,” fortæller Britta Graugaard Sørensen.

Foto: Tobias Nicolai
99% mindre CO2

LivingFlowers.dk blev en realitet for godt et år siden. Firmaet leverer langtidsholdbare buketter til både private og til en række virksomheder. Leverandøren er fra Spanien. Her vokser blomsterne under åben himmel, energien kommer fra et solcelleanlæg, og rester fra olivenproduktionen bliver brugt som brændsel.

Når blomsterne bliver plukket, bliver de sat i vand, der er blandet med en bionedbrydelig plantenektar. Her står de og ’drikker’ nektar, indtil de har suget alt, hvad de kan. Og herefter kan blomsterne altså holde i seks måneder. Det kan de, fordi væsken med nektar fordamper meget langsommere end vand. Det betyder også, at de ikke skal stå i vand under transporten, og derfor kan der pakkes rigtig mange blomster i én lastbil.

Fem forskellige eksperter blev hyret til at regne på CO2-regnskabet med de langtidsholdbare blomster.

”De fandt en 99% CO2-besparelse i forhold til konventionelle buketter,” fortæller Britta Graugaard Sørensen.

En stor beslutning

I første omgang var det kun Brittas kæreste, Henrik Overgaard, der var fuldtidsbeskæftiget med LivingFlowers.dk. Selv beholdt hun sit job.

”Jeg har hele tiden sagt, at vi blev nødt til at holde fast i en sikker indtægt, men så snart der var mulighed for det, ville jeg også gå 100% ind i virksomheden.”

Det skete den 1. januar i år. Og selv om hun ikke var i tvivl, var det en stor beslutning at tage.

”Jeg gik fra et supergodt job i PFA, så jeg trak da lige vejret en ekstra gang ind, inden jeg sagde op. Men jeg vil ikke sidde der som 80-årig og tænke: ’Hvorfor gjorde jeg ikke en forskel?’” 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Jens Bødker
2 år siden
Transport af blomsterne fra Spanien til DK lyder ikke særlig klima venligt! Er transporten indregnet i CO2 regnskabet?