Hjernerystelse

Lægerne knuste Julies drøm. Så modbeviste hun dem

22-03-2021
2 min.

Julie Kubsch fik en så slem hjernerystelse, at læger, neurologer og fysioterapeuter ikke regnede med, at hun kunne gennemføre sin kandidatuddannelse. De tog alle sammen fejl.

Det var oktober 2016, og Julie Kubsch var lige startet på kandidatuddannelsen i Idræt og Sundhed ved SDU. Men da hun var på vej hjem fra en fest, ændrede hendes liv sig på et øjeblik.

”Da jeg begynder at sige farvel til folk, er der en medstuderende, som mener, at jeg skal blive lidt længere. Han løfter mig op over sine skuldre, og han begynder at gå med mig. Han mister desværre balancen, og jeg slår baghovedet ned i et stengulv – mere kan jeg ikke huske,” siger Julie Kubsch, der i dag er 28 år.

Hun understreger, at dette er hendes udlægning af ulykken, og at den mandlige medstuderende nok har sin egen tolkning.

Efter et blackout på nogle timer vågnede Julie Kubsch. Hun kunne hverken tale eller stå på sine ben, så hun blev kørt til observation på skadestuen. Morgenen efter blev hun sendt hjem med diagnosen hjernerystelse.

Ramt på identiteten

I 14 dage havde hun slemme smerter, og hun lavede næsten ikke andet end at sove. Perioden var præget af stor omtågethed, og hun havde fuldstændig mistet tidsfornemmelsen. Hendes praktiserende læge sygemeldte hende, og efter tre måneder med vedvarende smerter fik Julie Kubsch tid hos en neurolog.

Her fik hun noget af en mavepuster. Meldingen var nemlig, at der var tale om en alvorlig hjernerystelse, og Julie Kubsch skulle forberede sig på, at hun nok ikke ville fuldføre sin uddannelse, og at fremtiden formentlig kom til at indebære et fleksjob.

”Det ramte min identitet. Jeg følte, at alt blev revet væk fra mig – drømmen om kandidatuddannelsen, drømmen om min karriere, drømmen om at kunne forsørge mig selv, drømmen om at stifte egen familie,” forklarer hun.

Frisk luft

For at få støtte og hjælp til at klare dagligdagen valgte Julie Kubsch at flytte hjem til sine forældre. Hun var nemlig opsat på at komme tilbage til sin uddannelse, så trygge rammer var alfa og omega. Derudover opsøgte hun alt den hjælp og behandling, hun kunne.

Hun skiftede jævnligt fysioterapeuter og valgte også at opsøge en neuropsykolog i Silkeborg, selvom hun boede i Odense. Lidt transporttid skulle ikke forhindre hende i at opnå sit mål.

Men især én ting hjalp hende på rette spor – frisk luft.

”Det blev et mål for mig at gå en tur og få noget frisk luft hver eneste dag. Jeg kunne nemlig mærke, hvordan mine sanser gradvist blev bedre og styrket,” fortæller Julie Kubsch. 

"Jeg kan, hvad jeg vil"

Efter et års sygemelding genoptog hun kandidaten med indlagte pauser, så den kom til at tage tre år i stedet for de normale to. Derudover fik hun dispensation til en række eksaminer samt tildelt ekstra hjælpemidler grundet udfordringer med hukommelse, hovedpine, nakkesmerter og koncentrationsbesvær.



Det var derfor en tilfreds Julie Kubsch, som kunne kalde sig færdiguddannet i sommeren 2020 og med det samme fik sit første fuldtidsjob som fuldmægtig i Rigspolitiet.

”Jeg var virkelig stolt over mig selv. Dette vidner om, at jeg kan, hvad jeg vil,” siger hun.

Selvom Julie Kubsch blev erklæret rask hos neurologen i august 2019, døjer hun stadig med gener fra hjernerystelsen såsom smerter i kroppen og ekstra træthed.

”Jeg har forliget mig med generne, så de ikke overskygger min dagligdag. Jeg har virkelig mod på live og vil gerne udvikle mig på arbejdsmarkedet og skabe en karriere,” siger hun. 

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.