”Du ser da ellers ikke skidt ud”
Nogle gange kunne Morten Claes Winther godt have følelsen af, at der blev kigget skævt til ham, når han gik tidligt hjem fra arbejdet – sikkert bare en følelse, men han kunne ikke lade være med at have dårlig samvittighed.
”Oppe i mit hoved forestillede jeg mig, at jeg kunne blive mødt med et ’du ser da ellers ikke skidt ud,’ når jeg fortalte mine kolleger, at jeg blev nødt til at gå hjem, fordi jeg ikke kunne mere. Også selv om de faktisk altid var meget støttende og omsorgsfulde.”
Lige præcis dét med, at det ikke kan ses, kan også være en benspænd i flere sammenhænge, forklarer Hana Malá Rytter.
For selv om de ramte oplever, at de har et kraftigt reduceret funktionsniveau – de kan blive abnormt trætte efter den mindste anstrengelse, de har hovedpine, er svimle, de har svært ved at koncentrere sig og huske og er overfølsomme over for lys og lyde – kan det ikke ses på dem.
”Og særligt hvis det varer i lang tid, bliver der skabt en fortælling om, at ’nu burde han eller hun da vist være rask.’ Den ramte skal mange gange også forklare og forsvare sig – hos lægen, men også hos arbejdsgiver og kommunen."
Sin egen fjende
”Kan jeg nogensinde bliver taget seriøst igen, når jeg vrøvler og ikke kan formulere mig? Det er en af de tanker, jeg ofte kan have,” siger A.
Hun har været vant til at stå foran storkunder og direktører og kommunikere skarpt og præcist.
Og som B siger:
”Man får jo lidt af en identitetskrise, når man ikke kan holde til det samme som før. Derfor kommer man nemt til at overanstrenge sig de dage, hvor man har lidt energi, eller når man føler et pres til at præstere. Men så er man fuldstændig udkørt i flere dage efter.”
Det er ikke kun fysisk, en hjernerystelse kan sætte spor. Det kan også være en stor mental udfordring, fordi man aldrig ved, hvornår man bliver helt frisk igen – og mange tvivler i perioder på, om de overhovedet bliver sig selv igen, fortæller Hana Malá Rytter. Men hun understreger, at det er vigtigt at bevare en positiv indstilling.
De tre ramte, jeg har talt med, har alle oplevet psykiske nedture.
Morten Claes Winther var også hård ved sig selv. Han ville bare være frisk igen – det gik alt for langsomt. Men der var hjælp at hente hos neuropsykologen.
”Jeg var inde i en negativ spiral. Men hun fortalte, at mine reaktionsmønstre var helt normale. Hun forklarede mig, hvad der egentlig sker, når hjernen banker mod hjerneskallen. Du får en slags forstuvning af hovedet, og hjernen fungerer ikke ordentligt, før alt kan løbe rent, og nervebanerne kan være lang tid om at hele. Jeg ville ønske, jeg havde fået den viden på hospitalet eller hos min læge.”
Hana Malá Rytter fortæller, at det kan være et ekstra benspænd at have en djøf-uddannelse, hvis man bliver ramt af en hjernerystelse.
”Djøfere er vant til at arbejde med intellektuelle opgaver og være deres egen leder. De er utroligt loyale og får dårlig samvittighed over for både deres arbejdsgiver og deres kolleger, når de ikke kan arbejde eller præstere, som de plejer. Derfor risikerer de at presse sig selv derud, hvor de ikke skal være. Så her gælder det virkelig om at skynde sig langsomt – altså ikke trappe for hurtigt op, for ellers risikerer det at blive meget langvarigt.”
Ønsker til fremtiden
Morten Claes Winther siger, at han er heldig. Fordi han fik så god hjælp via sin forsikring. Heldig, fordi både hans chef og alle andre i Rambøll var meget forstående. Heldig, fordi han faktisk – mens han stadig kun arbejdede på deltid – blev headhuntet til et nyt job med fuld løn hos Aarsleff Rail. Også selvom han ikke kunne sige, hvornår han ville være kampdygtig igen. Og heldig, fordi et større søvnbehov er det eneste mén, han har i dag fire år efter uheldet.
Men han ville ønske, at han allerede på hospitalet havde fået at vide, at det kunne tage lang tid at komme sig.
”Jeg tror, det kunne redde mange, der går for hurtigt frem, og som dermed er endnu længere om at blive helt sig selv.”
Hverken A eller B har mistet deres job. Så de føler sig heldige på den front. Men A, der er sygemeldt endnu, regner ikke med at komme tilbage til det samme job, for hun kan simpelthen ikke forestille sig, at hun kan magte samme pres.
Hendes ønske er, at det, hun kalder det ambitiøse djøf-arbejdsmarked, ville efterlade plads og tid til skavanker.
”Og så håber jeg, at vi en dag kan snakke mere dybdegående om, hvad sådan et forløb gør ved én – særligt et ungt og ambitiøst menneske.”
B ville ønske, at man ikke skulle kæmpe så hårdt mod forsikringsselskaberne. Og så ville han ønske, at man som hjernerystelsesramt straks blev ’taget i hånden’ – at man laver et nationalt center med eksperter inden for alle felter, som man kan henvende sig til.
”Der er jo ikke to hjernerystelser, der er ens, så det er afgørende, at man får en individuel rådgivning og støtte.”
Hana Malá Rytter mener, at der er behov for klarere veje og en mere aktiv tilgang til håndtering af senfølger efter hjernerystelse. Med andre ord er der brug for nogle vedtagne overordnede retningslinjer, som gør det nemmere at henvise på tværs af sektorer og ekspertiseområder og dermed løfte byrden væk fra patientens skuldre.
”Noget i retning af: ’Nu er der gået tre måneder, og du har det stadig skidt på den og den måde. Derfor skal der ske det og det, og henvisningsvejen er sådan og sådan. Og hvis du stadig har senfølger efter seks måneder, skal der ske sådan og sådan.'”
Hun og hendes kolleger fra Dansk Center for Hjernerystelse har sammen med andre fagpersoner netop udarbejdet ’National retningslinje for ikke-farmakologisk behandling af længerevarende symptomer efter hjernerystelse’. Den peger dog ikke på, hvordan man kommer igennem systemet og får relevant hjælp. Men den kommer med syv anbefalinger til forskellige former for behandling af hjernerystelse, så de praktiserende læger, fysioterapeuter, psykologer og andre har noget at læne sig opad, når de skal vejlede og hjælpe en patient med hjernerystelse.
