Uddannelse

De fleste frafald ender med nyt studie

29.4.2021

af

Foto: Martin Dam Kristensen/Ritzau Scanpix

Foto: Martin Dam Kristensen/Ritzau Scanpix

Flertallet af studerende, der dropper ud, skifter til et andet studie inden for få år, viser en ny undersøgelse. De, der forlader djøf-uddannelserne, har ofte let ved at komme videre.

Hovedparten af de studerende, der falder fra i løbet af en uddannelse, vil hellere end gerne i gang igen med et nyt studie.

En ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) viser, at flere end hver tredje studerende dropper ud af en videregående uddannelse. Det kan umiddelbart lyde som mange. Men studiet kortlægger, at flertallet rent faktisk er tilbage på skolebænken, tre år efter at de er droppet ud.

Undersøgelsen tager afsæt i de studerende, der begyndte på en uddannelse i 2013. Af dem er det kun 12%, der er stoppet på en uddannelse uden at begynde på en ny i løbet af de følgende seks år.

For langt de fleste studerende er der altså snarere tale om studieskift end reelle frafald. Det glæder chefkonsulent Bjarke Tarpgaard Hartkopf fra EVA, som står bag undersøgelsen.

Han mener, at der er et berettiget fokus på, at frafald er dyrt på samfundsplan og for den enkelte, men at EVAs nye resultater bidrager til at vise flere nuancer.

”Selv om frafaldet er højt, kan vi også se, når vi kigger på gennemførelsesprocenter, at der er en relativt høj andel af dem, som starter på en uddannelse i Danmark, som ender med at gennemføre en videregående uddannelse,” siger Bjarke Tarpgaard Hartkopf.

Lavt frafald på samfundsvidenskab

Søren Hedegaard Sørensen er sektionsleder for vejledning og studiemiljø på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet (KU). Her arbejder han bl.a. med studenterrettet information om vejledning og optagelse.

”Vi har frafald, men generelt på de samfundsvidenskabelige uddannelser er frafaldet ikke voldsomt højt,” siger han.

De studerende på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet er i en privilegeret situation, idet man skal bruge et højt karaktergennemsnit for at blive optaget på uddannelsen. Det vil sige, at de studerende har fået høje karakterer på gymnasiet og har kunnet vælge næsten frit på alle hylder, hvad angår uddannelsesvalg.

Derfor kan de studerende i de fleste tilfælde komme ind via kvote 1. Hvis uddannelsen ikke er som forventet, har de gode muligheder for at komme ind på en anden uddannelse, der interesserer dem, forklarer Søren Hedegaard Sørensen.

Årsager til studieskift

De hyppigste grunde til, at studerende skifter til et andet studie, er det faglige niveau. Det viser en spørgeskemaundersøgelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet fra 2018.

Den tager udgangspunkt i frafaldne studerende ved videregående uddannelser, og af dem pegede 45% på, at det faglige niveau havde en høj eller nogen grad af betydning for deres valg om at droppe ud. Lidt flere – 52% – fandt, at uddannelsen var for teoretisk med for lidt fokus på praktisk læring.

43% af de frafaldne studerende følte sig for ensomme på studiet, mens 38% betegnede det sociale miljø på uddannelsen som for dårligt.

Indsatser mod frafald

Københavns Universitet har forskellige indsatser mod at forebygge frafald på deres uddannelser.

”Vi har meget fokus på vores studiestart og på at skabe en god faglig og social oplevelse, når man starter på uddannelse hos os,” siger studie- og karrierevejleder Søren Hedegaard Sørensen fra KU og tilføjer, at man som ny på universitetet altid bliver tilbudt at komme ind i en studiegruppe.

Ifølge ham er det altafgørende at skabe grobund for en god studiestart. Et socialt tilhørsforhold og forståelse for, hvad der forventes af én på uddannelsen, medvirker til, at man har et godt overblik og føler sig godt tilpas – selv i de hårde tider. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet